Tag Archives: psykiatri

Hvad er omsorgstræthed og hvordan håndterer man det?

Af Jens Einar Jansen, autoriseret psykolog, Ph.d., specialpsykolog i psykiatri, specialist i psykoterapi. 

Medfølelse og indlevelse er en forudsætning for at kunne hjælpe andre, men det kan også være omkostningsfuldt, hvis man ikke passer på sig selv undervejs. Denne artikel beskriver begrebet omsorgstræthed og måder at håndtere det på.

Mange hjælpere oplever omsorgstræthed, hvis man ikke passer på sig selv

Hvad er omsorgstræthed?

Begrebet omsorgstræthed kommer fra det engelske begreb compassion fatigue. Det er siden 1980’erne blevet studeret intensivt og har især de seneste 10-15 år fået stor opmærksomhed.

Der er en række begreber, der ofte bliver associeret med denne tilstand, herunder sekundær traumatisering, vikarierende stress, omsorgs stress, modoverføring og udbrændthed.

Forskning peger især på sekundær traumatisering og udbrændthed som centralt for omsorgstræthed. 

Når man brænder for noget, kan man også brænde ud

Udbrændthed opstår i forbindelse med langvarig arbejde i et stressfyldt arbejdsmiljø, eller når man oplever mange belastende arbejdssituationer. Det er en tilstand af fysisk, mental og følelsesmæssig udmattelse og bygger sig gradvist op over tid (Maslach, Schaufeli, & Leiter, 2001).

Tegn på udbrændthed kan være reduceret arbejdsglæde, kynisme, irritation, skænderier med kolleger, træthed, angst eller depression.  

Når andres traumer bliver ens egne

Sekundær traumatisering eller vikarierende traume, som det også nogle gange bliver kaldt, er psykologiske, følelsesmæssig og kognitive reaktioner på at blive eksponeret for en andens traumatiske historie.

Man oplever stress i forbindelse med at hjælpe en traumatiseret, svært belastet eller lidende person.

Begrebet sekundær traumatisering blev først beskrevet af professor og traumeekspert Charles Figley (1995) og beskriver symptomer, der ligner symptomerne på posttraumatisk stresslidelse (PTSD).

Symptomerne kan være genoplevelse, undgåelsesadfærd, følelsesløshed og vedvarende ”alarmberedskab”. Forskellen i forhold til PTSD er, at eksponeringen er indirekte gennem at høre om det fra en anden.

I modsætning til udbrændthed, der ofte opstår gradvist og forudsigeligt, opstår sekundær traumatisering ofte mere pludseligt og uden advarsel (Figley, 2002).

Denne artikel tager udgangspunkt i en moderne, pragmatisk beskrivelse og forståelse af begrebet omsorgstræthed, hvilket er sammensat af flere komponenter, men hvor forskere først og fremmest fremhæver udbrændthed og sekundær traumatisering (Paiva-Salisbury & Schwanz, 2022).

Forskningen er tydelig

Der er klar konsensus om, at arbejdet med traumatiserede og svært belastede mennesker påvirker dem, der udfører dette arbejde. For eksempel viste en nylig opgørelse, at ca. 5-15% af terapeuterne var påvirket i en ”klinisk grad”, dvs. at det gik udover behandlernes funktionsniveau og  livskvalitet, og at de selv kunne have brug for hjælp (Bercier & Maynard, 2015).

I et Australsk studie beskrev ca. 55% af terapeuterne, der arbejder med traumer, stor belastning, og 27% beskrev sig som ”ekstremt belastet” (Meldrum, King, & Spooner, 2002).

Omsorg og medfølelse er en central del af arbejdet

Som klient har man brug for medfølelse, omsorg og tilstedeværelse, når man har det svært (Isdal, 2018).

Og som terapeut bliver man nødt til at se verden som klienten gør det, leve sig ind i den og i et vist omfang dele deres lidelse.

