Category Archives: psychotherapy

OCD – forståelse og behandling

af Jens Einar Jansen, psykolog, ph.d, specialist i psykoterapi, specialpsykolog i psykiatri

OCD er en angstlidelse, der kan være pinefuld og meget forstyrrende for ens daglige aktiviteter og sociale relationer. Der findes heldigvis en række gode behandlingmetoder, som jeg vil beskrive i denne artikel.

Obsessive–compulsive disorder - Wikipedia

Hvad er OCD?

Obsessiv-kompulsiv tilstand eller OCD rammer ca. 2-3 % af befolkningen og er karakteriseret ved tilbagevendende og påtrængende tvangstanker og/eller tvangshandlinger og ritualer.

Tvangstanker

Tvangstanker er påtrængende og ubehagelige tanker, billeder eller tilskyndelser (trang til at gøre noget ubehageligt, forbudt eller socialt uacceptabelt). Man har svært ved at slippe tankerne og de opleves som pinefulde.

Som jeg beskriver i min artikel OCD – en form for tankefobi, er det ikke typen eller mængden af tanker, der adskiller en med OCD fra en uden OCD, men snarere i hvor stor grad, man kan rumme at have de ubehagelige tanker.

Alle mennesker får dagligt en masse kortvarige indskydelser eller billeder. Tankerne kan være socialt uacceptable, fjollede, seksuelle, overtroiske eller voldelige. Fx tanken om at skulle smide sit nyfødte barn på jorden eller at køre bilen ind i et træ.

Men for de fleste er dette tanker, der kommer og går igen.

Og sådan fungerer tankerne, hvis man lader dem være i fred, og hvis vi finder en måde hvorpå vi kan “lade dem være der”, hvilket er kernen i mange moderne behandlingsformer såsom Acceptance and Commitment Therapy (ACT) og metakognitiv terapi. Dette kommer jeg tilbagebage til under behandling.

Problemet opstår, når man forsøger at neutralisere eller slippe af med disse tankerne via ritualer eller tvangshandlinger.

Tvangshandlinger

Eksempler på tvangshandlinger kan være:

  • Overdreven renlighed eller håndvask
  • organisere eller stille ting symmetrisk eller på bestemt måde
  • Røre genstande bestemt antal gange eller undgå at røre bestemte ting
  • Udføre ritualer bestemt antal gange eller til det “føles rigtigt”
  • Tjekke døre, låse, elektriske apparater mv.
  • Sige eller undgå at sige bestemte ting
  • Tænke bestemte ting (mentale ritualer)

Man forsøger som regel at komme af med en af følgende ubehagelige tilstande:

  • Angst
  • Væmmelse eller afsky
  • “Not just right” følelsen

Når løsningen er problemet

Problemet er, at de handlinger man gør for at neutralisere og håndtere angsten, virker rigtig godt på kort sigt, da de ubehagelige tilstande forsvinger midlertidigt. Men de kommer tilbage med fuld eller støre kraft lige om lidt.

Det er som at fodre en sød lille løveunge, der plager om mad. Det kan føles rart og ufarligt at fodre den. Lige pludseligt er den blevet voksen, stor og stærk. Og hver gang man giver den en luns kød, bliver den større og stærkere. Sådan fungerer også OCD, den kræver mere og mere for at holde angst og ubehag på afstand, og det bliver sværere og sværere ikke at give efter.

I ACT taler man om “oplevelsesmæssig undgåelse” som en af de vigtigste drivkræfterne til psykisk lidelse. Kort fortalt handler det om, at det man “ikke vil have” dvs. ubehagelige tilstande (tanker, følelser og kropslige reaktioner) paradoksalt får større magt og kraft, når vi forsøger at skubbe det væk.

Angst for angsten, som ofte er værre end selve angsten, er et godt eksempel.

Jo mere man undgår det, der giver ubehag, desto mere får man malet sig selv ind i et hjørne. Ens liv bliver mere begrænset, man undgår de ting, der er meningsfulde for en og giver indhold i hverdagen.

Dermed får angsten mere plads. Der er mindre ting, der kan distrahere én og skubbe de påtrængende tanker væk.

