af Jens Einar Jansen, psykolog, ph.d, specialist i psykoterapi, specialpsykolog i psykiatri
De fleste oplever tvivl om parforholdet en gang i mellem. Men for nogle fylder det så meget, at det giver angst og stort ubehag. Det kan også ødelægge et parforhold, som ellers er trygt og godt.
Parforholds OCD eller R-OCD (relationship OCD) handler om tvangstanker og tvangshandlinger omkring parforholdet. Mennesker med OCD har ofte tvangssymptomer om flere områder, hvoraf parforholdet kan være en af dem. Det er et område af OCD forskningen, der får tiltagende forskningsmæssig opmærksomhed.
Men før vi dykker ned i parforholds OCD, vil jeg starte med at beskrive, hvad OCD er.
Hvad er OCD?
OCD er en lidelse karakteriseret ved tvangstanker og tvangshandlinger.
Tvangstanker er påtrængende tanker, der føles ubehagelige, og som man har svært ved at slippe igen. Tvangshandlinger er adfærd, man sætter i værk for at modstå eller forhindre, at indholdet i tvangstankerne manifesterer sig. Hvis man er bange for smitte, kan tvangshandlingerne være overdreven rengøring.
Listen over påtrængende tanker er næsten uendelig, men kan opdeles i forskellige temaer, herunder renlighed, orden og symmetri, forurening og smitte, religion og moral, seksualitet, aggression/vold, hamstring/samlemani, sygdom/udseende, overtro, frygt for at glemme eller at lave alvorlige fejl.
Tvangstankerne kan også bestå af billeder, hvor man måske livagtigt ser ting for sig, der kan gå galt. Eller tilskyndelser, hvor det føles som en trang til at gøre noget ubehageligt, forbudt eller socialt uacceptabelt.
Frygt for tankerne
Jeg har tidligere omtalt OCD som en tankefobi for at illustrere, at det ikke er indholdet i tankerne, som adskiller mennesker med OCD fra mennesker uden OCD, men deres relation til disse tankerne. Man kan nærmest få en fobisk angstreaktion på sine tanker.
Når man har OCD er man ofte bange for sine tanker. Man tror, man er mere tilbøjeligt til at handle på dem. Man tager dem som sandhed eller som en “forudsigelse” og tror, at blot fordi man har denne tanke, øger det sandsynligheden for at det skal ske.
Og når man har ubehagelige eller skamfulde tanker, kan man blive bange for, at det siger noget om, “hvem man egentlig er”.
Tvangshandlinger
Tvangshandlinger er de ting, man gør i håb om at neutralisere eller slippe af med tvangstankerne. Man forsøger at reducere ubehagelige tilstande som angst, væmmelse/afsky eller det man kan kalde en følelse af ”not just right”. Ofte skal man udføre tvangshandlingerne, indtil det ”føles helt rigtigt”.
Tvangshandlinger kan være overdreven rengøring, røre genstande bestemt antal gange, gøre ting i bestemt rækkefølge eller tjekke låse, elektriske apparater, at man ikke har lavet fejl eller glemt noget. Det kan også være mentale ritualer, hvor man skal gentage eller sige noget bestemt.
Hvad er parforholds OCD?
Ved parforholds OCD (R-OCD) handler de påtrængende tankerne om ens partner og parforholdet. Man har bekymringer om, hvorvidt deres partner er den rette, hvorvidt de er tiltrukket deres partner eller omvendt. Ofte er det centreret om en frygt for, at parforholdsfølelsen ikke “føles rigtigt nok”.
Det kan også være tanker om partnerens udseende. At de ikke er pæne nok, at de ikke har de rette proportioner. Man kan hænge sig op i særlige detaljer, man finder negative. Der er ofte stor frygt for, at de bliver nødt til at afslutte forholdet på denne baggrund.
Ved parforholds OCD har man svært ved at slippe tanker som:
Er det nu den rette partner jeg har?
Burde jeg finde en, der var endnu bedre?
Er min partner pæn nok? Er jeg tiltrukket nok?
Har jeg følelser for andre?
Er mine følelser ægte eller stærke nok?
Tankerne bliver ofte forstærket i perioder
Som med andre typer af OCD, oplever mange, at disse tankerne bliver forstærket i perioder med stress eller store beslutninger.
Ved parforholds OCD kan disse temaer ligge i baggrunden over længere tid, men komme med forstærket kraft igen i forbindelse med, at parforholdet og forpligtelserne bliver mere seriøse.
For eksempel når man skal flytte sammen, planlægger at få børn, blive forlovet eller gift. Eller når man skal præsenteres for hinandens venner eller familie.
Hvilke tvangshandlinger er der ved parforholds OCD?
I behandling vil man forsøge at begrænse tvangshandlingerne, da det er dem der forstærker tvangstankerne. Der er en række typiske tvangshandlinger, herunder:
Undgåelse: Man kan undgå alt, der sætter gang i tvivlen. Fx at være alene med ens partner af frygt for ikke at “mærke nok”. Eller at være sammen med andre mennesker af frygt for at ”mærke forelskelse”.