Som hjælper bliver man ofte nødt til at sætte sine egne følelser og behov til side for mere objektivt at kunne se den andens behov, ”være der for den anden” og for at kunne yde bedst mulig hjælp ud fra kliniske retningslinjer og guidelines.

Men det at være medfølende og empatisk har ofte en pris. Det kan koste at sætte egne følelser og behov for meget til side.

Hvordan kan omsorgstræthed se ud?

Man kan som sagt opleve en række negative reaktioner som følge af at arbejde med traumatiserede mennesker, herunder mareridt, påtrængende tanker og forstyrrende billeder.

Det kommer ofte sammen med følelser som vrede, tristhed og angst, som korresponderer med klientens beskrivelser eller traumatiske materiale.

I en mere grundig opsummering, organiserer Figley (1995) påvirkningerne i tre kategorier:

Psykologisk belastning eller dysfunktion

Hvor man kan se billeder af klientens traumemateriale; undgår at arbejde med klientens traumatiske materiale; bliver følelsesløs; får somatiske/kropslige symptomer og søvnproblemer; får problemer med afhængighed eller kompulsiv/tvangspræget adfærd; har højt fysiologisk arousal-niveau (anspændt, på vagt mv) eller får vanskeligheder ved at fungere i hverdagen.

Et eksempel kan være Anna, der gennem de seneste to år har arbejdet med PTSD ramte. Hun begynder at få mareridt og påtrængende tanker og billeder om krig, misbrug og overgreb, og oplever, at det næsten er nyttesløst at hjælpe, når der er så meget ondskab i verden.

Kognitive skift

Hvor man oplever forandringer i afhængighed og tillid til andre mennesker og omverden; forhøjet følelse af sårbarhed; følelses af hjælpeløshed eller tab af personlig kontrol og frihed.

Et eksempel kan være Jonas, der gennem mange år har arbejdet med børn udsat for seksuelle overgreb. Han begynder tiltagende at synes, at verden er mere skræmmende og farlig, at de fleste mænd er mulige overgribere. Han oplever tiltagende skepsis til omgivelserne og får overdrevne bekymringer om, hvem hans børn besøger efter skolen.

Relationelle forstyrrelser

Hvor man oplever øget stress og vanskeligheder forbundet med tillid og intimitet.

Et eksempel kan være Anders, der arbejder som socialrådgiver i kommunen, hvor der er mange klager og folk, der ikke oplever, at de får hjælp nok. Anders har svært ved at tage pauser, kommer altid til at strække sig lidt ekstra, men oplever, at det sjældent nytter på strømmen af utilfredse kunder. Han har svært ved at slappe af, når han kommer hjem, vrisser af sine børn og kone, og har skåret ned på al kontakt til venner udenfor arbejdet.    

(Casene er fiktive, men bygger på kliniske erfaringer)

Omsorgstræthed påvirker ens evne til at hjælpe

Når man lider af omsorgstræthed, føler man sig udbrændt, træt og med manglende energi. Man oplever sig også ofte som en dårlig behandler eller hjælper, eller man kan føle, at det hele er nyttesløst og håbløst.

Og man man bliver måske tiltagende vred og irritabel. Vred på sig selv, klienten, kollegaerne, organisation eller ”systemet”. Man ender ofte med at føle sig fremmedgjort og alene.  

Disse påvirkninger kan også række udover den professionelle selv og kan påvirke den hjælp, man kan tilbyde klienten.

Forskning viser, at man træffer dårligere professionelle beslutninger og bruger forsvarsmekanismer som følelsesmæssig distance og frakobling (Bercier & Maynard, 2015).

Med andre ord, bliver man mindre empatisk og nærværende.

Omsorgstræthed reducerer også ens evne til eller interesse i at bære andres lidelse eller ”være der for andre”. 

Dette kan medføre, at klienten ikke oplever sig forstået eller oplever sig endnu mere følelsesmæssig isoleret. I de værste tilfælde kan klienten føle sig kritiseret for selv at være skyld i sine problemer.

Forskning viser, at behandling kan gå i stå eller blive afbrudt på denne baggrund, hvilket kan være meget skadeligt for personen, der opsøger og har brug for kompetent behandling, men ikke får det.