Lav tolerance for usikkerhed

“Better safe than sorry” er drivkraften bag angst og OCD. Det centrale med tvangshandlingerne og ritualerne er at holde fare og tvivl på afstand, men dette står i vejen for, at de opdager der faktisk ingen fare er. Eller nærmere sagt, de kan alligevel aldrig sikre sig imod, at livet kan gå galt en gang i mellem.

En del forskning har vist, at mange med OCD og angstlidelser har meget lav tolerance for usikkerhed, hvilket gør dem sårbar for angst (McEvoy et al, 2017). Derfor går overdreven energi med til at øge sikkerhed, hvor der i højere grad ville være bedre at træne tolerancen for usikkerhed.

Dette er et vigtigt fokus i behandlingen.

Behandling af OCD

Der er en række behandlingstilgange, der er virksomme, men især eksponering og responshindring (exposure and response prevention; ERP), acceptance and commitment therapy (ACT) og metakognitiv terapi (MCT) har vist sig virksomme i kliniske studier (Skapinakis et al, 2016).

Men den mest evidensbaserede komponent eller aktive ingrediens i OCD behandling er eksponering dvs. systematisk udsættelse for det, man oplever som ubehageligt, med det formål at træne evnen til at kunne rumme eller ‘være med’ de ubehagelige tanker, følelser og kropslige reaktioner.

Den vigtigste vedligeholdende faktor i OCD er sikkerhedsadfærden og undgåelsen, dvs. de ting man gør for at holde tvangstankerne på afstand (cf. “løsningen er problemet”).

I behandling handler det derfor om at udsætte sig for nettop de ting, man er bange for uden at indgå i den neutraliserende adfærd. Dette giver angst, væmmelse eller ubehag i starten, men man oplever at dette ubehag reduceres efterhånden som man bliver i situationen.

Og ved mange gentagelser vil man opleve at ubehaget bliver mere håndterligt og til sidst forsvinder. Nogen sammenligner det derfor med at se en gyserfilm: man bliver ikke lige så bange, når man ser den for femte gang. Kroppen er forberedt og man har større kontrol.

Det er svært at planlægge, strukturere og bryde eksponeringen ned i overskuelige trin alene, og de fleste har brug for en terapeut til at hjælpe sig. I behandling lærer man også forskellige værktøjer til at håndtere og forstå ubehaget undervejs i eksponeringen.

Ofte starter man eksponering sammen med terapeuten i sessionen og skal øve sig i dette på egen hånd imellem sessionerne.

Tankefobi

I en tidligere artikel kalder jeg OCD en slags tankefobi, da dette er en god referenceramme, som jeg har lånt fra Kvale & Hansen (2013). De fleste kender begrebet fobi, f.eks. for edderkopper, fugle eller elevatorer. Hvis man har fobi for elevatorer, er man ofte bange for at stå fast, ikke få luft, miste kontrollen, føle sig indespærret eller få et angstanfald. Og mange ved, at den bedste måde at komme af med elevatorfobi er gradvist at træne at køre elevator, altså eksponering.

Med OCD handler det om en fobi for ubehagelige tanker, dvs. at det, man forsøger at træne er at holde de ubehagelige tanker ud, uden at handle på dem, undgå situationerne, der udløser dem, eller udføre tvangshandlingerne, der har som formål at neutralisere dem.

Dette indebærer, at man i behandlingen skal motiveres til at “opsøge” situationer med angst eller ubehag, med henblik på at træne at “læne sig ind i angsten”, hvilket ofte er hårdt arbejde, men godt investeret.

Hvilken terapeutisk retning skal man vælge?

Både behandlere og klienter kan blive forvirret over alle de forskellige terapeutiske retninger. Tomlin (2009) kalder det “alfabetsuppen”, da de fleste nyere behandlinger har sin egen tre-bogstav-forkortelse. Hvad skal man vælge: Kognitiv terapi (CBT), eksponering og responshindring (ERP), acceptance and commitment therapy (ACT) eller metakognitiv terapi (MCT)?

Først og fremmest er det godt, at der er forskellige tilgange og metoder, da det er sjældent, at “one size fits all”. Mennesker med OCD er alle forskellige. De har selvfølgelig ulig baggrund, personlighed og forskellige præferencer.