Tjekkeadfærd: Man kan teste eller mærke efter, hvorvidt den ”rette følelsen” er der. Fx når man kysser ens partner, eller når man taler med andre mennesker. Man kan tjekke, om man tænker nok på ens partner, eller om man kan huske partnerens ansigt. Dette er et forsøg på at forsikre sig selv om styrken og kvaliteten af ens følelser.
Når man har svært ved at vurdere sine indre følelser og tilstande, begynder man at finde svar i ydre faktorer. Fx ved at sammenligner kæresten med andre, tælle antal gange man kigger på andre eller hvor mange kærlige beskeder man sener deller får.
Neutralisering: Hvor man forsøger at visualisere eller genkalde lykkelige øjeblikke med kæresten, eller tvinge sig til at “tænke positive tanker” om kæresten. Dette er ofte som respons på en kortvarig “negativ” tanke eller følelse i forhold til kæresten, noget som er normalt, men som opleves skræmmende, hvis man lider af R-OCD.
Bekymring og grublerier: Ofte bruger man meget tid på at gruble og analysere for at komme tvivlen til livs. Men tvivl er en del af livet, og overdreven tænkning reducerer den ikke. Tvært i mod øger den tvivlen.
Trusselmonitorering: Man holder øje med trusler imod parforholdet. Det kan være særlige aspekter ved partnerens udseende, man hænger sig op i. Eller manglende følelse af kærlighed hos sig selv eller ens partner. Det kan også være frygt for at komme til at flørte, eller at andre flørter med én.
Løsningen bliver problemet
Samlet set, medfører alle disse strategier, at man bliver mere usikker på parforholdet. Løsningsstrategierne man bruger for at håndtere angst, tvivl og ubehag forstærker paradoksalt nok problemerne.
Man har svært ved at være til stede, når man er sammen med sin partner, fordi man tænker for meget. Og når man konstant forsøger at “mærke efter” om man har de rette følelser, forhindrer man sig selv fra at mærke følelserne på en naturlig måde.
Denne usikkerhed bliver derefter yderligere bevis på, at parforholdet måske ikke er det rette.
Hvordan ved man, at man ikke blot er i et forkert forhold?
Det kan være svært for mange at adskille almindelig tvivl og tanker om parforholdet fra forholds OCD, men her er nogle pejlemærker:
Som ved anden OCD står tvangstankerne i modsætning til, hvad man egentlig ønsker, og i modsætning til, hvordan man er som person.
Ved parforholds OCD ved man ofte godt inderst inde, at man er egentlig rigtig glad for sin partner. Men man er bange for, at det tvangstankerne handler om, er rigtigt.
Det vækker angst, når de får tanker om, at partneren ikke er den rette, at de ikke er forelskede, eller at de ikke tiltrukket til dem.
Behandling hjælper
Det er vigtigt, at man ikke går med OCD for længe uden behandling, da lidelsen har en tendens til at fylde mere og mere. Det kan potentielt set ødelægge et godt og trygt forhold.
Men det kan kræve mod at åbne op om tvangstanker. Mange oplever det som skamfuldt at have alle de negative tankerne om sin partner. De får skyldfølelse og undgår at tale om dem. Men dette er samtidigt med til at forstærke dem.
Der er heldigvis gode muligheder for behandling, og de fleste opnår bedring og øget livskvalitet.
Mennesker med OCD er alle forskellige, og der er ikke én tilgang, der virker for alle. Nogle gange skal man forsøge lidt forskelligt. Desuden betyder det en del, at der er en god kemi og relation mellem behandler og klient.
Men når de forskellige metoder sammenlignes, viser det dog, at især behandling med fokus på eksponering har særlig god effekt. Dette er fokus har alle de ovennævnte metoder.
Eksponering er kort fortalt en gradvis udsættelse for det, man frygter (uden at genneføre de tvangshandlinger, man plejer), med fokus på at blive bedre til at rumme de svære tanker samt angst og ubehag.
Man får i terapien samtidigt værktøjer til at håndtere disse tilstande på en anden måde. Dette er som regel den bedste måde at finde ud af, at tvangstankerne ikke er rigtige.
Ifølge Sundhedsstyrelsens kliniske retningslinjer er psykoterapi eller samtalebehandling førstevalget i behandling af OCD, men derudover kan medicinsk behandling understøtte det ved moderat til svær OCD.
Du er velkommen til at kontakte mig for foredrag, terapi eller undervisning på 29800563 eller jens.einar@gmail.com
Udvalgte referencer
Doron, G., Derby, D. S., & Szepsenwol, O. (2014). Relationship obsessive compulsive disorder (ROCD): A conceptual framework. Journal of Obsessive-Compulsive and Related Disorders, 3(2), 169-180.
Doron, G., Derby, D., Szepsenwol, O., Nahaloni, E., & Moulding, R. (2016). Relationship obsessive–compulsive disorder: Interference, symptoms, and maladaptive beliefs. Frontiers in Psychiatry, 7, 58.