Overinvolvering og distancering

Mens mange reagerer som beskrevet overfor, med distancering, kan andre reagere med det modsatte, nemlig overinvolvering i klienten. For mange kan dette være et af de første tegn på omsorgstræthed, eller at man er på vej til at blive det.

Eksempler på overinvolvering kan være, at man altid strækker sig lidt ekstra, arbejder over, tager en ekstra telefonsamtale, har svært ved at runde samtaler af.

Det kan være, at man har svært ved at sætte grænser mellem sit private og professionelle liv, og at det hele flyder ud.

Det kan være, at man ikke kan lade være at tænke på klienten, når man har fri, at man fx bliver nødt til at ringe ind på arbejdet for at tjekke op, hvordan denne har det, når man har fri.

Men ingen kan holde til at være på hele tiden, og man ser ofte, at dette udvikler sig til udbrændthed på sigt. Alle har brug for at lade batterierne op. Pludseligt får man nok, man orker ikke mere, og man går i den anden retning og begynder at distancere sig.

Mange oplever, at de pludseligt reagerer ekstra hårdt, tager ting personligt eller mister troen på det, de laver. Måske udløst af en lille ting, der får det hele til at vælte.

Det kan fx være, at der sker noget uventet eller ubehageligt i relationen med ens klient, at nogen klager på en eller at samarbejdet med resten af organisationen ikke går som det skal.  

Mange faggrupper kan blive ramt af omsorgstræthed

En stor del af litteraturen omhandler forskellige behandlere som psykologer, pædagoger, sygeplejersker og omsorgsmedarbejdere, men omsorgstræthed kan ramme en større gruppe mennesker.

Man ser også omsorgstræthed hos andre professionelle hjælpere. For eksempel personale i akutberedskab, ambulancepersonel, læger, advokater, fængselsbetjente eller dem, der arbejder i kriminalforsorgen.

Pårørende bliver lider ofte af omsorgstræthed

Og selv om omsorgstræthed oftest bruges i sammenhæng med professionelle omsorgsgivere, kan det også opstå hos pårørende, eller mennesker, der gennem længere tid står tæt på et menneske med en fysisk eller psykisk lidelse (Lynch & Lobo, 2012).

For nogle kan dette opleves som endnu mere intenst, end for professionelle, da de føler de skal være der for den anden 24 timer i døgnet (Jansen & Bridgwater, 2021). 

Man kan med andre ord opleve omsorgstræthed i mange forskellige situationer. Forståelsen og håndteringen vil være dermed også være forskelligt og må tilpasses den konkrete situation.

Tilgangen vil derfor variere fra interventioner på individuelt niveau eller familie niveau til interventioner på organisationsniveau. Det er vigtigt at have alle disse dimensioner i spil.   

Risikofaktorer for omsorgstræthed

Forskning peger på en række risikofaktorer for udviklingen af omsorgstræthed, herunder dårlige coping færdigheder, højt stressniveau, lav grad af social støtte, historie med egne traumer i privat- eller arbejdsmæssig sammenhæng, samt tendens til at undgå følelser eller at lade dem ”bygge sig op”.  

Alt for stor identitet som hjælper kan også være en risikofaktor. Nogle mennesker identificerer sig så meget med hjælperrollen, at de kun føler sig “god nok”, når de hjælper eller er der for andre. Dette bliver et form for “præstationspres”. For nogle kan dette have baggrund tillærte strategier for at håndtere egne traumatiske oplevelser.

Ifølge Figley (1995) kan forskellige uforudsete forandringer i ens rutiner og hverdag ofte være det, der udløser omsorgstræthed, når de kombineres med de andre risikofaktorer.

Det kan være sygdom hos ens selv eller i familien, der kræver opmærksomhed, eller ændringer i social status, arbejdsroller eller private relationer.  

Hvordan kan man forebygge omsorgstræthed?