Som udgangspunkt mener jeg de fleste behandlinger for OCD bør have fokus på eksponering og adfærdsendring, da det er her den den største evidens ligger.

Derudover kan man som behandler trække på forskellige muligheder for at støtte op om dette: Finde den rette “indpakning” og måder at motivere på samt arbejde med yderligere psykologiske faktorer, der står i vejen for behandlingen eller forstærker symptomerne.

Der er udenfor denne artikels ramme at komme ind på alle disse i dybden, men jeg vil pege på nogle af lighederne og forskellerne, samt pege på, hvordan ACT og MCT kan understøtte arbejdet med at håndtere angst og svære tanker, der forstærkes, når man arbejder med eksponering.

Tredje bølge adfærdsterapi – ACT og metakognitiv terapi

Både ACT og metakognitiv terapi er en såkaldt tredje bølge kognitiv adfærdsterapi, der arbejder med måden man tænker på og relationen til ens tanker i stedet for selve indholdet i tankerne. Meget forskning på psykoterapi ved OCD går i denne retning (Hayes, 2004). 

Derudover arbejder man i ACT med værdier, dvs. man hjælper klienten at komme mere i kontakt med de ting, der er personligt meningsfulde for ham eller hende, og lader dette understøtte og guide eksponeringsarbejdet. Man arbejder også med oplevelsesorienterede og mindfulnessbaserede øvelser, både for at træne tilstedeværelse i nuet, accept af svære tilstande samt at se (tvangs) tanker som blot værende tanker og ikke sandhed (defusion). 

Fra metakognitiv terapi trækker man på metoder til såkaldt detached mindfulness, træning i at stoppe ruminering og bekymring (“CAS”) bl.a. ved at fange trigger-tanker og stoppe efterfølgende bekymringsspiraler. Man arbejder i metakognitiv terapi også med at være tilstede i nuet, men med mindre fokus på forankring i krop og åndedræt, som ved traditionel mindfulness, og mere i retning af at styre og kontrollere ens opmærksomhed og derved indirekte også ens tanker.

Nogle gange har man brug for et spadestik dybere og arbejde med skemaer (grundlæggende tanker om os selv), opvæksthistorisk baggrund for ens OCD eller leveregler (jeg skal altid være perfekt, blive elsket af alle, performe 100%, alltid være der for andre, sørge for, at alle har det godt mv), der er strategier, man har lært i barndommen. 

Kilder

Hayes, S. C. (2004). Acceptance and commitment therapy, relational frame theory, and the third wave of behavioral and cognitive therapies. Behavior therapy35(4), 639-665.

Johnco, C., McGuire, J. F., Roper, T., & Storch, E. A. (2020). A meta‐analysis of dropout rates from exposure with response prevention and pharmacological treatment for youth with obsessive compulsive disorder. Depression and anxiety37(5), 407-417.

Kvale, G., & Hansen, B. (2013). 101 ting vi gjerne skulle visst da vi begynte å behandle pasienter med angstlidelser. Universitetsforlaget.

McEvoy, P. M., Hyett, M. P., Shihata, S., Price, J. E., & Strachan, L. (2019). The impact of methodological and measurement factors on transdiagnostic associations with intolerance of uncertainty: A meta-analysis. Clinical Psychology Review73, 101778.

Papageorgiou, C., Carlile, K., Thorgaard, S., Waring, H., Haslam, J., Horne, L., & Wells, A. (2018). Group cognitive-behavior therapy or group metacognitive therapy for obsessive-compulsive disorder? Benchmarking and comparative effectiveness in a routine clinical service. Frontiers in psychology9, 2551.

Skapinakis, P., Caldwell, D. M., Hollingworth, W., Bryden, P., Fineberg, N. A., Salkovskis, P., … & Lewis, G. (2016). Pharmacological and psychotherapeutic interventions for management of obsessive-compulsive disorder in adults: a systematic review and network meta-analysis. The Lancet Psychiatry3(8), 730-739.

Tolin, D. F. (2009). Alphabet Soup: ERP, CT, and ACT for OCD. Cognitive and Behavioral Practice16(1), 40-48.