Doron, G., Derby, D. S., Szepsenwol, O., & Talmor, D. (2012). Tainted love: Exploring relationship-centered obsessive compulsive symptoms in two non-clinical cohorts. Journal of Obsessive-Compulsive and Related Disorders, 1(1), 16-24.
Af Jens Einar Jansen, autoriseret psykolog, Ph.d., specialpsykolog i psykiatri, specialist i psykoterapi.
For de fleste er det underholdende tidsfordriv, men konspirationsteorier kan få store personlige og samfundsmæssige konsekvenser. Det ser vi i den seneste debat omkring Mads Geertsen og hans karakter Onkel Reje.
Et stigende antal mennesker fordyber sig i konspirationsteorier. Mange møder dette med smil og hovedrysten, andre kaster sig over tastaturet og i ophedede debatter. Men vi skal passe på med at grave for dybe grøfter.
I mit virke som psykolog møder jeg mennesker, som er blevet isoleret fra venner og bekendte på grund af konspirationsteorier, og mennesker, der bliver udsat for stalking og hetz i forbindelse med deres offentlige virke.
Jeg møder også pårørende, der føler de har mistet familiemedlemmer til konspirationsteorier.
Det seneste eksempel er den hetz Mads Geertsen har været udsat for, hvor han bliver beskyldt for satanisme og pædofili, hvilket har resulteret i en sygemelding. Vi ved ikke omfanget, men Morten Skov, chef i DR’s Børne- og Ungdomsafdeling beskriver det som »grove trusler, chikane og koordineret hetz«.
Dette har fået mange til tasterne. Kritik og uenighed er vigtigt i et demokrati, men hvorfor bliver så mange fanget af konspirationstænkning, der på mange måder afsporer debatten?
Der er en række psykologiske forklaringer.
Forståelse og mening
Konspirationsteorier er først og fremmest et ønske om at forstå og skabe mening i en kompliceret verden. Dybest set handler det om at søge information og viden.
Ofte ser man en opblomstring i krisetider, som ved covid-19, hvor vi blev ramt af usikkerhed og kontroltab. Forklaring og tildeling af skyld modvirker magtesløsheden.
Vores medfødte evne til at se mønstre
Kognitionspsykologien, der beskæftiger sig med den måde, vi tænker og tilegner os viden på, peger på vores automatiske evne til at se mønstre og sammenhænge.
Dette fremmer en hurtig og effektiv tænkning, men indebærer også kognitive forvrængninger eller bias.
Vi ser ofte sammenhænge, hvor der ikke er nogle. Kritisk tænkning er mere ”langsom” og indebærer faktatjek, vurdering af argumenter for/imod og stillingtagen til kildernes motiver, baggrund og uddannelse.
Man behøver bestemt ikke have af en psykisk lidelse for at være tilhænger af konspirationsteorier, men forskning peger på en overrepræsentation af ensomhed, marginalisering og manglende tilhørighed.
psykolog jens einar jansen
Fællesskab og identitet
Fra socialpsykologien ved vi, at mennesker fremfor alt søger fællesskab. Ens identitet og selvværd er en spejling af den gruppe, man tilhører, ofte som en kontrast til ”de andre”.
Mange finder fællesskab og identitet i grupper, hvor konspirationsteorier diskuteres og deles, og man ser derfor de samme tilslutter sig skiftende konspirationsteorier.
Omdrejningspunktet er ofte blot, at viden er modsat mainstream opfattelse, eller det, der kommer fra myndighederne.
Ønsket om at være unik og speciel
Relateret til dette, er vores behov for at føle os unikke, specielle eller ”noget særligt”. Man kan blive forført af tanken om, at man har fundet de ”rigtige svar”, som majoriteten og de naive ikke kan se.
Det kan give en følelse af overlegenhed, hvilket kan bunde i en følelse af det modsatte i andre dele af livet. Man kan føle sig som den, der kæmper i retfærdighedens navn, og man får anerkendelse fra ens internetfællesskab.
Fornuftigt i et evolutionsteoretisk perspektiv
Mennesker har gennem hele historien og på tværs af kulturer været optaget af konspirationsteorier.
I et evolutionspsykologisk perspektiv, kan man sige, at det har sikret sammenhold (fordomme mod og frygt for fælles fjende) og overlevelse (evne til at opdage og håndtere trusler).
På en måde har vi alle kimen til konspirationstænkning, og mange tænker better safe than sorry.
Opmærksomhed og clicks
Spredning af yderliggående og farverige standpunkter kan derudover være forbundet med stor opmærksomhed, clicks og i sidste ende økonomiske fordele.
Blandt andet i kraft af de sociale mediers algoritmer, der favoriserer og giver trafik til intense og polariserede debatter.
Psykiske sårbarhed
Man behøver bestemt ikke have af en psykisk lidelse for at være tilhænger af konspirationsteorier, men forskning peger på en overrepræsentation af ensomhed, marginalisering og manglende tilhørighed.
I klinikken ser jeg ofte den anden side af de mennesker, andre bliver forarget over. Nogle har svært ved at danne trygge, tætte og varige relationer.
