Schematerapi: Når negative følelser og handlemønstre spænder ben for én

af Jens Einar Jansen, ph.d., specialist i psykoterapi, specialpsykolog i psykiatri

Nogle gange bliver man ved med at støde ind i de samme problemer igen og igen. Schema terapi arbejder med at forstå, hvor tilbagevendende og svære følelser og reaktioner kommer fra, og hvorfor man reagerer, som man gør. Man erfarer, hvordan man bedre kan håndtere aktuelle udfordringer, så man styrker sine relationer og bedre får opfyldt sine grundlæggende behov.

Barndommens betydning for den psykologiske udvikling

Det står centralt i de fleste terapeutiske retninger, at traumatiske oplevelser i barndommen har stor betydning for ens psykiske udvikling. Det psykiske og fysiske miljø man vokser op i har stor betydning for, hvordan man senere fortolker og analyserer oplevelser, hvordan man reagerer følelsesmæssigt i mødet med andre og hvordan man danner venskaber og håndterer livets udfordringer. Men hvordan kan man forstå mekanismerne bagved dette? Det vil jeg forsøge at beskrive med udgangspunkt i schema terapi, en evidensbaseret terapeutisk retning, udviklet i 1980′ erne til behandling af mere vedvarende og omfattende psykiske udfordringer.

Grundlæggeren af schema terapi, Jeffrey Young, beskriver følgende behov som centrale for en sund personlighedsudvikling:

  • Sikker tilknytning til andre (stabilitet, sikkerhed, accept, beskyttelse, forudsigelighed, omsorg). Se John Bowlby for teoretisk baggrund.
  • Autonomi (følelse af at være kompetent, følelse af identitet)
  • Frihed til at udtrykke behov og følelser (validering af ens følelser, oplevelse af, at det er ok at også have ‘negative’ følelser)
  • Spontanitet og leg
  • Kærlighed, omsorg og anerkendelse
  • Realistiske grænser og selv-kontrol

Disse behov er universelle og alle har dem, selv om nogle har større behov indenfor nogle af områderne, end andre. Når man er psykologisk sund, er man som voksen selv i stand til at imødekomme disse følelsemæssige kerne behov. Men som barn er man afhængig af de voksne omkring sig. Men alle som selv har børn ved, at børn allerede ved fødslen er “sin egen”. De har et medfødt temperament eller et set træk, som er de første byggesten til den senere personlighed. Interaktionen mellem barnets temperament, dets tidlige miljø, og ikke mindst forældrenes personlighed, temperament og udfordringer, påvirker graden af frustration eller tilfredstillelse af de grundlæggende behov. Ingen får alle behov 100% opfyldt, men nogle er mere uheldige, end andre! Men hvad sker, når ens grundlæggende behov er blevet forsømt tidligt i livet?

Tankefælder og uhensigtsmæssige mønstre

Ifølge Young, der bygger videre på teorier indenfor kognitiv psykologi og terapi, fører manglende dækning af de grundlæggende behov til udviklingen af dysfunktionelle schemaer. Et schema kan beskrives som et gennemgribende tema eller mønster i ens liv. Det kan forstås som et ‘mentalt filter’, der farver ens forståelse af sig selv, andre og omverden. Det aktiveres i situationer, som på en eller anden måde minder om tidligere traumatiske oplevelser eller udækkede følelsesmæssige behov. Når et schema aktiveres, opleves det som en ‘samlet pakke’ af stærke og ubehagelige følelser, erindringer, tanker og kropslige fornemmelser. Ofte skal der meget lidt til før det bliver aktiveret, og personen kan fx opleves som ‘sensitiv’, ‘nærtagende’ eller ‘eksplosiv’ på omgivelserne. Man kalder det ‘schema aktivering’, når ens følelsesmæssige reaktion er for voldsom i forhold til det, situationen lægger op til. Et eksempel kan være en person, der bliver voldsomt ked af det, selvkritisk eller går i forsvar, hvis nogen påpeger en fejl eller blot giver (konstruktiv) kritik.

Young beskriver 18 forskellige schemaer, men jeg vil nøjes med at beskrive nogle af de mest centrale, for at give en idé om, hvad det handler om:

Følelsesmæssig afsavn eller mangel på kærlig kontakt og nærhed: der handler om en manglende tro på, at ens behov for følelsesmæssig nærhed og kontakt kan blive mødt af andre. Man har en forventning om, at andre ikke kan eller vil give omsorg, positiv opmærksomhed, varme, empati, beskyttelse eller hjælp.

Oplevelse af at være forladt og bange for at miste: der handler om, at man er bange for, at andre vil forlade én, fordi man ikke er værd at være sammen med, eller fordi andre er ustabile, skrøbelige eller ikke til at regne med. Folk med dette schema kan fx være meget bange for, at deres kæreste eller venner forlader dem, eller at der sker noget dårligt med dem omkring sig.

