Hvad er metakognition?

Metakognition, eller metatænkning, kan oversættes til tænkning om tænkning. Når begrebet bruges i terapeutisk sammenhæng, handler det om at øve sig i at indtage et perspektiv, hvorfra man kan observerer sine tanker og følelser, som mentale fænomener. Det handler om ikke at definere sige selv udfra vores tanker om os selv.

Det kan lyde langhåret, men lad os kigge lidt nærmere på det.

Med et metakognitivt perspektiv forsøger man at se sine tanker kun som tanker i stedet for automatisk at konkludere de er fakta. I stedet for at blive fanget af de tanker og billeder, der opstår i bevidstheden, og føle, man skal reagere på den ene eller anden måde, kan man træne sig selv til blot at observere sindets bevægelser eller “hændelser”.

Eksempler på ting man typiske bliver fanget af, er selvkritiske tanker: “De kan ikke lide mig”, “nu må jeg ikke kvaje mig eller sige noget dumt”, “jeg er alt for tyk”, “jeg har ikke styr på mit foredrag”, “de vil finde ud af at jeg er en fake” osv..

Vores hjerne er konstant optaget med at evaluere, vurdere og sammenligne samt tage stilling til det vi gør og oplever. Den konstant indre dialog, eller selv-snak, er som et fast kommentarspor. Det kan selvfølgelig også være en god ting – det hjælper os ofte til at handle og træffe beslutninger. Og vores måde at tale til os selv er ikke altid negativ, den kan også være neutral eller positiv, men når man bliver trist, nervøs eller bange, er det  ofte forbundet med et negativt farvet tankeindhold, eller en selvkritisk selv-snak.

Det er grundlæggende ved de fleste psykiske lidelser at ens vores indres dialog får en særlig negativ farvning. Lidt poppet kan man derfor sige, at vores største kritiker sidder mellem ørene, og vi er som regel meget hårdere ved os selv end vi er overfor andre.

Hvis man har en klinisk depression er ens bevidsthed præget af tanker om ikke at være god nok, at andre ikke kan lide én, at man har gjort noget forkert (selvbebrejdelse og skyldfølelse), at man svigter andre, eller at fremtiden ser pessimistisk ud.

Ved angsttilstande er ens bevidsthed optaget af bekymring om ting, der kan gå galt (fx at komme til at gøre noget pinligt foran andre ved socialangst, få et angstanfald ved panikangst, noget alvorligt der kan ske med ens nærmeste ved generaliseret angst).

Centralt ved al psykisk lidelse er, at en stor mængde tid og energi bliver brugt på bekymring for fremtiden eller grublerier om fortiden, på bekostning af at kunne engagere sig frit og mere fleksibelt i sit liv her-og-nu.

Ofte skyldes det, at man har en antagelse om, at det at tænke meget over tingene hjælper en til at forstå, håndtere og løse problemerne. Dette kalder man positive meta-antagelser om bekymring indenfor metakognitiv terapi. Men forskning viser, at det at gruble, ofte er forbundent med depression, og at tendensen til at gruble ofte fører til, at man får gravet sig længere og længere ned i de triste tanker.

Jeg plejer at sige, at hjernen er som en magnet, der tiltrækker sig følelseskongruent materiale: Når man er i depressivt humør, kommer man ofte i tanke om triste minder, man kommer i tanke om negative ting ved sig selv og man ser for sig fremtiden, som fyldt med triste oplevelser. Jo mere man tænker over tingene, jo mere man forsøger at forstå og finde ud af tingene, desto mere får man desværre ofte sat gang i de negative tankespiraler.  Man får gravet sig ned i et sort hul.

Det er kan også sammenlignes med at have et sår på armen: Det er vigtigt at pleje det, rense det og forholde sig til det, men hvis man konstant kradser i det, bliver det aldrig godt. Står man midt i en svær situation i ens liv eller har haft nogle traumatiske oplevelser, er det rigtig godt både at tænke over det og tale om det med venner eller eventuelt en psykolog, men det er også vigtigt ikke at beskæftige sige med det hele tiden. Ens hjerne har brug for pause.

Og hvad kan man bruge dette til?

Man kan bl.a. lære at blive mere opmærksom på hvordan man tænker og hvor man har sin opmærksomhed: Bruger jeg meget tid på grublerier eller på bekymringer? Er det produktive eller uproduktive bekymringer, dvs. kan jeg løse problemerne eller er det abstrakte og hypotetiske bekymringer?

Man kan ikke undgå at få negative eller ubehagelige tanker og følelser, de er del af livet. Ofte er de nyttige og vil ikke være dem foruden (dette beskriver jeg nærmere i et andet indlæg). De kommer også pludseligt og dette kan ikke kontrolleres. Men man kan få nemmere ved at styre hvor meget og hvor lang tid man bruger på bekymringer, og derved hvor meget de skal fylde. Dette er blandt andet ved større metakognitiv indsigt og forståelse samt opmærksomhedstræning og mindfulness. Terapeutiske tilgange der arbejder med disse ting er bl.a. acceptance and commitment therapy (ACT), metakognitiv terapi og Mindfulnessbaseret Terapi.

af Jens Einar Jansen, Psykolog, Specialist i psykoterapi og klinisk psykologi, Ph.d.