Generelt kan man sige, at en følelse af mestring og tilfredsstillelse ved det arbejdet, man gør, er forbundet med mindre risiko for omsorgstræthed.

Hvis man ikke oplever, at den indsats man gør, forbedrer klienternes problemer, er det vigtigt at undersøge, hvad det handler om, og forbedre arbejdsstedets praksis. Det kan handle om for få ressourcer, dårlig organisering eller manglende uddannelse. 

Dernæst er selv-omsorg den vigtigste beskyttende faktor for omsorgstræthed. Men selv om selv-omsorg ofte diskuteres i den professionelle litteratur, er der ikke nogen entydig definition. Forskningen diskuterer en lang række områder.

Generelt kan man sige, at en følelse af mestring og tilfredsstillelse ved det arbejdet, man gør, er forbundet med mindre risiko for omsorgstræthed.

Jens Einar Jansen, psykolog

De fleste professionelle har forskellige former for ”hjemmelavede” støttesystemer, primært i form af sociale og professionelle netværk samt forskellige former for kollegial sparring. Men ofte kan der være brug for en mere struktureret forebyggelse og fokus på støtte og ”styrkende processer”.  

Mange hjælpere kan også have en række indgroede forestillinger, der står i vejen for nødvendig selv-omsorg. For eksempel kan mange få dårlig samvittighed, når de tager tid til sig selv i stedet for at bruge den kostbare tid til at hjælpe andre. Men dette bider desværre ofte sig selv i halen.

Det er vigtigt at arbejde med kulturen på ens arbejdsplads, hvor man italesætter det at tage vare på sig selv, som en forudsætning for at kunne levere et godt arbejde, og hvor man sørger for de rette rammer for selvomsorg og omsorg for hinanden.

Omsorgstræthed er et fælles ansvar

Det er ikke kun en selv eller arbejdspladsen, der har ansvaret for at forebygge omsorgstræthed. Forebygning af omsorgstræthed er et fælles og delt ansvar:

Leder har ansvar for arbejdsmiljøet ved at skabe de rette rammer.

Kolleger har ansvaret for hinanden ved at spørge ind og italesætte, når nogle virker presset, og give hinanden støtte, opmuntring og omsorg.

Og hver enkelt har ansvar for sig selv ved at lægge mærke til, hvordan man har det, lytte til sine egne behov, sørge for at sige fra, sætte naturlige grænser og sørge for den nødvendige selvomsorg.

Men det er vigtigt ikke at gøre omsorgstræthed til noget individualistisk, at sige det ”blot” handler om selvomsorg, men heller have fokus på at gøre noget på alle disse niveauer.

Kodeordene er ofte forebyggelse og italesættelse af risiko for omsorgstræthed ved hjælperollen.

De grundlæggende byggesten

Følgende kan betragtes som de grundlæggende byggesten for at forebygge omsorgstræthed.

  • Mulighed for supervision og faglig sparring
  • Rutiner for at dele erfaringer og svære oplevelser i trygge omgivelser
  • Fokus på ”sunde vaner” som kost, motion og søvn i henhold til ens personlige præferencer og behov
  • Fokus på at dyrke sociale relationer
  • Forventningsafstemning og klare rammer for ens arbejdsopgaver

Hvad kan man selv gøre ved omsorgstræthed?

For mange kan det tage lang tid før man indser, at man er ved at blive omsorgstræt eller allerede er blevet det. For mange virker ens reaktioner uforståelige, hvis man ikke er bekendt med symptomerne.

Men jo hurtigere man kommer i gang med at gøre noget ved det, jo større chance er det, at man undgår langvarig lidelse eller sygemelding. Følgende råd skal som sagt ikke stå alene, men kan være gode at følge:

Sæt grænser og adskil privatliv og arbejde

Oprethold klare grænser mellem privatliv og arbejde. Bed om hjælp, når du har brug for det. Sæt grænser og sig nej til ekstra opgaver, når du ikke har mere tid eller overskud.

Tænk over, om du altid er på arbejde, i betydning, at du enten arbejder for meget eller for længe, eller at du også altid er hjælper for din familie og nære venner.