Mistillid: hvor man er bange for, at andre vil skade én psykisk eller fysisk, at de med stor sandsynlighed er ud på at misbruge, snyde, udnytte, nedgøre, manipulere eller lyve for én. Folk med dette schema tolker ofte andres fejl som noget, der er gjort med vilje eller mod dem personligt, eller at det er fordi, de handler i grov uagtsomhed.

Social isolation eller følelsen af at være anderledes og udenfor: hvor man føler, at man ikke passer ind, eller er en naturlig del af nogen gruppe eller samfund. Man føler måske, at andre har noget, man selv ikke har, at man ikke er god nok, eller at man ikke er én, andre vil kunne lide at være sammen med.

Defekt/forkert: hvor man er fyldt med følelsen af, at man dybest set ikke er elskværdig, at man er uønsket, “defekt”, slem, ugyldig eller underdanig. Mange beskriver en frygt for at blive “afsløret” som den person “man i virkeligheden er” – én der egentlig ikke kan eller er noget. Dette schema har også relation til det såkaldte ‘impostor syndromet’. Skam er en central følelse, når dette schema aktiveres, og man er optaget af fejl ved sig selv (fx personlighed, udseende, adfærd). Det aktiverer ofte hypersensitivitet for kritik, afvisning og skyld samt selvbevidsthed, overdreven sammenligning med andre og usikkerhed i sociale sammenhænge.

Disse schemaer udvikles som sagt på baggrund af manglende dækning af de følelsesmæssige behov i barndom og opvækst, og de udløses i situationer, der minder om tidligere (traumatiske) oplevelser. Dette sker automatisk og er ofte udenfor ens umiddelbare bevidsthed. Ofte aktiveres de i vigtige og nære relationer og i sociale sammenhænge. Problemet er, at den måde, vi forsøger at håndtere schema aktiveringen på, ofte vedligeholder problemet. Det medfører paradoksalt nok til, at de følelsesmæssige behov bliver ved med ikke at blive opfyldt. Vi omtaler dette som dysfunktionelle coping-strategier, et begreb der ligger tæt på det psykodynamiske koncept ego-forsvarsmekanismer.

Når løsningerne vedligeholder problemerne

Man kan tale om tre grundlæggende coping-strategier, eller måder at håndtere svære situationer (schema aktivering) på, som man har lært i ens barn- og ungdom:

Undgående coping:

Overmedgørlig coping:

Overcompenserende coping:

Samlet set for dem alle er, at de har haft en funktion tidligere i livet, de har måske beskyttet ens fysiske og psykiske helbred. Men som voksen står de i vejen for, at man kan indgå i trygge og sunde voksen-relationer. De står i vejen for, at man som voksen kan få opfyldt sine grundlæggende følelsesmæssige behov.

Hvor meget tid og energi skal man bruge på fortiden?

Barndommens betydning bliver begrebsliggjort på forskellig måde i de forskellige terapeutiske retninger, og de forskellige retninger lægger forskellig vægt på, hvor meget fokus man lægger på fortiden i terapien. Typisk vil kognitiv terapi lægge mere fokus på her-og-nu situationer samt vedligeholdende faktorer, og bruger mindre tid på at tale om udfordringernes oprindelse, mens psykodynamiske retninger vil bruge mere tid på at tale om fortid og bagrund for nuværende vanskeligheder. Ydermere kan man skille mellem retninger, der lægger mere vægt på indsigt og forståelse, og retninger, der fokuserer mere på følelsemæssig ændring og arbejder mere såkalt ‘oplevelsesorienteret’. Eksempler på sidstnævnte kan være ACT, gestalt terapi og følelsesfokuseret terapi. Schema terapi forsøger at kombinere alle disse tilgange. Som tommelfinger regel kan man sige, at jo mere gennemgribende langvarig og systematiske ens vanskeligheder er, jo mere kan man have gavn af at få en bedre forståelse for, hvor udfordringerne kommer fra, for at derigennem få nøglen til at finde vejen ud af problemerne.

Så hvordan kommer man ud af tankefælderne og de negative mønstre?

Vejen ud er først og fremmest en større forståelse for, hvilke schemaer man har og hvor de kommer fra, således at man bliver mindre ‘fanget’ eller overvældet af dem. Derudover er det vigtigt at få indsigt i, hvilke uhensigtsmæssige coping-strategier man anvender, der hjælper på kort sigt, men vedligeholder problemerne på længere sigt, samt få hjælp til at bearbejde de traumatiske oplevelser man har i barndom og opvækst (og eventuelt senere i livet). Dette giver større selvomsorg og selvværd samt bevidsthed omkring, hvilke behov man har, samt hvordan man bedre kan imødekomme disse på en ‘sund voksen’ måde.

Fortsættelse følger…