Hvad er forskellen på skizotypi og skizofreni?

Daglige udfordringer for personer med skizofreni - Udforsk Sindet

For mange er de psykiske diagnoser et ukendt land medmindre man selv eller ens nærmeste står midt i det. Og psykiske lidelser påvirker som regel hele familien.

Når man selv eller ens nærtstående får en diagnose eller svære symptomer og vanskeligheder, der kræver behandling, kan det være godt at få så meget viden som muligt. Men der er mange faglige begreber, der kan være svære at forholde sig til.

Psykose, skizofreni og skizotypi er eksempler på sådanne begreber.

Men hvad vil det sige, at være psykotisk? Hvad er forskellen på psykose og skizofreni? Og hvordan er sammenhængen mellem skizotypi og skizofreni? hvilke symptomer er der, og hvad skal der til for at få en af disse diagnoser? Der er nemlig mange forskellige årsager til at man kan få en psykose, og der er både ligheder, men også store forskelle, mellem skizofreni og skizotypi.

Skizotypi er beslægtet med skizofreni, men har en mildere form og er uden vedvarende psykotiske symptomer såsom hallucinationer og vrangforestillinger. Skizotypi er dermed ikke det samme som skizofreni, og det kan være vigtigt både for pårørende og mennesker ramt af skizotypi at forstå forskellen og lighederne mellem de to diagnoser.

(Jansen, 2020)

Jeg har på opfordring fra Alt om psykologi skrevet to oversigtsartikler om området, hvilket ligger frit tilgængeligt her:

Hvad er psykose?

Hvad er skizotypi?

Du er velkommen til at kontakte mig for information om terapi, foredrag, undervisning eller generelle spørgsmål om viderehenvisning.

af Jens Einar Jansen, autoriseret psykolog, specialist i psykoterapi, specialpsykolog, Ph.d., www.metacognition.dk

Enkle trin til at styre sin vrede som forældre til børn med ADHD

af Jens Einar Jansen, autoriseret psykolog, specialist i psykoterapi, specialpsykolog i psykiatri og ph.d.

Børn med ADHD har ofte en adfærd, der lægger op til mere skældud og irettesættelse, uden at deres intention er dårlig. Det handler om impulsivitet og manglende mentalt overblik. Men skældud fører ofte til en negativ spiral. På kort sigt i form af mere uønsket adfærd. På længere sigt i form dårligere selvværd. Man er som forældre ofte på hårdt arbejde, men der er en række ting, man kan gøre for at håndtere sin vrede hensigtsmæssigt.

Vi bliver alle vrede en gang i mellem, og vrede er en naturlig og sund følelse. Den hjælper os til at stå op for det, der er vigtigt for os, til at sige fra, og til at fortælle os, hvornår vores grænser overtrædes. Men vrede kan også ødelægge vores relationer og gøre fysisk eller psykisk skade på vores nærmeste. Det er derfor vigtigt at kunne styre sin vrede, udtrykke den på en passende og konstruktiv måde og undgå, at vrede bliver til ukonstruktiv aggression.

Vi har alle forskellig temperament og måder at håndtere vrede på. Dette kan også handle om ens opvæksthistorie. Nogle eksploderer hurtigt og falder hurtigt ned igen, andre går og simrer med sin vrede på lavt blus over længere tid, men får ikke sagt fra overfor omgivelserne. Begge former kan skubbe folk væk, og man får ikke løst problemerne, der ligger nedenunder. Og har man et barn med udfordringer, som fx ADHD, hjælper vrede og skældud sjældent. Tvært i mod forstærker det den uønskede adfærd og påvirker barnets selvværd i negativ retning. Begge dele kan øge barnets problemer på længere sigt.

Der er imidlertid en række ting, man kan gøre for at håndtere ens vrede, så man hurtigere kommer over den og kan handle rationelt. Og man kan undgå at eksplodere, skælde ud og sige ting, man ikke mener. Som de fleste kender til, kommer man jo ofte bagefter til at fortryde det og blive trist, skamfuld og selvkritisk. Dette giver en anden negativ spiral, hvor man føler sig som en dårlig forælder, bliver i dårligt humør og får mindre overskud til ens barn. Men hvad kan man gøre for at styre sin vrede?