Varier dine arbejdsopgaver

Sørg for variation i arbejdsopgaverne. Ikke at gøre det samme hele tiden, især ikke de mest psykisk belastende, selv om det er et område du brænder meget for.

Husk at arbejde ikke er alt

Dyrk dine hobbies og sæt af tid til de ting, der giver dig energi. Husk at hold ferie. Især de lange ferier kan være gode, hvor du kan slippe arbejdet helt, og kan mærke at livet er mere end dit arbejde.

Tjek ind med dig selv

Tjek ind med dig selv en gang i mellem. Hvordan har du det? Har du overskud efter arbejdet? Har du stadig lyst til at dyrke dine interesser, venner hobbies? Hvis nej, kan det være at arbejdet fylder for meget.

Fokuser på dit netværk

Sørg for at holde fast i relationer og socialt netværk. Måske skal du udvide eller dit netværk, hvis det er blevet mindre og mindre med årene, eller måske skal du videreudvikle eller hive fat i det netværk, du allerede har.

Husk kollegial sparring og at dele svære oplevelser

Brug mulighederne for supervision og faglig sparring, både med netværk og kolleger. Hvis der ikke er gode muligheder for supervision på dit arbejde, kæmp for dette eller vurder at skifte arbejdsplads. Men det kan også være vigtigt at lægge det fra sig, når man kommer hjem, så man ikke hele tiden går og tænker og taler om arbejdet.

Opsøg hjælp ved behov

Opsøg hjælp, hvis symptomerne på omsorgstræthed bliver ved eller forværret, inden det udvikler sig til udbrændthed, depression eller angst. Der er mange psykologer og andre professionelle, der er vandt til at arbejde med omsorgstræthed.

Du er velkommen til at kontakte mig for undervisning, foredrag eller terapi på jens.einar@gmail.com

Referencer

Bercier, M. L., & Maynard, B. R. (2015). Interventions for Secondary Traumatic Stress With Mental Health Workers: A Systematic Review. Research on Social Work Practice, 25(1), 81–89. https://doi.org/10.1177/1049731513517142

Figley, C. R. (1995). Compassion fatigue: Coping with secondary traumatic stress disorder in those who treat the traumatized. New York: Brunner.

Figley, C. R. (2002). Compassion fatigue: Psychotherapists’ chronic lack of self care. Journal of Clinical Psychology, 58(11), 1433–1441. https://doi.org/10.1002/jclp.10090

Jansen, J. E., & Bridgwater, A. (2021). Tæt på, men udenfor – Råd og viden om livet som pårørende til et menneske med en psykisk lidelse. København: Gyldendal.

Isdal, Per (2018). Medfølelsens pris – Når professionelle hjælpere har brug for hjælp. Akademisk Forlag

Lynch, S. H., & Lobo, M. L. (2012). Compassion fatigue in family caregivers: A Wilsonian concept analysis. Journal of Advanced Nursing, 68(9), 2125–2134. https://doi.org/10.1111/j.1365-2648.2012.05985.x

Maslach, C., Schaufeli, W. B., & Leiter, M. P. (2001). Job Burnout. Annual Review of Psychology, 52(1), 397–422. https://doi.org/10.1146/annurev.psych.52.1.397

Meldrum, L., King, R., & Spooner, D. (2002). Compassion fatigue in community mental health case managers. In C. R. Figley (Ed.), Treating compassion fatigue. NY: Brunner-Routledge; US.

Paiva-Salisbury, M. L., & Schwanz, K. A. (2022). Building Compassion Fatigue Resilience: Awareness, Prevention, and Intervention for Pre-Professionals and Current Practitioners. Journal of Health Service Psychology, 48(1), 39–46. https://doi.org/10.1007/s42843-022-00054-9

Den lange nedlukning: Hvordan passe på sig selv som pårørende

af Jens Einar Jansen, psykolog, ph.d, specialist i psykoterapi, specialpsykolog i psykiatri

Mange pårørende til mennesker med psykiske lidelser er ekstra belastet under covid-19. Manglende behandling, støtte og aktiveringstilbud kan give mange bekymringer. Hvordan kan man passe på sig selv i denne situation?