De kæmper med problematisk vrede og mistænksomhed, hvilket ofte hænger sammen med en historie med traumer, marginalisering og grænseoverskridelser.
Konspirationsteorierne har ofte bund i personlige og reelle negative oplevelser, men kan udvikle sig uimodsagt i ekkokamre i nettets afkroge.
Måske skal vi have dette i baghovedet, når vi diskuterer og bliver forarget.
Ofte ender interessen for konspirationsteorierne med at stå i vejen for mere langsigtede mål og grundlæggende behov. Som ægte fællesskab, selvværd og omsorg.
Psykolog jens einar jansen
Når folk opsøger mig på denne baggrund, er det fordi de oplever, at konspirationsteorierne tager overhånd. Enten hos en selv eller hos ens nærtstående.
Mange får en kortvarig tilfredsstillelse af de reaktioner, de får på nettet. De får enerkendelse eller måske et “kick” af konflikterne og diskussionerne.
Men ofte ender interessen for konspirationsteorierne med at stå i vejen for mere langsigtede mål og grundlæggende behov. Som ægte fællesskab, selvværd og omsorg.
Mange oplever, at de ender med at blive mere vrede, mistænksomme og marginaliserede.
Paranoia eksisterer på et kontinuum
Forskning viser, at paranoide træk eksisterer på et kontinuum. Der er grader af mistænksomhed. I den ekstreme ende ligger forfølgelsesforestillinger, som er en vrangforestilling, hvor man har mistet greb om virkeligheden og har en psykose.
I den anden ende af dette kontinuum ligger almindelig, let mistænksomhed, og manglende tro på andres gode hensigter, som de fleste kan genkende fra tid til anden. Man ved meget lidt om, hvordan ens debatmodstander på nettet har det, men mange har det svært i livet.
I sagen om Mads Geertsen ser man en ophedet debat, hvor konspirationsteoretikerne bliver svinet til på de sociale medier.
Men måske vi skal passe på med at gå så hårdt ud mod disse mennesker, men hellere opfordre til en sober tone. Vi skal selvfølgelig modvirke ”fake news” og inspirere til kritisk tænkning.
Og vi har heldigvis lovgivning, der tager sig af grænseoverskridelser og injurier. Ingen skal trues og chikaneres på nettet, så de føler sig utrygge.
Men en større forståelse for de psykologiske faktorer i konspirationstænkning kan forhåbentlig medvirke til større omsorg og bedre debattone, og i sidste ende en mindre polarisering i samfundet.
Kontakt mig gerne for undervisning eller terapi relateret til ovenstående på jens.einar@gmail.com
Af Jens Einar Jansen, autoriseret psykolog, Ph.d., specialpsykolog i psykiatri, specialist i psykoterapi.
Acceptance and commitment therapy (ACT) er en evidensbaseret terapiform med tiltagende popularitet. ACT blander elementer fra kognitiv terapi, mindfulness og eksistentiel psykologi. Denne artikel gennemgår de vigtigste principper.
Acceptance and commitment therapy (ACT) er en såkaldt tredjebølge kognitiv adfærdsterapi, der tidsmæssigt og teoretisk er beslægtet med andre moderne terapiretninger som dialektisk adfærdsterapi (Linehan, 1993), compassion fokuseret terapi (Gilbert, 2014) og metakognitiv terapi (Wells, 1999).
ACT fokuserer på accept- og mindfulnessprocesser, men har samtidigt en stærk forankring i adfærdsterapien, hvilket bl.a. ses i fokus på adfærdsændring og eksponering (Hayes, 2004).
Derudover omfatter ACT oplevelsesbaserede metoder som visualisering og rollespil, brug af metaforer og fokus på personlige værdier.
Filosofisk og teoretisk baggrund
ACT er videnskabsfilosofisk funderet i pragmatisk kontekstualisme, hvor der ikke stræbes efter absolutte, objektive sandhedskriterier, men tager udgangspunkt i, hvorvidt ens tanker, handlinger eller udsagn er hjælpsomme eller ej i den kontekst, man befinder sig i.
ACT er desuden udviklet med udgangspunkt i relational frame theory (RFT), som er en omfattende empirisk analyse af sprog og kognition. RFT viser hvordan indlærte ord automatisk udløser billeder og følelser, de tidligere har været associeret med, og på den måde skaber unødig lidelse og belastning.
Teorien kan være ret kompleks, men man behøver ikke nødvendigvis have en omfattende viden om RFT for at bruge ACT, hverken som terapeut eller klient.
Hvilken funktion har symptomerne?
I modsætning til kognitiv terapi er ACT mere optaget af klientens relation til symptomerne end selve tankeindholdet.
Der arbejdes derfor ikke med at ”omstrukturere” negative tanker eller at tænke ”mere positivt”, men man hjælper i stedet for klienten til at lytte mindre til sin ”indre kritiker”.
Man arbejder i mindre grad med spørgsmålet om, hvorvidt tankerne er “sande”, men er mere optaget af, hvilket funktion tankerne har for klienten.
