Af Jens Einar Jansen, autoriseret psykolog, Ph.d., specialpsykolog i psykiatri, specialist i psykoterapi
De seneste år har man set en stor stigning i antallet af autisme diagnoser. Men hvordan kan man forstå og afhjælpe disse udfordringer? Og hvordan kan man som behandler og pårørende hjælpe? Det vil jeg forklare i denne artikel.
Hvad er autisme?
Autisme er en medfødt udviklingsforstyrrelse med stor variation i funktionsniveau.
Begrebet autismespektrumforstyrrelse dækker over tidligere begreber og diagnoser som infantil autisme, atypisk autisme, aspergers syndrom og gennemgribende udviklingsforstyrrelse.
Med overgangen til det nye diagnosesystem ICD-11 vil dette blive det officielle overordnede begreb, og så vil man i tillæg vurderer funktionsniveau på forskellige parametre.
De fleste fagpersoner synes dette er en forenkling til det bedre. Men nogle er ked af, at aspergers diagnosen forsvinder, da der ligger identitet og fællesskabsfølelse i den.
De seneste år har begrebet neurodivergens, som oprindelig blev lanceret i 1990’erne, fået større indpas og indflydelse. Dette som kontrast til neurotypiske, eller mennesker uden autisme (og nogle gange ADHD).
Hvad påvirker funktionsniveauet?
Funktionsniveuet vil ofte blive påvirket af det sproglige, kognitive, intellektuelle og sociale funktionsniveau, som kan variere i stor grad.
Denne artikel vil fokusere på den lettere grad, som tidligere gik under betegnelsen aspergers syndrom, der oftest ses i behandlingspsykiatrien.
Det er ofte denne gruppe, som bliver overset, og derfor ikke får diagnosen før sent i livet.
Hvad er kernesymptomerne på autisme?
Kernesymptomerne er udfordringer med sociale relationer, begrænset adfærdsrepertoire og interesser samt problemer med indlevelse og empati.
Ved udredning fokuserer man på følgende udfordringer:
- Social funktion og interesse
- Kommunikation
- Særinteresser og tvangspræget adfærd
- Indlevelsesevne
- Sensorisk sensitivitet
Ved aspergers er der normal sproglig og kognitiv udvikling, og det intellektuelle niveau er ikke påvirket, men man opfylder i øvrigt kernekriterierne for autisme.
Man har udfordringer med socialt samspil, kommunikation og forestillingsevne samt et stort behov for orden, struktur og forudsigelighed.
Man har fx svært ved intuitivt at forstå sociale spilleregler, har svært ved at sætte sig i andres sted og ofte svært ved small-talk og øjenkontakt.
Man har det bedst med forudsigelighed og fast struktur og at ”ting er, som de plejer at være.” De kan ikke lide, at planer bliver lavet om. Som barn kan man få “nedsmeltninger”, når ting pludseligt bliver lavet om.
Man har også såkaldte særinteresser eller emner, man er meget optagede af, og som man har svært ved ikke at beskæftige sig med eller tale om. Det kan være svært at fornemme, når man taler for meget om de emner, og når andre begynder at kede sig.
Man er ofte også meget følsomme over for sansestimuli, og mange bliver nemt overvældet af lys, lyde og mange indtryk, har svært ved visse konsistenser i mad eller er meget følsomme om, hvordan tøj føles på kroppen.
Tillægsudfordringer autisme
For mange er det ikke kernesymptomerne, men forskellige tillægsudfordringer, der er mest belastende. De mest almindelige er depression, angst, belastningsreaktioner, ADHD, OCD og spiseforstyrrelse.
Undersøgelser viser, at ca. 70% af alle med autisme oplever en af disse tillægsudfordringer (også kaldt komorbiditet).
Hvorfor ser vi en så stor stigning i antallet af diagnoser?
De seneste 10 år har mere end dobbelt så mange børn og unge fået en autisme diagnose. Der er mange teorier om dette, men forskere taler som regel om følgende forklaringer:
- Vi er blevet bedre til at opdage de mildere former (kriterierne er blevet udvidet i diagnosemanualen)
- Man er især blevet mere opmærksomme på en højtfungerende “kvindeprofil”, hvor man er bedre socialt, maskerer mere (se forklaring nedenunder) og har mindre “sære” særinteresser. Tidligere antog man, at kvinder udgjorde 10-15% af alle med autisme, mens man i dag mener det er ca. 50%. Det er selvfølgelig ikke kun kvinder, der har denne højtfungerende “profil”.
- Samfundet og uddannelsessystemet er blevet mere komplekst og stiller større krav til overblik, omstillingsparathed og fleksibilitet, der gør det ekstra svært for neurodivergente
Hvornår får man typisk en autisme diagnose?
De fleste får diagnosen i barn- eller ungdom, men mange, der har milde symptomer, opdager den først i voksenalderen, ligesom ved ADHD.
De opdages oftest i forbindelse med gentagne udfordringer med andre psykiske lidelser. De oplever, at de igen og igen går ned med stress, får svært ved at holde fast i uddannelse eller arbejde, eller får depressioner og belastningsreaktioner.