Photo by Tim Mossholder on Unsplash

Bekymring for at livet og terapien går i stå

Mange pårørende er bekymret for, at deres nærstående skal gå i stå under covid-19 nedlukningen. De står på sidelinjen og ser på, at behandling, støtte og aktiveringstilbud lukker ned.

Det er svært at komme i kontakt med mentorer, hjemmevejledere eller kommunale sagsbehandlere, og de gruppetilbud eller undervisning i psykiske lidelser (psykoedukation), de er blevet lovet, er udskudt.

Pårørende oplever, at deres nærtstående modtager mindre optimale behandlingsforløb. Og det er ikke altid så nemt at få et nyt behandlingstilbud bagefter. Mange behandlingstilbud kræver ny henvisning, og der kan være lang ventetid. Og nogle tilbud er et engangstilbud. Et eksempel er OPUS – et to-årigt tilbud til mennesker med førstegangspsykose.

Socialt samvær, aktivering og meningsfuld beskæftigelse er ofte et vigtigt element i behandlingen af psykiske lidelser. Terapien forsøger at understøtte dette, og er en del af den samlede indsats. Men når muligheden for at indgå i sociale fællesskaber fjernes, får man måske ikke udnyttet terapiens fulde potentiale.

For nogle giver det mere ro, for andre flere konflikter

For nogle kan det være godt at være hjemme og have mere tid sammen, det giver ro og mindre stress. For andre udgør det en stressfaktor og skaber flere konflikter. Det kan afhænge af temperament, dynamik i familien eller typen af psykisk lidelse.

Man ved, at isolation og fravær af de faste rutiner ofte er forbundet med stress, symptomøgning og tilbagefald for nogle. Dette er hårdt for pårørende at stå i, især når man selv er mere isoleret og ikke får de naturlige pauser og afbræk fra familielivet.

Hvordan kan man passe på sig selv som pårørende?

Nedlukning og begrænsninger i socialt samvær trækker ud og påvirker hele samfundet. Det er desværre ikke overstået med det første, og det er derfor som pårørende vigtigt at passe på sig selv undervejs. Det at være pårørende er i forvejen hårdt for mange, og de aktuelle bekymringer kan forstærke denne situation. Nedenfor er nogle måder, hvorpå man kan forsøge at støtte og være der for ens nærtstående og samtidigt passe på sig selv.

Handling forebygger følelsen af magtesløshed

Man ved, at magtesløshed ofte er forbundet med stress og belastning, og magtesløshed kan hurtigt overvælde en i denne tid. Det kan derfor være vigtigt at kigge på det, man faktisk kan gøre. Små ting kan gøre en stor forskel, både for en selv og ens nærtstående.

Et godt fokusområde kan være at støtte op omkring ens nærtståendes gode strategier til egenomsorg, struktur på hverdagen og forsøg på aktivering. Man kan hjælpe med at komme ud hver dag, gå en tur eller træne sammen. Man kan sørge for social kontakt telefonisk, virtuelt eller, hvis det er forsvarligt, fysisk. Noget af det vigtigste er at forebygge ensomhed og isolation. Det kan også være hjælp til at handle ind eller lave mad, hvis dette er en udfordring.

Husk at finde rette balance og justere forventningerne

For nogle er det en som sagt en lettelse, at det hele er lukket ned, og man slipper forpligtelser, besværligt socialt samvær, aktivering og kontakt med kommunale sagsbehandlere eller sundhedssystemet.

Nogle gange er det faktisk de pårørende, som er mest bekymrede over denne situation. Det er vigtigt at anderkende, hvis behov det er, at der skal ske noget mere – det kan nogle gange give lidt ro.