Når klienten bliver overvældet af selvkritisk tanker som “jeg tyk og grim” eller “jeg er uintelligent og kedelig”, vil man i ACT spørge klienten, hvorvidt det hjælper en at tænke sådan om sig selv i stedet for at undersøge om disse udsagn er rigtige.
Frem for at arbejde med indholdet i tankerne søger ACT-terapeuten således at forbedre klientens funktionsniveau ved ikke at lade sig overvælde og styre af ubehagelige tanker, følelser og kropslige tilstande.
Man lærer at se negative selvvurderinger som det de er: Ord, billeder og forestillinger. Dette refererer man i ACT som en mere direkte oplevelse af psykiske fænomener.
Samtidigt flytter man fokus til adfærd, der er forbundet med mening, vitalitet og livskvalitet for klienten. Man arbejder med at skabe større selvomsorg og medfølelse. Og man arbejder med at blive mere bevidst omkring, hvad man vil med sit liv.
Centrale mekanismer i denne proces er mindfulness, accept, defusion og værdibaseret adfærd. Det vil jeg beskrive nærmere nedenunder.
En transdiagnostisk tilgang
ACT kan betegnes som en transdiagnostisk tilgang. Dvs. at man bruger den samme tilgang til at behandle og forstå al psykisk lidelse. ACT bruger den samme overordnede model (beskrevet nedenunder) for alle lidelser.
Både de lidelser, man kan ”diagnosticere” som socialangst, OCD, depression eller psykose. Men også mere “almindelig” stress, belastning og svære følelsesmæssige tilstande, som alle oplever i livet.
På denne måde er ACT for mange en slags livsfilosofi, der grundlæggende ser psykiske lidelser som et kontinuum med normale tilstande.
Oplevelsesmæssig undgåelse
Begrebet oplevelsesmæssig undgåelse er i følge ACT en grundlæggende faktor i alle former for psykisk lidelse.
Oplevelsesmæssig undgåelse refererer til ens ønske og forsøg på at fjerne sig mentalt eller fysisk fra ubehagelige tanker, følelser og kropslige tilstande.
Der er stor variation af oplevelsesmæssig undgåelse, herunder tilbagetrækning og isolation, overarbejde, brug af alkohol og stoffer, ”tage facade på” eller forsøg på at skubbe ubehagelige tanker og minder ud af bevidstheden.
I yderste konsekvens kan man se psykiske tilstande, hvor ens bevidsthed ”forlader” kroppen i form af dissociation.
Mere hverdagslige eksempler kan være, når man overkompenserer, som ved perfektionisme eller lader, som om man har styr på det hele. Eller når man “puster sig op”, skælder andre ud eller forsøger at dominere andre. Fælles for alle eksemplerne er, at man forsøger at flygte fra sårbarhed og usikkerhed.
Men ofte vokser problemerne. Man kæmper med en grundlæggende følelse af ikke at være “god nok”. De strategierne man har udviklet for at flygte, skaber nye problemer.
ACT trækker på en række studier og laboratorieundersøgelser, der viser at disse forsøg på at kontrollere eller undgå indre oplevelser også har den paradoksale effekt, at ubehaget forstærkes (Barlow, Allen, & Choate, 2004; Wenzlaff & Wegner, 2000).
Samfundets fokus på succes og perfektion forstærker lidelse
Mange hævder, at det senmoderne samfund yderligere forstærker oplevelsesmæssig undgåelse.
Når man bevæger sig rundt på sociale medier får man let indtryk af, at det normale er konstant at være lykkelig og problemfri. Der er stort fokus på succes og perfektion.
Mange er af det indtryk, at det mest normale er ikke at opleve smerte og at have en konstant god selvfølelse.
Livet er lidelse … men heldigvis så meget mere
Som modvægt til ovenstående lægger ACT sig i forlængelse af Buddhismens læresætning ”livet er lidelse” med forståelsen af, at glæde og velvære ligger i accepten af dette livsvilkår.
Det kan lyde paradoksalt, men fælles for alle tredjebølge terapier er tanken om, at accept og forandring går hånd i hånd.
Når man kan give plads til livets svære tanker og følelser, kan man åbne op for alle andre aspekter af livet. I stedet for konstant at kæmpe med dem, forsøge at skubbe dem væk og flygte fra dem.
Mange oplever også, at de opnår en dybere forbundethed med at andre mennesker igennem accepten af disse fælles eksistentielle livsvilkår.
Det at facilitere denne proces, er ofte en central del af terapien. Især for klienter, der af forskellige grunde kæmper med følelsen af meningsløshed.
Psykologisk fleksibilitet som mål for terapien
ACT stræber mod at hjælp klienten til større psykologisk fleksibilitet, hvilket er en kontrast til et liv med oplevelsesmæssig undgåelse.
Psykologisk fleksibilitet udvikles gennem seks gensidigt forbundne komponenter eller områder, der overlapper og forstærker hinanden i terapien.
Steven Hayes og kolleger (2006 s. 7) definerer psykologisk fleksibilitet som
”evnen til at være i kontakt med nuet mere fuldt ud som et bevidst menneske og til at ændre eller vedligeholde adfærd, når dette tjener værdifulde formål” (egen oversættelse)
Dette forklares mere konkret nedenunder.