1. Vend blikket indover og tænk over advarselsignaler

Hvad er dine tidlige advarselssignaler? Begynder du at spænde op i kroppen, knytte næverne eller få hurtigere åndedræt? Er det en følelse af træthed? Eller er det kort lunte og en generel irritabilitet? Man kan øve sig i at stoppe op, mærke efter og vurdere sin vrede på en skala fra 0-10. Vend blikket indover og bliv bevidst om, hvilken følelse du er i. Man kan bruge et trafiklys som indre billede med farverne grøn (afslappet), gul (på vej til at blive mere irriteret) og rød (vred, rasende). Når man er i det røde felt ved man, at det er sværere at tænke klart. Her er det vigtigt mentalt at sige “stop” til sig selv. Måske har man brug for en time-out for at samle sig?

2. Læg mærke til kritiske tidspunkter

Ofte er det ikke tilfældigt, hvornår man er vred, selvom det kan føles, som om det kommer ud af den blå luft. Hvad der udløser vrede er individuelt, men man kan forsøge at registrere dette som en nysgerrig forsker. Jeg omtaler de udløsende faktorer som “triggere”. Fx er det meget normalt at få kort lunte, når man er træt eller sulten og har lavt blodsukker. Men det kan også være efter en lang dag alene med børnene, eller når der har været mange små konflikter, man har skulle rumme. Det kan også være kritiske tidspunkter på dagen, hvor man er særlig sårbar – fx om morgen, aften, lige efter man er kommet hjem fra arbejdet osv. Det kan også være særlige temaer eller hændelser, der er specielt udfordrende for én – fx grimt sprog, fysisk udadageren, slåskampe mellem børnene, eller når ens børn behandler deres venner forkert. Dette påvirker ens tolkning af situationen, hvilket har stor betydning for ens følelsesmæssige respons. Tolkningen kan nogle gange hænge sammen med nogle grundlæggende temaer i eget liv, som man eventuelt kan undersøge og forstå nærmere. Men det vigtigste er at blive mere bevidst omkring særlige triggere for ens vrede.

3. Sætte en kile imellem trigger og respons

At tælle til ti er en klassisk strategi, som man måske kan trække lidt på smilebåndet af. Men den har noget for sig. Det vigtigste er at få sat en kile mellem det, der trigger én (barnets adfærd), og responsen (din reaktion). Det handler om at agere i stedet for at reagere, hvilket vil sige, at responsen er gennemtænkt og i henhold til ens værdier som forældre i stedet for skældud eller ugennemtænkt konsekvenspædagogik (straf). For at skabe dette mentale handlerum, kan man tælle til ti før man reagerer, handler eller taler. Mange oplever, at det virker bedre at tælle til ti bagfra. Man kan også tage ti dybe vejrtrækninger samtidigt. Dette modvirker kroppens kamp-flugt system (sympatiske nervesystem), og det aktiverer frontallapperne (reflektion, indlevelse, overblik) og det parasympatiske nervesystem (restitution og afslapning). Mindfulness, yoga og afspænding er gode måder at træne sin evne til at være med svære følelser (som vrede) på, uden nødvendigvis at handle på dem, så man bedre kan håndtere følelserne, når man står i kritiske situationer. Det kræver træning at opøve mindfulnessfærdigheder, men tiden man lægger i det kan være en rigtig god investering for sit psykiske helbred og velvære.

4. Tage pauser og time-out

Ingen kan holde til at “være på” hele tiden, og det er ok at tage tid til sig selv. Er man to forældre, kan man trække sig og huske på at bruge hinanden til at få pauser. Har man stået i mange konflikter er ens batteri måske ved at være fladt. Er den ene forælder kørt fast i en svær situation, fx med at sætte og fastholde en vigtig grænse, kan den anden komme ind med ny energi. Ofte reagerer barnet også positivt på denne nye energi. Er man alene med ens barn, er det vigtigt at trække på ens nærmeste – familie, venner, naboer – for at få sine tiltrængte pauser. Dette er ikke en fallit, men kan være en måde at passe på sig selv og ens barn på. Når man har børn med udfordringer, er det ekstra vigtigt at få planlagt tid til sine hobbies, at få set sine venner eller bare få slappet af og ladet batterierne op.