Men manglende social aktivitet kan samtidigt være en kortsigtet fornøjelse, da man ikke bliver udfordret på det, man synes er svært. Man får ikke vedligeholdt eller trænet ens sociale færdigheder. Man får ikke arbejdet med sin angst eller aktiveret sig selv, som man fx ved er vigtigt i forhold til depression. Og man får ikke de nødvendige kærlige skub i retning af større aktivitet. Det kan derfor være, at man bagefter oplever, man er gået lidt mere i stå.

Men uanset, er det vigtigt at forventningsafstemme med ens nærtstående, da forandring altid skal tage udgangspunkt i deres behov, ønsker og aktuelle motivation.

Opsøg viden om den aktuelle psykiske lidelse

I store dele af psykiatrien bliver man inviteret til pårørende arrangementer, undervisning eller pårørendesamtaler. Der er tiltagende fokus på pårørendeinddragelse i psykiatrien, selv om mange mener der er lang vej endnu.

Under nedlukningen bliver disse tilbud yderligere skåret ned. Dette gør, at mange pårørende går glip af vigtig viden og støtte. Men viden om psykiske lidelser og oplevelse af, at man ikke er alene som pårørende, kan man opsøge mange steder, selv om det ikke fuldt ud erstatter tilbudene i psykiatrien.

Man kan fx læse og tilegne sig viden på nettet, lytte til podcasts eller læse bøger om psykiske lidelser. Gode netsider kan være Psykiatrifonden, SIND eller Bedre Psykiatri. Man kan også kontakte gratis telefonrådgivere ved disse interesseorganisationer.

Samtaler med gode venner

Det er vigtigt ikke at gå med bekymringer og frustrationer alene. Åbenhed gør, at man får sat ting i perspektiv, ser nye handlemuligheder eller får mere viden om den aktuelle psykiske lidelse ens nærtstående kæmper med.

Måske har man venner eller bekendte, der selv står eller har stået i samme situation? Ofte er det først, når man selv åbner op, at man hører om andres udfordringer.

Nogle gange har man bare brug for at få “luft” fra det hele og for at se venner og tale om andre ting. Det er vigtigt, at det hele ikke kommer til at handle om psykisk lidelse. En af de store udfordringer for pårørende er risiko for isolation, som ofte er forbundet med større oplevet belastning. Det er vigtigt at tage sig tid til at se venner for at modvirke denne onde spiral.

Samtaler med professionelle

Nogle gange har man brug for at tale med professionelle. Der er mange psykologer der er specialiserede til at tale med pårørende. Man kan have behov for viden om specifikke psykiske lidelser, og hvordan man som pårørende kan støtte op.

Man kan have brug for at tale om de svære følelser forbundet med det at være pårørende såsom bekymring, angst, skam, skyld, vrede eller irritation. Det er ikke altid man ønsker at tale med venner eller familie om disse.

Man kan også have brug for et rum, hvor man har fokus på sig selv for at holde fast i den nødvendige egenomsorg. Ellers er det svært at være der for andre. Og ingen er tjent med, at man selv går ned med stress. Man ved fra forskning, at mange pårørende oplever høj grad af belastning, og at psykisk lidelse påvirker hele familien.

Husk dig selv på de samme råd, som du giver andre

Ofte er det de samme ting, man anbefaler til andre, som man selv glemmer at gøre for sig selv: komme ud i frisk luft, sørge for nok søvn og sund kost, holde kontakt til andre, dyrke yoga, mindfulness eller motion, sørge for at tage pauser fra bekymringer og de svære tanker, fokus på opbyggende og energigivende aktiviteter osv.

Referencer

Jansen, J. E., Gleeson, J., & Cotton, S. (2015). Towards a better understanding of caregiver distress in early psychosis: a systematic review of the psychological factors involved. Clinical Psychology Review35, 56-66.

Jansen, J. E., Haahr, U. H., Harder, S., Trauelsen, A. M., Lyse, H. G., Pedersen, M. B., & Simonsen, E. (2015). Caregiver distress in first-episode psychosis: the role of subjective appraisal, over-involvement and symptomatology. Social psychiatry and psychiatric epidemiology50(3), 371-378.