De seks komponenter i ACT
De seks kernekomponenterne i ACT er: Accept, defusion, kontakt med nuet, selvet-som-kontekst, værdier og engageret handling (Hayes, 2019; Hayes, Strosahl, & Wilson, 1999).
Jeg vil beskrive hvert områder mere detaljeret nedenunder.
Terapien kan ses som en dynamisk dans mellem disse gensidigt forbundne og overlappende fokusområder, der ofte bliver illustreret gennem den såkaldte hexaflex (se figur).
Accept
Accept vil sige, at kunne give plads til de tanker, følelser og kropslige tilstande, der er i nuet uden at benytte uhensigtsmæssige strategier til at undgå eller skubbe dem væk.
Accept som begreb misforstås ofte. Det betyder ikke at kunne lide tilstanden, eller at man ikke synes den er ubehagelig. Det er heller ikke en passiv resignation eller opfattelse af, at ting ikke kan blive bedre eller at man giver op.
Accept er anerkendelse af og villighed til at opleve alle mentale fænomener forbundet med svære følelser, herunder tanker og kropslige fornemmelser.
Man kan sige, at accept er en aktiv og kontinuerlig proces med at forsøge at ”give plads til” eller ”være med” de ubehagelige tilstande, mens man gør de ting, der er vigtige for en, og dermed lader sig mindre styre af angst og ubehag.
Det er med andre ord at tillade sig selv at føle, selv om de følelser man har, er forbundet med smerte og sårbarhed. Erfaringen er, at når man lægger låg på de svære følelser, lægger man samtidigt låg på de positive.
Når man skubber følelser væk, lærer man ikke at lytte til sig selv eller ”mærke sig selv”. Man mister ens grundlæggende ”mavefølelse”, personlige grænser, de ægte og umiddelbare følelser, positive som negative.
Man forsøger at formidle og vise i terapien, at på den anden side af sårbarhed er der mening og forbundethed til andre mennesker. Og at tanker og følelser ikke behøver at være så farlige.
Defusion
Defusion er en proces, hvor man reducerer sprogets/tankernes bogstavelige betydning og dermed påvirkning på adfærden. Defusion er et centralt ACT-begreb, der kan ses som en modsætning til fusion, dvs. at smelte sammen med noget.
Når man fusionerer med tanker og følelser tager man det som sandhed. Fx oplever man sig ”objektivt” som et dårligt menneske, når man er trist og får tanker om ikke at være god nok.
Men i ACT ser man det som normalt at have en ”indre kritiker”. Alle mennesker får selvkritiske tanker en gang i mellem, men det betyder ikke at de er ”objektivt” rigtige. Eller at man behøver at forholde sig til dem, give dem opmærksomhed, lytte til dem.
Når man undgår at ”købe” disse midlertidige og forbigående tanker, får de mindre magt. Man oplever, at de forsvinder eller kommer mere i baggrunden.
Man lærer at tage negative tanker mindre bogstaveligt ved at se dem som de i virkeligheden er: Ord, sætninger, mentale konstruktioner.
I ACT arbejder man med en række defusionsteknikker, der kan hjælpe denne proces på vej. Man kan gentage samme ord mange gange, sige ordene med fjollet stemme, synge dem, se dem som eksternaliserede figurer eller man kan rollespille ens indre kritiker. Blot for at nævne nogle eksempler.
Defusion handler med andre ord om at se ens tanker med tilstrækkelig meget distance til, at man kan vælge, hvad man vil gøre, uanset hvor meget ens indre kritiker forsøger at tale en ned eller tale en fra det.
Kontakt med nuet/mindfulness
Mindfulness refererer til den tilstand der opstår, når man bevidst, ikke dømmende og nysgerrigt fokuserer sin opmærksomhed på nuet (Kabat-Zinn, 1994).
Man arbejder i ACT med at opøve evnen til at kunne engagere sig i og anerkende nuværende oplevelser i stedet for at blive styret af tanker om fortiden eller fremtiden.
Det handler med andre ord om at være bevidst om, hvor man har sin opmærksomhed, i stedet for at lade vanerne styre. Mange oplever, at de ofte ikke er tilstede i det de laver og føler, at de flyder rundt på ”autopilot”.
Man træner klienten at lægge mærke til, hvad der er til stede her-og-nu i stedet for at blive fanget af fortiden (rumination) eller fremtiden (bekymring).
Forskning har også vist, at både rumination og bekymring er forbundet med stress, angst og depression.
Selvet-som-kontekst
Dette er for mange et af de sværeste og tekniske begreber i ACT.
Men det handler om at give en forståelse af og erfaring med at selvet (”den man er”) i virkeligheden er den kontekst, hvori de mentale fænomener forekommer. I stedet for at se selvet som et produkt af disse fænomener.
Det handler i praksis om at komme i kontakt med ens ”rene bevidsthed” eller den del af en selv, der observerer tankerne. Og når man kan observere ens tanker, kan man se dem som forbigående mentale fænomener og i større grad undgå at identificere sig med dem.