Man oplever ofte disse sammenbrud i overgange og når der sker nye ting i livet. Fx studiestart, nyt arbejde eller når man bliver forældre.
Maskering og kamuflage
Mange med autisme har i mange år maskeret eller kamufleret deres symptomer og forsøgt at “virke som alle andre”.
Dette indebærer at skjule sine autistiske træk og undertrykke deres egne naturlige reaktioner for at passe ind i sociale sammenhænge. Ofte har dette stor omkostning i form af stress og udmattelse.
Følgende kan være eksempler på maskering:
- Efterligning af andres adfærd (kopiere ansigtsudtryk, tonefald eller gestik)
- Undertrykke såkaldt stimming (undlade at vippe med fingrene, gynge frem og tilbage eller andre beroligende bevægelser)
- Forberede sociale interaktioner på forhånd (planlægge samtaler, lave sociale “scripts”)
- Tvangsmæssig øjenkontakt (fastholde øjenkontakt på trods af ubehag og stress)
- Skjule sanseoverbelastning (ignorere stærke lys, larmende omgivelser eller lugte)
Hvordan udreder man for autisme?
Der findes ikke nogen form for hjernescanning eller blodprøve, der kan påvise psykiske diagnoser eller udviklingsforstyrrelser. Udredning for autisme sker enten ved specialpsykolog, psykolog eller psykiater, der har erfaring med området.
Selve udredningen foregår ved en kombination af spørgeskemaer og strukturerede interviews. En grundig anamnese, eller beskrivelse af opvækst og skolegang, er også vigtigt.
Her skal man gerne invitere en pårørende, gerne en forælder, der bedre kan huske de tidlige år.
En autisme diagnose kræver, at udfordringerne har været til stede fra man var barn, og at udfordringerne fylder så meget, at det påvirker ens funktionsniveau og livskvalitet.
Ved udredning er det også vigtigt at udelukke andre forklaringer på udfordringerne, herunder andre psykiske og fysiske lidelser, stressende livsomstændigheder eller traumer.
På fagsprog omtales dette som differentialdiagnostik.
De meste almindelige differentialdiagnoser
Der er en række diagnoser eller udfordringer, der kan ligne autisme, som man skal tage stilling til og udelukke.
Det kan være nogle former for psykoselidelser (fx simpel skizofreni), skizotypi, skizoid personlighedsstruktur, OCD eller personlighedsforstyrrelser (fx borderline eller tvangspræget personlighedsstruktur).
Der kan være udfordringer med differentialdiagnostik, da man både kan have autisme og en eller flere af disse andre lidelser (comorbiditet). Derfor kræver det, at udreder har en bred og god erfaring.
Og hvis man har flere lidelser, er det vigtigt at man får behandling for alle lidelserne.
Behandling af autisme
Der findes ikke nogen evidensbaseret behandling for selve autismen, men det handler om at indrette sit liv, så man tager højde for ens ekstra udfordringer og behov. Når man har styr på disse ting, oplever mange, at selve autismesymptomerne ikke fylder så meget.
Moderne behandling af autisme består som regel af psykoedukation, psykoterapi og eventuelt medicinsk behandling for tillægsudfordringerne (angst eller depression). Dette står også i sundhedsstyrelsens retningslinjer.
Psykoedukation betyder undervisning i psykiske lidelser, herunder årsager, symptomer samt enkle strategier til håndtering.
Psykoterapi eller samtalebehandling kan dreje sig om håndtering af og redskaber til kernesymptomerne, men ofte også håndtering af tillægsudfordringerne som stress, angst, depression eller selvværdsproblemer.
Det kan handle om træning af sociale færdigheder, stresshåndtering, struktur på hverdagen, sørge for god energiforvaltning (hvordan man lader op samt indsigt i, hvad der giver/tager energi)
Terapien kan også handle om udfordringer med ens vigtige sociale relationer, herunder kæreste, kolleger, venner, ægtefælde eller børn.
Hvordan støtter man mennesker med autisme?
Som ved ADHD bliver patienter udredt for autisme i psykiatrien eller privatpraktiserende psykiater eller psykologer, hvor de får undervisning og eventuelt medicinsk behandling, mens det meste af behandlingen foregår i kommunalt regi og/eller ved privatpraktiserende psykolog.
Følgende støtte og behandlingsmuligheder er hjælpsomme:
- Hjælp til forståelse og accept
- Skabe tryg og forudsigelig hverdag
- Fokus på klar kommunikation
- Hensyn til sansemæssige behov
- Hjælp til uddannelse eller meningsfuld beskæftigelse
- hjælp til at håndtere tillægsudfordringer (comorbiditet)
De fleste får gode liv, hvis man indretter sig på bedst måde
Mange med autisme har gode og aktive liv, når de lærer at indrette sig efter deres udfordringer og behov. Det er ofte ved større overgange i livet , at de kan reagere med angst, depression eller et forringet funktionsniveau.
Du er velkommen til at kontakte mig for terapi, udredning, foredrag eller undervisning på 29800563 eller jens.einar@protonmail.com eller blot ved at klikke her.