5. Smid mens jernet er koldt og lad dine værdier styre

Svære situationer kommer sjældent kun en gang, men gentager sig ofte igen og igen. Det positive med dette er, at man kan lære af episoderne og forberede sig på den næste. Dette gøres bedst, når man ikke er i følelsernes vold. Når man er følelsesmæssigt påvirket (i det røde felt) klapper ens mentalisering sammen. Mentalisering er et psykologiske begreb, der omfatter evnen til at leve sig ind i andres tanker og følelser, og at kunne vurdere, hvordan ens adfærd opleves af andre. Det handler om at bevare overblikket i situationen eller lidt populært sagt at kunne se andre indefra og sig selv udefra. Man skal forberede sig og tænke konstruktivt, når man er rolig og afbalanceret, for så at afprøve dette, når man står i de svære situationer. Det er ens personlige værdier, der skal styre ens handlinger, ikke ens vrede. Personlige værdier handler om refleksioner såsom: Hvordan vil jeg være som mor/far? Hvad vil jeg stå for i min opdragelse, og hvad vil jeg gerne give videre til mine børn? Hvilken partner vil jeg være, og hvilken familie ønsker jeg, at vi er? Hvis man planlægger coping strategier i henhold ens personlige værdier i “fredstid”, er det nemmere at trække på dem i tilspidsede situationer. Fx hvordan skal jeg håndtere det, når mit barn slår, taler grimt, ikke vil gå i seng, vægrer sig for at gå i skole, eller ikke lytter efter?

6. Lad være med at slå dig selv i hovedet, når det ikke lykkes

I forlængelse af ens personlige værdier, er det vigtigt at sige til sig selv, at disse er “ledestjerner” og noget man arbejder hen i mod. Ingen forældre er perfekte. Det er et kontinuerligt arbejde at forsøge at leve i henhold til ens værdier. Man laver fejl, mister besindelsen og lærer undervejs. Skam og selvkritik hjælper sjældent. Tvært imod. Det er vigtigt at være omsorgsfuld overfor sig selv, når man har råbt for højt eller været for hård, men samtidigt kunne sige undskyld til ens barn bagefter. Så er man en god rollemodel for, hvordan man ordner op efter sig, når man laver fejl. Man tager også ansvaret for ens vrede væk fra barnet. Samtidigt er det vigtigt at lære af sine egne fejl og arbejde med de sider af sig selv, der kan være ødelæggende for en selv og andre.

Hvordan kan man passe på sig selv og sine pårørende under coronakrisen?

Den massive nyhedsstrøm om coronaviruset er den perfekte grobund for udviklingen af angst, især hvis man er blandt de 400.000 i Danmark, der er sårbare for angstlidelser. Men de fleste af os skal håndtere en større grad af angst og usikkerhed, end vi plejer.

Fra den ene dag til den anden er vores hverdag vendt på hovedet, og mange er bekymret for både deres fysiske helbred og økonomiske sikkerhed. Andre er bekymret for sine nærmeste, især dem, der har venner eller familie i risikogruppen.

Læs hvordan man kan undgå, at den uundgåelige og naturlige bekymring bliver til opslidende angst i min artikel i Information.

Eller læs, hvordan man som pårørende kan støtte en nærstående, der kæmper med psykiske lidelser i min artikel på Alt om psykologi.

Mindfulness kan også hjælpe de mere alvorlige psykiske lidelser

Mindfulness er både en sikker og virksom behandling for mennesker med den psykotiske lidelse skizofreni, viser nyt dansk-australsk studie.

Mindfulness kan beskrives som bevidst, ikke-dømmende nærvær eller opmærksomhed (Kabat-Zinn, 1990). Det indebærer i denne sammenhæng at hjælpe deltagerne til at udvikle en anden relation til deres symptomer.

En relation præget af accept og medfølelse i stedet for enten at kæmpe i mod eller forsøge at undgå symptomerne eller modsat at blive helt opslugt eller ‘fanget’ af symptomerne.

Læs en beskrivelse af studiet her på videnskab.dk