Det er også dette perspektiv man ofte udvikler gennem meditation og mindfulness øvelser.
Forskellige metaforer bruges ofte for at forstærke denne forståelse. Fx som at se ens bevidsthed som havets bund, der kan være stille og rolig, selv om bølgerne slår på overfladen. Eller at se bevidstheden som himlen og ens tanker, følelser og kropslige tilstande som uvejr. Uvejret kan være voldsomt, men det går over igen uden at himmelen tager skade.
Når selvet bliver et resultat af de tanker, man har om sig selv, eller den historie, man fortæller om sig selv, bliver ens opfattelse rigid, fastlåst og begrænsende. Denne historie kan man kalde det narrative selv.
Mange kan desværre derfor have en oplevelse af sig selv som “ødelagt” pga. den historie de har om sig selv.
Når man arbejder med selvet-som-kontekst får man en oplevelsesmæssig forståelse af, at man er så meget mere og større end denne historie.
Med andre ord arbejder man med at lægge mærke til den historie, man har skabt om sig selv. Man lærer at ”holde den let” og få et mere nuanceret og fleksibelt perspektiv på, hvem man er og hvad, man kan.
Værdier
At blive bevidst om ens personlige værdier er centralt i ACT.
Det handler om at udforske sammen med klienten, hvad der faktisk giver glæde, vitalitet og en følelse af meningsfuldhed. Man forsøger at give klienten en ”værdilinse” at se sit liv igennem.
Værdier handler om at komme i kontakt med, hvad man vil stå for som person og lade dette være styrende for ens mål og adfærd. Det handler ofte om vigtige relationer og hvad, man vil bruge sin dyrebar tid til her på jorden.
Her er ACT klart beslægtet med eksistentiel psykologi og filosofi (Frankl, 1959; Yalom, 2020).
ACT arbejder med at hjælpe klienten med at bruge værdierne som vejviser og guide for sine handlinger i stedet for at lade sig styre af (ubehagelige) tanker og følelser eller kortsigtede belønninger.
Man forsøger at fokusere adfærd “hen imod” værdibaserede aktiviteter i stedet for at lade sig styre af ønsket om at komme “væk fra” ubehag (oplevelsesmæssig undgåelse).
For eksempel vil man ofte takke nej til en fest, hvis man lider af socialangst. Det giver en midlertidig lettelse (“væk fra”), hvilket styrer adfærden i stedet for ønsket om at være social, se sine venner og få nogle gode oplevelser (“hen i mod”).
Mange har mistet kontakt med sine grundlæggende værdier, fordi de i så mange år har haft fokus på deres psykiske lidelse og at holde symptomerne på afstand. De kan derfor have brug for at genskabe kontakten til de ting livet egentlig handler om, hvilket selvfølgelig er individuelt.
Der er ofte nogle misforståelser om værdibegrebet i ACT, som kan være vigtige at addressere.
For det første er værdier er ikke det samme som moral, men subjektive og selvvalgte. Værdier er ikke nødvendigvis forbundet med religion eller etablerede normer, selv om ens personlige værdier ofte kan være indlejret i det samfund, man er opvokset i.
For det andet er det ikke nødvendigvis let at følge sine værdier på trods af, at man er bevidst om dem. Ofte bliver man overvældet af følelser, og man kommer nemt til at glemme, hvad de vigtige ting i livet er. Man kan også blive i tvivl, om hvad det er rigtigt at gøre i en given situation. Hvis man fx ønsker at være en god forælder, en god ven eller en åben og ærlig kollega, kan man alligevel stå i svære situationer og dilemmaer.
Med andre ord handler værdier om at vælge de kvaliteter, som man gerne vil udvikle sig hen i mod. Det handler om at blive bevidst om, hvad der giver mening i livet og hvad man vil stå for som person.
Næste skridt er at handle og skabe vaner, der er i overensstemmelse med disse.
Engageret handling
Dette vil sige at forpligte sig på adfærd, der er i tråd med ens personlige værdier i stedet for enten inaktivitet eller impulsive valg baseret på (ubehagelige) tanker og følelser.
Dette er “commitment-delen” i terapinavnet.
Denne del af ACT er sammenfaldende med adfærdsdelen i kognitiv adfærdsterapi og handler om at sætte sig mål og udfordre sig selv i den retning, man ønsker det.
En central adfærdsmæssig del af behandling, især for angst, er eksponering, hvilket er den komponent der er mest evidens for.
Eksponering betyder i ACT sammenhæng (gradvist) at udsætte sig for situationer, man oplever som svære, med den hensigt at træne nye, mere fleksible måder at være med ubehagelige tanker, følelser og kropslige tilstande.
Engageret handling handler med andre ord om at skabe vaner, der understøtter ens personlige værdier, selv om dette ofte sker med små skridt i starten.
ACT i et nøddeskal (huskeliste)
Ovenstående gennemgang kan måske virke lidt omfattende og svær at overskue til at begynde med. Så jeg vil gerne afslutte med en enkel oversigt over de centrale områderne i terapien:
Man forsøger i ACT at hjælpe klienten til større psykologisk fleksibilitet ved at formidle og træne følgende:
1. At kunne se ens tanker med nok distance til, at man kan vælge, hvad man vil gøre, uanset hvor meget ens indre kritiker forsøger at tale en ned. (Defusion).
2. At lægge mærke til den historie, man har skabt om sig selv. At kunne ”holde den let”, og få et nuanceret og fleksibelt perspektiv på, hvem man er. (Selvet-som-kontekst).
3. At tillade sig selv at føle, selvom de følelser man har er smertefulde og forbundet med sårbarhed. Lægger man låg på de svære følelser, lægger man samtidigt låg på de positive. (Accept).
4. At være bevidst omkring, hvor man har din opmærksomhed, i stedet for at lade vanerne styre. At lægge mærke til, hvad der er tilstede her-og-nu, i stedet for at blive fanget af fortiden (ruminering) eller fremtiden (bekymringer). Og at undgå at flyde rundt på ”autopilot”. (Kontakt med nuet).
5. At vælge de kvaliteter ved væren og gøren, som man gerne vil udvikle dig hen i mod. At blive bevidst omkring, hvad der giver dig mening i livet, og hvad man vil stå for. (Personlige værdier).
6. At skabe vaner, der understøtter disse personlige værdier. (Engageret handling).
Du er velkommen til at kontakte mig for undervisning, foredrag eller terapi på jens.einar@gmail.com eller 29 80 05 63
Referencer
Barlow, D. H., Allen, L. B., & Choate, M. L. (2004). Toward a unified treatment for emotional disorders. Behavior Therapy, 35(2), 205–230. https://doi.org/10.1016/S0005-7894(04)80036-4
Frankl, V. (1959). Man ’ s Search for Meaning. Simon and Schuster.
Gilbert, P. (2014). Compassion-focused therapy: Preface and introduction for special section. British Journal of Clinical Psychology, 53(1), 1–5. https://doi.org/http://dx.doi.org/10.1111/bjc.12045
Hayes, S. C. (2004). Acceptance and commitment therapy, relational frame theory, and the third wave of behavioral and cognitive therapies. Behavior Therapy, 35(4), 639–665. https://doi.org/10.1016/S0005-7894(04)80013-3
Hayes, S. C. (2019). A Liberated Mind: The essential guide to ACT. Random House.
Hayes, S. C., Luoma, J. B., Bond, F. W., Masuda, A., & Lillis, J. (2006). Acceptance and commitment therapy: model, processes and outcomes. Behaviour Research and Therapy, 44(1), 1–25. https://doi.org/10.1016/j.brat.2005.06.006
Hayes, S. C., Strosahl, K. D., & Wilson, K. G. (1999). Acceptance and commitment therapy: An experiential approach to behavior Change. New York, US: Guilford Press.
Kabat-Zinn, J. (1994). Wherever You Go, There You Are: Mindfulness Meditation in Everyday Life. New York: Hyperion Books.
Linehan, M. M. (1993). Skills Training Manual for Treating Borderline Personality Disorder. New York: Guilford Press.
Wells, A. (1999). A metacognitive model and therapy for generalized anxiety disorder. Clinical Psychology & Psychotherapy, 6(2), 86–95. https://doi.org/10.1002/(SICI)1099-0879(199905)6:2<86::AID-CPP189>3.0.CO;2-S
Wenzlaff, R. M., & Wegner, D. M. (2000). Thought suppression. Annual Review of Psychology, 51, 59–91. https://doi.org/10.1146/annurev.psych.51.1.59
Yalom, I. D. (2020). Existential psychotherapy. Hachette UK.
For mange er de psykiske diagnoser et ukendt land medmindre man selv eller ens nærmeste står midt i det. Og psykiske lidelser påvirker som regel hele familien.
Når man selv eller ens nærtstående får en diagnose eller svære symptomer og vanskeligheder, der kræver behandling, kan det være godt at få så meget viden som muligt. Men der er mange faglige begreber, der kan være svære at forholde sig til.
Psykose, skizofreni og skizotypi er eksempler på sådanne begreber.
Men hvad vil det sige, at være psykotisk? Hvad er forskellen på psykose og skizofreni? Og hvordan er sammenhængen mellem skizotypi og skizofreni? hvilke symptomer er der, og hvad skal der til for at få en af disse diagnoser? Der er nemlig mange forskellige årsager til at man kan få en psykose, og der er både ligheder, men også store forskelle, mellem skizofreni og skizotypi.
Skizotypi er beslægtet med skizofreni, men har en mildere form og er uden vedvarende psykotiske symptomer såsom hallucinationer og vrangforestillinger. Skizotypi er dermed ikke det samme som skizofreni, og det kan være vigtigt både for pårørende og mennesker ramt af skizotypi at forstå forskellen og lighederne mellem de to diagnoser.
(Jansen, 2020)
Jeg har på opfordring fra Alt om psykologi skrevet to oversigtsartikler om området, hvilket ligger frit tilgængeligt her:
