Tag Archives: psykoterapi

Hvad er neurodivergens? Mellem diagnose, identitet og menneskelig variation

psychotherapy, , , ,

Af Jens Einar Jansen, autoriseret psykolog, Ph.d., specialpsykolog i psykiatri, specialist i psykoterapi. 

Antallet af mennesker diagnosticeret med autisme og ADHD har været stigende de seneste år, og i den sammenhæng har begreber som neurodiversitet og neurodivergens fået stor opmærksomhed. Men hvor kommer disse begreber fra, hvordan kan vi forstå dem og hvordan passer de ind i forhold til diagnosesystemerne?

Photo by Hiki App on Unsplash

Neurodiversitet – et centralt begreb i den nyere tid

I løbet af de seneste 20 år er neurodiversitet blevet et af de mest indflydelsesrige begreber inden for forståelsen af autisme, ADHD og andre neuro-udviklingsmæssige tilstande. Begrebet udfordrer den traditionelle psykiatriske forståelse af neurologiske forskelle som primært patologiske og foreslår i stedet, at mange af disse variationer bør forstås som en naturlig del af menneskelig diversitet.

For psykologer og andre behandlere rejser dette en række principielle spørgsmål: Hvad er forholdet mellem diagnose og identitet? Hvordan balanceres behandling med accept? Og hvordan kan vi anerkende menneskelig forskellighed uden at negligere lidelse og funktionsnedsættelse?

Men hvad er neurodiversitet og neurodivergens?

Der skelnes i dag mellem tre beslægtede begreber (Walker, 2021; Dwyer, 2022).

Neurodiversitet
er en deskriptiv betegnelse for den naturlige variation i menneskers neurologi. Alle mennesker indgår i neurodiversiteten.

Neurodivergens
henviser til personer, hvis neurologiske udvikling eller funktion afviger fra det statistisk mest almindelige (“neurotypiske”), eksempelvis autisme, ADHD, dysleksi eller Tourettes syndrom. Den amerikanske psykologiprofessor Nick Walker, der selv har autisme, har også brugt begrebet neurominoritet i denne sammenhæng.

Neurodiversitetsparadigmet
er et normativt perspektiv, der argumenterer for, at mange neurologiske forskelle ikke bør forstås udelukkende som sygdom, men som variationer med både styrker, udfordringer og behov for samfundsmæssig tilpasning.

Denne sondring overses ofte, hvilket har bidraget til en del forvirring i den offentlige debat.

Historisk udvikling af neurodiversitetsbegrebet

Neurodiversitet opstod i slutningen af 1990’erne blandt autistiske selvfortalere og forskere med inspiration fra handicapbevægelsen og den sociale handicapmodel.

Den australske samfundsforsker Judy Singer forbindes traditionelt med begrebet, men nyere historisk analyser viser, at teorien udviklede sig kollektivt gennem online fællesskaber blandt autistiske aktivister snarere end som én persons idé.

Bevægelsen voksede som en reaktion på en ensidig medicinsk forståelse, hvor autisme primært blev beskrevet gennem deficits, symptomer og behandlingsmål.

I stedet fremhævede neurodiversitetsbevægelsen tre grundidéer:

  • neurologiske forskelle er en naturlig del af menneskelig variation
  • handicap opstår i samspillet mellem individ og omgivelser
  • støtte bør have som mål at fremme livskvalitet frem for normalisering.

Neurodiversitet og de forskellige handicapmodeller

Den klassiske medicinske model lokaliserer problemet i individet. Symptomer skyldes biologiske eller psykologiske dysfunktioner, som ideelt bør behandles eller reduceres.

Den sociale handicapmodel flytter derimod fokus mod omgivelserne. Handicap opstår ikke alene på grund af personens funktionsniveau, men også fordi samfundets strukturer ikke er indrettet til forskellige måder at fungere på.

Neurodiversitet er imidlertid ikke identisk med den sociale model. Ifølge Dwyer (2022) befinder neurodiversitetsperspektivet sig snarere imellem den medicinske og den sociale model.

Man anerkender både biologiske forskelle, reelle funktionsnedsættelser og behovet for behandling, samtidig med at de understreger betydningen af miljømæssige tilpasninger og respekt for identitet.

Hvorfor har neurodiversitet fået så stor gennemslagskraft?

Der er flere årsager til dette.

For det første oplever mange mennesker, at et rent sygdomsperspektiv ikke beskriver deres erfaringer. Mange fortæller, at diagnosen både indebærer vanskeligheder og betydelige ressourcer.

For det andet stemmer perspektivet godt overens med moderne forskning i udviklingsforstyrrelser, hvor heterogenitet snarere end ensartede symptombilleder er reglen.

For det tredje harmonerer neurodiversitet med nyere forskning om person–miljø-match. Funktion afhænger ikke alene af individets karakteristika, men også af de krav og muligheder, omgivelserne stiller.

Hvad er ableisme?

En række forskere savner større plads til bidrag fra mennesker med personlig erfaring i forskningen. Dette for at modvirke såkaldt sproglig ableisme, dvs. antagelser og holdninger, der er devaluerende og diskriminerende overfor mennesker med fysisk, intellektuelt eller psykiske funktionsnedsættelse.

Ifølge disse forskere bygger disse antagelser ofte på en tankegang om, at mennesker med funktionsnedsættelser har brug for at blive “fikset” på en aller anden måde.

Ableisme vedligeholdes igennem kulturelle og sociale normer og værdier og igennem den måde, man taler og skriver om handicap og handicappede mennesker. Dette hænger igen sammen med sociale forventninger om, hvilke evner (abilities), der kræves for at opnå fulde sociale rettigheder, handlekraft og personlighed.

Ableisme har stort overlap med andre undertrykkende systemer, herunder racisme, sexisme, homofobi og transfobi.

En historisk gennemgang af autisme begrebet

Selv om beskrivelsen af autisme går længere tilbage, opstod det først som klinisk kategori i 1940’erne igennem Leo Kanner og hans Aspergers arbejde. Leo Kanner er ofte krediteret for at klassificere autisme som klinisk diagnose, mens det var en anden psykiater, Eugene Bleuler, som først beskrev begrebet autisme.

Bleuler brugte det til at beskrive psykotiske patienters tendens til at trække sig ind i deres egen fantasiverden. Igennem 20-og 30-tallet brugte man begrebet “skizofreniform autisme” for at beskrive børn som fremstod virkelighedsfjerne og følelsesmæssig tilbagetrukne.   

Autisme er blevet brugt indenfor en medicinsk forklaringsmodel, som anskuer alle forskelligheder forbundet med autisme som tegn på fejl og forkerthed, og som noget der skal kureres via intervention.

Ifølge Bottema-Beutel (2021) er autisme derfor både sprogligt, kulturelt og politisk forstået indenfor de binære medicinske kategorier normal/abnormal, sund/rask eller handicappet/-ikke-handicappet.

Den medicinske model hvilker derfor på en deficit model for autisme, til trods for, at både Kanner og Asperger pegede på autistiske styrker.  

Hvorfor bruger man stadig diskriminerende sprog?

Der kan være mange grunde til, at man bruger diskriminerende sprog (ableisme sprog). Bottema-Beutel (2021) peger på følgende grunde:

  • Manglende konsensus indenfor det autistiske fællesskab
  • Bekymring om manglende videnskabelig præcision
  • Misforståelser omkring terminologien

Eksempler på manglende konsensus ses i de forskellige præferencer for såkaldt person-first eller identity-first sprog. På dansk kan det oversættes til, hvorvidt man ønsker at blive omtalt som “autist” eller “person med autisme”. Der findes fortalere for begge tilgange, hvilket også genspejles i forskning og reviews.

Dette er som sagt personlige præferencer og som behandler retter man sig som regel ind efter det, den enkelte person selv bruger.

Men hvad skal man bruge, når man taler om autisme? Dette handler også om præferencer. Bottema-Beutel (2021) anbefaler, at forskere og videnskabelige publikationer anvender det relativt neutrale “på autisme spektret”.

Andre anbefalinger er, at undgå at sige “autisme med høj/lav funktionsniveau”, som ifølge Bottema-Beutel både opleves diskriminerende og upræcist. De intellektuelle evner kan variere i stor grad på tværs af domæner.

For eksempel ser man ofte svingende kognitive profiler, hvor de intellektuelle evner ikke er jævnt distribueret for en autistiske person. Funktionsniveauet varierer ofte også på tværs af tid og kontekst og afhænger måske mere af, hvorvidt der er tilstrækkelig støtte. Ifølge Bottema-Beutel er det bedre at beskrive de reelle udfordringer, herunder sproglige udfordringer eller selvskade, samt støttebehov.

Når det gælder misforståelser, kan det ofte handle om, at neurodiversitet som begreb og bevægelse, er blevet fremstilt som kun at fokusere på styrker uden at have fokus på udfordringer og handicap.

Kritikere af bevægelsen peger på, at autisme fremtillles som blot en “forskel” eller “naturlig variation” og som en kulturel identitet. Og at man dermed overser den lidelse, mange også oplever.

Men ifølge den autistiske autisme forsker Jacquiline den Houting (2019) er dette ikke rigtigt.

Neurodiversitetsbevægelsen katagoriserer ikke specifikke autistiske træk som enten “handicap” eller “forskelle”, da dette anses som falske dikotomier. Autisme er både en naturlig variation og et handicap.

Hvorvidt og i hvilken grad forskelle udgør et handicap, afhængere af, hvorvidt der er støtte nok i det aktuelle miljø, og hvordan den sociokulturelle kontekst vurderer de aktuelle evner.   

Positive bidrag til klinisk praksis

Neurodiversitetsperspektivet har haft flere konstruktive konsekvenser.

  1. Mindre stigmatisering. Diagnosen bliver i højere grad forstået som én del af identiteten frem for hele personen.
  2. Fokus på styrker. Der er voksende interesse for styrkebaserede interventioner og for at identificere individuelle ressourcer frem for udelukkende deficits.
  3. Personcentreret behandling. Klientens egne værdier og mål får større betydning end idealet om at blive så “normal” som muligt
  4. Miljøtilpasning. Perspektivet understøtter forskning i universelt design, dvs. bygninger, byrum, produkter og teknologier, der er inkluderende og sundhedsfremmende for alle mennesker. Det understøttter også forskning i sensoriske hensyn samt fleksible lærings- og arbejdsmiljøer.

Mange terapeutiske ideer er kommet fra neurodivergente fællesskaber

En række begreber og teorier, som vi I dag bruger I klinikken, er kommet fra neurodivergente voksne I et forsøg på at forstå deres egne oplevelser. For eksempel, at kognition og perception ofte er karakteriseret af monotropisme og hyperfokus, hvor opmærksomheden er mere begrænset og tættere fokuseret på stimuli af interesse.

Andre idéer og begreber er såkaldt autistisk udbrændthed, autistisk nedsmeltning, sanseoverload og maskering eller kamuflering. Indenfor ADHD er der også et begreb som Rejection Sensitive Dysphoria eller afvisningsfølsomhed, hvor man er meget følsom overfor og hurtigt oplever sig afvist fra omgivelserne, hvilket påvirker ens humør og medfører tristhed.   

Kritiske perspektiver

Trods de mange styrker er neurodiversitetsbegrebet som sagt ikke uden udfordringer, problemer og misforståelser.

Risiko for romantisering

En hyppig kritik er, at neurodiversitet undertiden fremstilles, som om autisme eller ADHD blot er alternative personlighedstyper. For mennesker med omfattende støttebehov, selvskade, svær angst, epilepsi eller intellektuelle funktionsnedsættelser kan denne fortælling opleves som utilstrækkelig eller direkte fremmedgørende.

Hvem repræsenterer bevægelsen?

Neurodiversitetsbevægelsen har historisk været domineret af mennesker som har været meget velfungerende. Det har ført til kritik af, om perspektivet i tilstrækkelig grad repræsenterer personer med komplekse støttebehov.

Begrebsmæssig uklarhed

Dwyer (2022) peger på, at “neurodiversitet” anvendes på mindst tre forskellige måder: som biologisk fakta, som samfundsteori og som politisk bevægelse. Når disse betydninger blandes sammen, bliver debatten let polariseret.

Risiko for overidentifikation

Nogle klinikere peger på, at diagnoser kan udvikle sig til identitetsmarkører, hvor behandling eller udvikling opleves som et angreb på selvet. Det betyder ikke, at identifikation er problematisk i sig selv, men at terapeuten må kunne arbejde med både identitet og forandring samtidig.

Neurodiversitetsaffirmativ praksis

Så hvordan kan man bruge og omsætte disse tanker i den kliniske praksis som psykolog eller behandler?

I de senere år er begrebet neurodiversitetsaffirmativ praksis blevet udbredt.

Grundtanken er ikke, at psykologen skal undlade behandling, men at behandlingen ikke bør have som mål at eliminere personens grundlæggende måde at være på.

Ifølge Lerner og kolleger (2023) indebærer affirmativ praksis typisk:

  • Fokus på trivsel frem for normalisering
  • respekt for personens identitet
  • reduktion af unødig masking
  • støtte til autonomi
  • sensorisk og social tilpasning
  • inddragelse af personens egne mål
  • behandling af lidelse frem for behandling af personlighed.

Perspektivet er dog fortsat under udvikling, og der findes endnu begrænset evidens for, hvilke konkrete interventioner der kan betegnes som neurodiversitetsaffirmative, og om de giver bedre kliniske resultater end etablerede evidensbaserede behandlinger.

Debatten handler derfor i høj grad om værdier, etik og samarbejdsform samt kontekstuelle faktorer forbundet med neurodiversitetsaffirmativ praksis snarere end om specifikke terapeutiske teknikker.

Kliniske implikationer

For psykologer peger neurodiversitet ikke nødvendigvis mod en ny behandlingsmetode, men mod en anden klinisk holdning.

Det indebærer blandt andet:

  • at skelne mellem neurologisk forskellighed og psykisk lidelse
  • at undersøge både styrker og vanskeligheder
  • at inddrage omgivelsernes betydning systematisk
  • at tilbyde evidensbaseret behandling for samtidigt tilstedeværende lidelser som angst, belastningsreaktioner, depression, OCD eller PTSD. For mange fylder disse mest.
  • at arbejde med funktion og livskvalitet frem for normalisering som mål i sig selv
  • at være opmærksom på, at mange neurodivergente personer har erfaringer med minoritetsstress, stigmatisering og gentagne misforståelser.

Har vi stadig brug for diagnoserne?

Debatten om neurodiversitet fremstilles ofte som et valg mellem den traditionelle diagnostiske forståelse (DSM/ICD) og neurodiversitetsperspektivet. Men de to tilgange besvarer grundlæggende forskellige spørgsmål og kan derfor med fordel betragtes som komplementære i stedet for som konkurrenter.

Diagnosesystemerne har til formål at identificere klinisk betydningsfulde tilstande, skabe et fælles fagligt sprog og sikre adgang til udredning, behandling, forskning og sociale støtteforanstaltninger.

Neurodiversitetsperspektivet retter derimod opmærksomheden mod menneskelig variation, identitet, ressourcer og betydningen af person–miljø-samspillet. Diagnosesystemet spørger, om der er tale om en tilstand, der medfører lidelse eller funktionsnedsættelse. Neurodiversitetstilgangen spørger, hvordan personen kan trives med sin neurologiske profil, og hvordan omgivelserne kan understøtte dette.

Set fra et klinisk perspektiv er der derfor ikke nødvendigvis tale om et enten-eller. En person kan opfylde kriterierne for autismespektrumforstyrrelse efter ICD-11 eller DSM-5 og samtidig forstås som neurodivergent.

Neurodiversitet udfordrer ikke nødvendigvis diagnosernes nytteværdi – den udfordrer idéen om, at diagnoser fuldt ud beskriver menneskers identitet eller værdi. Diagnosen kan være et nødvendigt klinisk redskab, mens neurodiversitet kan fungere som en etisk og personcentreret ramme for, hvordan vi forstår og møder personen (Rutherford & Johnston, 2022).

En grundig udredning og efterfølgende diagnoser kan danne grundlag for behandling og støtte, herunder forståelse for samtidige lidelser som angst, depression, belastningsreaktioner, traumer eller OCD, mens neurodiversitetsperspektivet kan bidrage med en personcentreret forståelse, der anerkender både styrker, udfordringer og individuelle værdier.

Den aktuelle litteratur peger i stigende grad på, at de to perspektiver kan integreres i en praksis, hvor målet ikke er normalisering i sig selv, men at reducere lidelse, øge funktion og fremme livskvalitet (Dwyer, 2022; Pellicano & den Houting, 2022).

Afsluttende refleksion

Neurodiversitet er hverken en erstatning for psykiatrien eller en afvisning af biologisk forskning. Snarere repræsenterer begrebet en udvidelse af vores forståelse af menneskelig variation.

Den mest frugtbare kliniske position ligger sandsynligvis mellem yderpunkterne. På den ene side bør psykologer undgå at patologisere enhver afvigelse fra statistisk normalitet. På den anden side må vi heller ikke negligere de meget reelle funktionsnedsættelser og den lidelse, som mange neurodivergente mennesker lever med.

En moderne klinisk praksis må derfor kunne rumme begge perspektiver samtidig: respekt for neurologisk forskellighed og et vedvarende fokus på at reducere lidelse, øge funktion og understøtte et meningsfuldt liv.

Udvalgte referencer

Botha, M., Chapman, R., Giwa Onaiwu, M., Kapp, S. K., Stannard Ashley, A., & Walker, N. (2024). The neurodiversity concept was developed collectively: An overdue correction on the origins of neurodiversity theory. Autism, 28(6), 1591-1594.

Bottema-Beutel, K., Kapp, S. K., Lester, J. N., Sasson, N. J., & Hand, B. N. (2020). Avoiding ableist language: Suggestions for autism researchers. Autism in Adulthood, 3 (1), 18–29. Mary Ann Liebert, Inc., publishers.

Dwyer, P. (2022). The neurodiversity approach (es): What are they and what do they mean for researchers?. Human development, 66(2), 73-92.

Gillborn, D. (2015). Intersectionality, critical race theory, and the primacy of racism: Race, class, gender, and disability in education. Qualitative inquiry, 21(3), 277-287.

Kapp, S. K. (Ed.). (2020). Autistic Community and the Neurodiversity Movement.

Livingston L, Shah P, Happé F (2019). Compensatory strategies below the behavioural surface in autism: a qualitative study. The Lancet Psychiatry, 2019; 6, 766-777

Pellicano, E., & den Houting, J. (2022). Annual research review: Shifting from ‘normal science’to neurodiversity in autism science. Journal of child psychology and psychiatry, 63(4), 381-396.

Rutherford, M., & Johnston, L. (2022). Perspective chapter: rethinking autism assessment, diagnosis, and intervention within a neurodevelopmental pathway framework. In Autism Spectrum disorders-recent advances and new perspectives.

Walker, N., & Raymaker, D. M. (2021). Toward a neuroqueer future: An interview with Nick Walker. Autism in adulthood, 3(1), 5-10.

Hvad er parforholds OCD?

psychotherapy

af Jens Einar Jansen, psykolog, ph.d, specialist i psykoterapi, specialpsykolog i psykiatri

De fleste oplever tvivl om parforholdet en gang i mellem. Men for nogle fylder det så meget, at det giver angst og stort ubehag. Det kan også ødelægge et parforhold, som ellers er trygt og godt.

Parforholds OCD eller R-OCD (relationship OCD) handler om tvangstanker og tvangshandlinger omkring parforholdet. Mennesker med OCD har ofte tvangssymptomer om flere områder, hvoraf parforholdet kan være en af dem. Det er et område af OCD forskningen, der får tiltagende forskningsmæssig opmærksomhed.

Men før vi dykker ned i parforholds OCD, vil jeg starte med at beskrive, hvad OCD er.

Hvad er OCD?

OCD er en lidelse karakteriseret ved tvangstanker og tvangshandlinger.

Tvangstanker er påtrængende tanker, der føles ubehagelige, og som man har svært ved at slippe igen. Tvangshandlinger er adfærd, man sætter i værk for at modstå eller forhindre, at indholdet i tvangstankerne manifesterer sig. Hvis man er bange for smitte, kan tvangshandlingerne være overdreven rengøring.

Listen over påtrængende tanker er næsten uendelig, men kan opdeles i forskellige temaer, herunder renlighed, orden og symmetri, forurening og smitte, religion og moral, seksualitet, aggression/vold, hamstring/samlemani, sygdom/udseende, overtro, frygt for at glemme eller at lave alvorlige fejl.

Tvangstankerne kan også bestå af billeder, hvor man måske livagtigt ser ting for sig, der kan gå galt. Eller tilskyndelser, hvor det føles som en trang til at gøre noget ubehageligt, forbudt eller socialt uacceptabelt.

Frygt for tankerne

Jeg har tidligere omtalt OCD som en tankefobi for at illustrere, at det ikke er indholdet i tankerne, som adskiller mennesker med OCD fra mennesker uden OCD, men deres relation til disse tankerne. Man kan nærmest få en fobisk angstreaktion på sine tanker.

Når man har OCD er man ofte bange for sine tanker. Man tror, man er mere tilbøjeligt til at handle på dem. Man tager dem som sandhed eller som en “forudsigelse” og tror, at blot fordi man har denne tanke, øger det sandsynligheden for at det skal ske.

Og når man har ubehagelige eller skamfulde tanker, kan man blive bange for, at det siger noget om, “hvem man egentlig er”.

Tvangshandlinger

Tvangshandlinger er de ting, man gør i håb om at neutralisere eller slippe af med tvangstankerne. Man forsøger at reducere ubehagelige tilstande som angst, væmmelse/afsky eller det man kan kalde en følelse af ”not just right”. Ofte skal man udføre tvangshandlingerne, indtil det ”føles helt rigtigt”.

Tvangshandlinger kan være overdreven rengøring, røre genstande bestemt antal gange, gøre ting i bestemt rækkefølge eller tjekke låse, elektriske apparater, at man ikke har lavet fejl eller glemt noget. Det kan også være mentale ritualer, hvor man skal gentage eller sige noget bestemt.

Hvad er parforholds OCD?

Ved parforholds OCD (R-OCD) handler de påtrængende tankerne om ens partner og parforholdet. Man har bekymringer om, hvorvidt deres partner er den rette, hvorvidt de er tiltrukket deres partner eller omvendt. Ofte er det centreret om en frygt for, at parforholdsfølelsen ikke “føles rigtigt nok”.

Det kan også være tanker om partnerens udseende. At de ikke er pæne nok, at de ikke har de rette proportioner. Man kan hænge sig op i særlige detaljer, man finder negative. Der er ofte stor frygt for, at de bliver nødt til at afslutte forholdet på denne baggrund.

Ved parforholds OCD har man svært ved at slippe tanker som:

  • Er det nu den rette partner jeg har?
  • Burde jeg finde en, der var endnu bedre?
  • Er min partner pæn nok? Er jeg tiltrukket nok?
  • Har jeg følelser for andre?
  • Er mine følelser ægte eller stærke nok?

Tankerne bliver ofte forstærket i perioder

Som med andre typer af OCD, oplever mange, at disse tankerne bliver forstærket i perioder med stress eller store beslutninger.

Ved parforholds OCD kan disse temaer ligge i baggrunden over længere tid, men komme med forstærket kraft igen i forbindelse med, at parforholdet og forpligtelserne bliver mere seriøse.

For eksempel når man skal flytte sammen, planlægger at få børn, blive forlovet eller gift. Eller når man skal præsenteres for hinandens venner eller familie.

Hvilke tvangshandlinger er der ved parforholds OCD?

I behandling vil man forsøge at begrænse tvangshandlingerne, da det er dem der forstærker tvangstankerne. Der er en række typiske tvangshandlinger, herunder:

Undgåelse: Man kan undgå alt, der sætter gang i tvivlen. Fx at være alene med ens partner af frygt for ikke at “mærke nok”. Eller at være sammen med andre mennesker af frygt for at ”mærke forelskelse”.

Tjekkeadfærd: Man kan teste eller mærke efter, hvorvidt den ”rette følelsen” er der. Fx når man kysser ens partner, eller når man taler med andre mennesker. Man kan tjekke, om man tænker nok på ens partner, eller om man kan huske partnerens ansigt. Dette er et forsøg på at forsikre sig selv om styrken og kvaliteten af ens følelser.

Når man har svært ved at vurdere sine indre følelser og tilstande, begynder man at finde svar i ydre faktorer.  Fx ved at sammenligner kæresten med andre, tælle antal gange man kigger på andre eller hvor mange kærlige beskeder man sener deller får.

Neutralisering: Hvor man forsøger at visualisere eller genkalde lykkelige øjeblikke med kæresten, eller tvinge sig til at “tænke positive tanker” om kæresten. Dette er ofte som respons på en kortvarig “negativ” tanke eller følelse i forhold til kæresten, noget som er normalt, men som opleves skræmmende, hvis man lider af R-OCD.

Bekymring og grublerier: Ofte bruger man meget tid på at gruble og analysere for at komme tvivlen til livs. Men tvivl er en del af livet, og overdreven tænkning reducerer den ikke. Tvært i mod øger den tvivlen.

Trusselmonitorering: Man holder øje med trusler imod parforholdet. Det kan være særlige aspekter ved partnerens udseende, man hænger sig op i. Eller manglende følelse af kærlighed hos sig selv eller ens partner. Det kan også være frygt for at komme til at flørte, eller at andre flørter med én.

Løsningen bliver problemet

Samlet set, medfører alle disse strategier, at man bliver mere usikker på parforholdet. Løsningsstrategierne man bruger for at håndtere angst, tvivl og ubehag forstærker paradoksalt nok problemerne.

Man har svært ved at være til stede, når man er sammen med sin partner, fordi man tænker for meget. Og når man konstant forsøger at “mærke efter” om man har de rette følelser, forhindrer man sig selv fra at mærke følelserne på en naturlig måde.

Denne usikkerhed bliver derefter yderligere bevis på, at parforholdet måske ikke er det rette.

Hvordan ved man, at man ikke blot er i et forkert forhold?

Det kan være svært for mange at adskille almindelig tvivl og tanker om parforholdet fra forholds OCD, men her er nogle pejlemærker:

Som ved anden OCD står tvangstankerne i modsætning til, hvad man egentlig ønsker, og i modsætning til, hvordan man er som person.

Ved parforholds OCD ved man ofte godt inderst inde, at man er egentlig rigtig glad for sin partner. Men man er bange for, at det tvangstankerne handler om, er rigtigt.

Det vækker angst, når de får tanker om, at partneren ikke er den rette, at de ikke er forelskede, eller at de ikke tiltrukket til dem.  

Behandling hjælper

Det er vigtigt, at man ikke går med OCD for længe uden behandling, da lidelsen har en tendens til at fylde mere og mere. Det kan potentielt set ødelægge et godt og trygt forhold.

Men det kan kræve mod at åbne op om tvangstanker. Mange oplever det som skamfuldt at have alle de negative tankerne om sin partner. De får skyldfølelse og undgår at tale om dem. Men dette er samtidigt med til at forstærke dem.

Der er heldigvis gode muligheder for behandling, og de fleste opnår bedring og øget livskvalitet.

Hvordan behandler man parforholds OCD?

Der er en række retninger, som ifølge forskningen har god effekt: Kognitiv adfærdsterapi (CBT), eksponering og responshindring (ERP), acceptance and commitment therapy (ACT) eller metakognitiv terapi (MCT).

Mennesker med OCD er alle forskellige, og der er ikke én tilgang, der virker for alle. Nogle gange skal man forsøge lidt forskelligt. Desuden betyder det en del, at der er en god kemi og relation mellem behandler og klient.

Men når de forskellige metoder sammenlignes, viser det dog, at især behandling med fokus på eksponering har særlig god effekt. Dette er fokus har alle de ovennævnte metoder.

Eksponering er kort fortalt en gradvis udsættelse for det, man frygter (uden at genneføre de tvangshandlinger, man plejer), med fokus på at blive bedre til at rumme de svære tanker samt angst og ubehag.

Man får i terapien samtidigt værktøjer til at håndtere disse tilstande på en anden måde. Dette er som regel den bedste måde at finde ud af, at tvangstankerne ikke er rigtige.

Ifølge Sundhedsstyrelsens kliniske retningslinjer er psykoterapi eller samtalebehandling førstevalget i behandling af OCD, men derudover kan medicinsk behandling understøtte det ved moderat til svær OCD.

Du er velkommen til at kontakte mig for foredrag, terapi eller undervisning på 29800563 eller jens.einar@gmail.com

Udvalgte referencer

Doron, G., Derby, D. S., & Szepsenwol, O. (2014). Relationship obsessive compulsive disorder (ROCD): A conceptual framework. Journal of Obsessive-Compulsive and Related Disorders, 3(2), 169-180.

Doron, G., Derby, D., Szepsenwol, O., Nahaloni, E., & Moulding, R. (2016). Relationship obsessive–compulsive disorder: Interference, symptoms, and maladaptive beliefs. Frontiers in Psychiatry, 7, 58.

Doron, G., Derby, D. S., Szepsenwol, O., & Talmor, D. (2012). Tainted love: Exploring relationship-centered obsessive compulsive symptoms in two non-clinical cohorts. Journal of Obsessive-Compulsive and Related Disorders, 1(1), 16-24.

Hvordan kan vi undgå at skubbe mennesker længere ned i kaninhullerne?

psychotherapy, , , , , ,

Af Jens Einar Jansen, autoriseret psykolog, Ph.d., specialpsykolog i psykiatri, specialist i psykoterapi. 

For de fleste er det underholdende tidsfordriv, men konspirationsteorier kan få store personlige og samfundsmæssige konsekvenser. Det ser vi i den seneste debat omkring Mads Geertsen og hans karakter Onkel Reje.

Photo by Edward Howell on Unsplash

Et stigende antal mennesker fordyber sig i konspirationsteorier. Mange møder dette med smil og hovedrysten, andre kaster sig over tastaturet og i ophedede debatter. Men vi skal passe på med at grave for dybe grøfter.

I mit virke som psykolog møder jeg mennesker, som er blevet isoleret fra venner og bekendte på grund af konspirationsteorier, og mennesker, der bliver udsat for stalking og hetz i forbindelse med deres offentlige virke.

Jeg møder også pårørende, der føler de har mistet familiemedlemmer til konspirationsteorier.

Det seneste eksempel er den hetz Mads Geertsen har været udsat for, hvor han bliver beskyldt for satanisme og pædofili, hvilket har resulteret i en sygemelding. Vi ved ikke omfanget, men Morten Skov, chef i DR’s Børne- og Ungdomsafdeling beskriver det som »grove trusler, chikane og koordineret hetz«.

Dette har fået mange til tasterne. Kritik og uenighed er vigtigt i et demokrati, men hvorfor bliver så mange fanget af konspirationstænkning, der på mange måder afsporer debatten?

Der er en række psykologiske forklaringer.

Forståelse og mening

Konspirationsteorier er først og fremmest et ønske om at forstå og skabe mening i en kompliceret verden. Dybest set handler det om at søge information og viden.

Ofte ser man en opblomstring i krisetider, som ved covid-19, hvor vi blev ramt af usikkerhed og kontroltab. Forklaring og tildeling af skyld modvirker magtesløsheden.

Vores medfødte evne til at se mønstre

Kognitionspsykologien, der beskæftiger sig med den måde, vi tænker og tilegner os viden på, peger på vores automatiske evne til at se mønstre og sammenhænge.

Dette fremmer en hurtig og effektiv tænkning, men indebærer også kognitive forvrængninger eller bias.

Vi ser ofte sammenhænge, hvor der ikke er nogle. Kritisk tænkning er mere ”langsom” og indebærer faktatjek, vurdering af argumenter for/imod og stillingtagen til kildernes motiver, baggrund og uddannelse.

Man behøver bestemt ikke have af en psykisk lidelse for at være tilhænger af konspirationsteorier, men forskning peger på en overrepræsentation af ensomhed, marginalisering og manglende tilhørighed.

psykolog jens einar jansen

Fællesskab og identitet

Fra socialpsykologien ved vi, at mennesker fremfor alt søger fællesskab. Ens identitet og selvværd er en spejling af den gruppe, man tilhører, ofte som en kontrast til ”de andre”.

Mange finder fællesskab og identitet i grupper, hvor konspirationsteorier diskuteres og deles, og man ser derfor de samme tilslutter sig skiftende konspirationsteorier.

Omdrejningspunktet er ofte blot, at viden er modsat mainstream opfattelse, eller det, der kommer fra myndighederne.  

Ønsket om at være unik og speciel

Relateret til dette, er vores behov for at føle os unikke, specielle eller ”noget særligt”. Man kan blive forført af tanken om, at man har fundet de ”rigtige svar”, som majoriteten og de naive ikke kan se.

Det kan give en følelse af overlegenhed, hvilket kan bunde i en følelse af det modsatte i andre dele af livet. Man kan føle sig som den, der kæmper i retfærdighedens navn, og man får anerkendelse fra ens internetfællesskab.  

Fornuftigt i et evolutionsteoretisk perspektiv

Mennesker har gennem hele historien og på tværs af kulturer været optaget af konspirationsteorier.

I et evolutionspsykologisk perspektiv, kan man sige, at det har sikret sammenhold (fordomme mod og frygt for fælles fjende) og overlevelse (evne til at opdage og håndtere trusler).

På en måde har vi alle kimen til konspirationstænkning, og mange tænker better safe than sorry.

Opmærksomhed og clicks

Spredning af yderliggående og farverige standpunkter kan derudover være forbundet med stor opmærksomhed, clicks og i sidste ende økonomiske fordele.

Blandt andet i kraft af de sociale mediers algoritmer, der favoriserer og giver trafik til intense og polariserede debatter.

Psykiske sårbarhed

Man behøver bestemt ikke have af en psykisk lidelse for at være tilhænger af konspirationsteorier, men forskning peger på en overrepræsentation af ensomhed, marginalisering og manglende tilhørighed.

I klinikken ser jeg ofte den anden side af de mennesker, andre bliver forarget over. Nogle har svært ved at danne trygge, tætte og varige relationer.

De kæmper med problematisk vrede og mistænksomhed, hvilket ofte hænger sammen med en historie med traumer, marginalisering og grænseoverskridelser.

Konspirationsteorierne har ofte bund i personlige og reelle negative oplevelser, men kan udvikle sig uimodsagt i ekkokamre i nettets afkroge.

Måske skal vi have dette i baghovedet, når vi diskuterer og bliver forarget.

Ofte ender interessen for konspirationsteorierne med at stå i vejen for mere langsigtede mål og grundlæggende behov. Som ægte fællesskab, selvværd og omsorg.

Psykolog jens einar jansen

Når folk opsøger mig på denne baggrund, er det fordi de oplever, at konspirationsteorierne tager overhånd. Enten hos en selv eller hos ens nærtstående.

Mange får en kortvarig tilfredsstillelse af de reaktioner, de får på nettet. De får enerkendelse eller måske et “kick” af konflikterne og diskussionerne.

Men ofte ender interessen for konspirationsteorierne med at stå i vejen for mere langsigtede mål og grundlæggende behov. Som ægte fællesskab, selvværd og omsorg.

Mange oplever, at de ender med at blive mere vrede, mistænksomme og marginaliserede.

Paranoia eksisterer på et kontinuum

Forskning viser, at paranoide træk eksisterer på et kontinuum. Der er grader af mistænksomhed. I den ekstreme ende ligger forfølgelsesforestillinger, som er en vrangforestilling, hvor man har mistet greb om virkeligheden og har en psykose.

Der kan også være tale om elementer af personlighedsforstyrrelse.

I den anden ende af dette kontinuum ligger almindelig, let mistænksomhed, og manglende tro på andres gode hensigter, som de fleste kan genkende fra tid til anden. Man ved meget lidt om, hvordan ens debatmodstander på nettet har det, men mange har det svært i livet.  

I sagen om Mads Geertsen ser man en ophedet debat, hvor konspirationsteoretikerne bliver svinet til på de sociale medier.

Men måske vi skal passe på med at gå så hårdt ud mod disse mennesker, men hellere opfordre til en sober tone. Vi skal selvfølgelig modvirke ”fake news” og inspirere til kritisk tænkning.

Og vi har heldigvis lovgivning, der tager sig af grænseoverskridelser og injurier. Ingen skal trues og chikaneres på nettet, så de føler sig utrygge.

Men en større forståelse for de psykologiske faktorer i konspirationstænkning kan forhåbentlig medvirke til større omsorg og bedre debattone, og i sidste ende en mindre polarisering i samfundet.

Kontakt mig gerne for undervisning eller terapi relateret til ovenstående på jens.einar@gmail.com

Hvad er ACT / acceptance and commitment therapy?

psychotherapy, ,

Af Jens Einar Jansen, autoriseret psykolog, Ph.d., specialpsykolog i psykiatri, specialist i psykoterapi. 

Acceptance and commitment therapy (ACT) er en evidensbaseret terapiform med tiltagende popularitet. ACT blander elementer fra kognitiv terapi, mindfulness og eksistentiel psykologi. Denne artikel gennemgår de vigtigste principper.

Photo by Joshua Earle on Unsplash

En videreudvikling af den kognitive terapi

Acceptance and commitment therapy (ACT) er en såkaldt tredjebølge kognitiv adfærdsterapi, der tidsmæssigt og teoretisk er beslægtet med andre moderne terapiretninger som dialektisk adfærdsterapi (Linehan, 1993), compassion fokuseret terapi (Gilbert, 2014) og metakognitiv terapi (Wells, 1999).

ACT fokuserer på accept- og mindfulnessprocesser, men har samtidigt en stærk forankring i adfærdsterapien, hvilket bl.a. ses i fokus på adfærdsændring og eksponering (Hayes, 2004).

Derudover omfatter ACT oplevelsesbaserede metoder som visualisering og rollespil, brug af metaforer og fokus på personlige værdier.

Filosofisk og teoretisk baggrund

ACT er videnskabsfilosofisk funderet i pragmatisk kontekstualisme, hvor der ikke stræbes efter absolutte, objektive sandhedskriterier, men tager udgangspunkt i, hvorvidt ens tanker, handlinger eller udsagn er hjælpsomme eller ej i den kontekst, man befinder sig i.

ACT er desuden udviklet med udgangspunkt i relational frame theory (RFT), som er en omfattende empirisk analyse af sprog og kognition. RFT viser hvordan indlærte ord automatisk udløser billeder og følelser, de tidligere har været associeret med, og på den måde skaber unødig lidelse og belastning.

Teorien kan være ret kompleks, men man behøver ikke nødvendigvis have en omfattende viden om RFT for at bruge ACT, hverken som terapeut eller klient. 

Hvilken funktion har symptomerne?

I modsætning til kognitiv terapi er ACT mere optaget af klientens relation til symptomerne end selve tankeindholdet.

Der arbejdes derfor ikke med at ”omstrukturere” negative tanker eller at tænke ”mere positivt”, men man hjælper i stedet for klienten til at lytte mindre til sin ”indre kritiker”.

Man arbejder i mindre grad med spørgsmålet om, hvorvidt tankerne er “sande”, men er mere optaget af, hvilket funktion tankerne har for klienten.

Når klienten bliver overvældet af selvkritisk tanker som “jeg tyk og grim” eller “jeg er uintelligent og kedelig”, vil man i ACT spørge klienten, hvorvidt det hjælper en at tænke sådan om sig selv i stedet for at undersøge om disse udsagn er rigtige.

Frem for at arbejde med indholdet i tankerne søger ACT-terapeuten således at forbedre klientens funktionsniveau ved ikke at lade sig overvælde og styre af ubehagelige tanker, følelser og kropslige tilstande.

Man lærer at se negative selvvurderinger som det de er: Ord, billeder og forestillinger. Dette refererer man i ACT som en mere direkte oplevelse af psykiske fænomener.

Samtidigt flytter man fokus til adfærd, der er forbundet med mening, vitalitet og livskvalitet for klienten. Man arbejder med at skabe større selvomsorg og medfølelse. Og man arbejder med at blive mere bevidst omkring, hvad man vil med sit liv.

Centrale mekanismer i denne proces er mindfulness, accept, defusion og værdibaseret adfærd. Det vil jeg beskrive nærmere nedenunder.

En transdiagnostisk tilgang

ACT kan betegnes som en transdiagnostisk tilgang. Dvs. at man bruger den samme tilgang til at behandle og forstå al psykisk lidelse. ACT bruger den samme overordnede model (beskrevet nedenunder) for alle lidelser.

Både de lidelser, man kan ”diagnosticere” som socialangst, OCD, depression eller psykose. Men også mere “almindelig” stress, belastning og svære følelsesmæssige tilstande, som alle oplever i livet.

På denne måde er ACT for mange en slags livsfilosofi, der grundlæggende ser psykiske lidelser som et kontinuum med normale tilstande.    

Oplevelsesmæssig undgåelse

Begrebet oplevelsesmæssig undgåelse er i følge ACT en grundlæggende faktor i alle former for psykisk lidelse.

Oplevelsesmæssig undgåelse refererer til ens ønske og forsøg på at fjerne sig mentalt eller fysisk fra ubehagelige tanker, følelser og kropslige tilstande.

Der er stor variation af oplevelsesmæssig undgåelse, herunder tilbagetrækning og isolation, overarbejde, brug af alkohol og stoffer, ”tage facade på” eller forsøg på at skubbe ubehagelige tanker og minder ud af bevidstheden.

I yderste konsekvens kan man se psykiske tilstande, hvor ens bevidsthed ”forlader” kroppen i form af dissociation.

Mere hverdagslige eksempler kan være, når man overkompenserer, som ved perfektionisme eller lader, som om man har styr på det hele. Eller når man “puster sig op”, skælder andre ud eller forsøger at dominere andre. Fælles for alle eksemplerne er, at man forsøger at flygte fra sårbarhed og usikkerhed.   

Men ofte vokser problemerne. Man kæmper med en grundlæggende følelse af ikke at være “god nok”. De strategierne man har udviklet for at flygte, skaber nye problemer.

ACT trækker på en række studier og laboratorieundersøgelser, der viser at disse forsøg på at kontrollere eller undgå indre oplevelser også har den paradoksale effekt, at ubehaget forstærkes (Barlow, Allen, & Choate, 2004; Wenzlaff & Wegner, 2000).

Samfundets fokus på succes og perfektion forstærker lidelse

Mange hævder, at det senmoderne samfund yderligere forstærker oplevelsesmæssig undgåelse.

Når man bevæger sig rundt på sociale medier får man let indtryk af, at det normale er konstant at være lykkelig og problemfri. Der er stort fokus på succes og perfektion.

Mange er af det indtryk, at det mest normale er ikke at opleve smerte og at have en konstant god selvfølelse.

Livet er lidelse … men heldigvis så meget mere

Som modvægt til ovenstående lægger ACT sig i forlængelse af Buddhismens læresætning ”livet er lidelse” med forståelsen af, at glæde og velvære ligger i accepten af dette livsvilkår.

Det kan lyde paradoksalt, men fælles for alle tredjebølge terapier er tanken om, at accept og forandring går hånd i hånd.

Når man kan give plads til livets svære tanker og følelser, kan man åbne op for alle andre aspekter af livet. I stedet for konstant at kæmpe med dem, forsøge at skubbe dem væk og flygte fra dem.

Mange oplever også, at de opnår en dybere forbundethed med at andre mennesker igennem accepten af disse fælles eksistentielle livsvilkår.

Det at facilitere denne proces, er ofte en central del af terapien. Især for klienter, der af forskellige grunde kæmper med følelsen af meningsløshed.

Psykologisk fleksibilitet som mål for terapien

ACT stræber mod at hjælp klienten til større psykologisk fleksibilitet, hvilket er en kontrast til et liv med oplevelsesmæssig undgåelse.

Psykologisk fleksibilitet udvikles gennem seks gensidigt forbundne komponenter eller områder, der overlapper og forstærker hinanden i terapien.

Steven Hayes og kolleger (2006 s. 7) definerer psykologisk fleksibilitet som

”evnen til at være i kontakt med nuet mere fuldt ud som et bevidst menneske og til at ændre eller vedligeholde adfærd, når dette tjener værdifulde formål” (egen oversættelse)

Dette forklares mere konkret nedenunder.

De seks komponenter i ACT

De seks kernekomponenterne i ACT er: Accept, defusion, kontakt med nuet, selvet-som-kontekst, værdier og engageret handling (Hayes, 2019; Hayes, Strosahl, & Wilson, 1999). 

Jeg vil beskrive hvert områder mere detaljeret nedenunder.

Terapien kan ses som en dynamisk dans mellem disse gensidigt forbundne og overlappende fokusområder, der ofte bliver illustreret gennem den såkaldte hexaflex (se figur).

Accept

Accept vil sige, at kunne give plads til de tanker, følelser og kropslige tilstande, der er i nuet uden at benytte uhensigtsmæssige strategier til at undgå eller skubbe dem væk.

Accept som begreb misforstås ofte. Det betyder ikke at kunne lide tilstanden, eller at man ikke synes den er ubehagelig. Det er heller ikke en passiv resignation eller opfattelse af, at ting ikke kan blive bedre eller at man giver op.

Accept er anerkendelse af og villighed til at opleve alle mentale fænomener forbundet med svære følelser, herunder tanker og kropslige fornemmelser.

Man kan sige, at accept er en aktiv og kontinuerlig proces med at forsøge at ”give plads til” eller ”være med” de ubehagelige tilstande, mens man gør de ting, der er vigtige for en, og dermed lader sig mindre styre af angst og ubehag.

Det er med andre ord at tillade sig selv at føle, selv om de følelser man har, er forbundet med smerte og sårbarhed. Erfaringen er, at når man lægger låg på de svære følelser, lægger man samtidigt låg på de positive.

Når man skubber følelser væk, lærer man ikke at lytte til sig selv eller ”mærke sig selv”. Man mister ens grundlæggende ”mavefølelse”, personlige grænser, de ægte og umiddelbare følelser, positive som negative.

Man forsøger at formidle og vise i terapien, at på den anden side af sårbarhed er der mening og forbundethed til andre mennesker. Og at tanker og følelser ikke behøver at være så farlige.

Defusion

Defusion er en proces, hvor man reducerer sprogets/tankernes bogstavelige betydning og dermed påvirkning på adfærden. Defusion er et centralt ACT-begreb, der kan ses som en modsætning til fusion, dvs. at smelte sammen med noget.

Når man fusionerer med tanker og følelser tager man det som sandhed. Fx oplever man sig ”objektivt” som et dårligt menneske, når man er trist og får tanker om ikke at være god nok.

Men i ACT ser man det som normalt at have en ”indre kritiker”. Alle mennesker får selvkritiske tanker en gang i mellem, men det betyder ikke at de er ”objektivt” rigtige. Eller at man behøver at forholde sig til dem, give dem opmærksomhed, lytte til dem.

Når man undgår at ”købe” disse midlertidige og forbigående tanker, får de mindre magt. Man oplever, at de forsvinder eller kommer mere i baggrunden.

Man lærer at tage negative tanker mindre bogstaveligt ved at se dem som de i virkeligheden er: Ord, sætninger, mentale konstruktioner.

I ACT arbejder man med en række defusionsteknikker, der kan hjælpe denne proces på vej. Man kan gentage samme ord mange gange, sige ordene med fjollet stemme, synge dem, se dem som eksternaliserede figurer eller man kan rollespille ens indre kritiker. Blot for at nævne nogle eksempler.

Defusion handler med andre ord om at se ens tanker med tilstrækkelig meget distance til, at man kan vælge, hvad man vil gøre, uanset hvor meget ens indre kritiker forsøger at tale en ned eller tale en fra det.

Kontakt med nuet/mindfulness

Mindfulness refererer til den tilstand der opstår, når man bevidst, ikke dømmende og nysgerrigt fokuserer sin opmærksomhed på nuet (Kabat-Zinn, 1994).

Man arbejder i ACT med at opøve evnen til at kunne engagere sig i og anerkende nuværende oplevelser i stedet for at blive styret af tanker om fortiden eller fremtiden.

Det handler med andre ord om at være bevidst om, hvor man har sin opmærksomhed, i stedet for at lade vanerne styre. Mange oplever, at de ofte ikke er tilstede i det de laver og føler, at de flyder rundt på ”autopilot”.

Man træner klienten at lægge mærke til, hvad der er til stede her-og-nu i stedet for at blive fanget af fortiden (rumination) eller fremtiden (bekymring).

Forskning har også vist, at både rumination og bekymring er forbundet med stress, angst og depression.

Selvet-som-kontekst

Dette er for mange et af de sværeste og tekniske begreber i ACT.

Men det handler om at give en forståelse af og erfaring med at selvet (”den man er”) i virkeligheden er den kontekst, hvori de mentale fænomener forekommer. I stedet for at se selvet som et produkt af disse fænomener.

Det handler i praksis om at komme i kontakt med ens ”rene bevidsthed” eller den del af en selv, der observerer tankerne. Og når man kan observere ens tanker, kan man se dem som forbigående mentale fænomener og i større grad undgå at identificere sig med dem.

Det er også dette perspektiv man ofte udvikler gennem meditation og mindfulness øvelser.

Forskellige metaforer bruges ofte for at forstærke denne forståelse. Fx som at se ens bevidsthed som havets bund, der kan være stille og rolig, selv om bølgerne slår på overfladen. Eller at se bevidstheden som himlen og ens tanker, følelser og kropslige tilstande som uvejr. Uvejret kan være voldsomt, men det går over igen uden at himmelen tager skade. 

Når selvet bliver et resultat af de tanker, man har om sig selv, eller den historie, man fortæller om sig selv, bliver ens opfattelse rigid, fastlåst og begrænsende. Denne historie kan man kalde det narrative selv.

Mange kan desværre derfor have en oplevelse af sig selv som “ødelagt” pga. den historie de har om sig selv.

Når man arbejder med selvet-som-kontekst får man en oplevelsesmæssig forståelse af, at man er så meget mere og større end denne historie.

Med andre ord arbejder man med at lægge mærke til den historie, man har skabt om sig selv. Man lærer at ”holde den let” og få et mere nuanceret og fleksibelt perspektiv på, hvem man er og hvad, man kan.  

Værdier

At blive bevidst om ens personlige værdier er centralt i ACT.

Det handler om at udforske sammen med klienten, hvad der faktisk giver glæde, vitalitet og en følelse af meningsfuldhed. Man forsøger at give klienten en ”værdilinse” at se sit liv igennem.

Værdier handler om at komme i kontakt med, hvad man vil stå for som person og lade dette være styrende for ens mål og adfærd.  Det handler ofte om vigtige relationer og hvad, man vil bruge sin dyrebar tid til her på jorden.

Her er ACT klart beslægtet med eksistentiel psykologi og filosofi (Frankl, 1959; Yalom, 2020).

ACT arbejder med at hjælpe klienten med at bruge værdierne som vejviser og guide for sine handlinger i stedet for at lade sig styre af (ubehagelige) tanker og følelser eller kortsigtede belønninger.

Man forsøger at fokusere adfærd “hen imod” værdibaserede aktiviteter i stedet for at lade sig styre af ønsket om at komme “væk fra” ubehag (oplevelsesmæssig undgåelse).

For eksempel vil man ofte takke nej til en fest, hvis man lider af socialangst. Det giver en midlertidig lettelse (“væk fra”), hvilket styrer adfærden i stedet for ønsket om at være social, se sine venner og få nogle gode oplevelser (“hen i mod”).

Mange har mistet kontakt med sine grundlæggende værdier, fordi de i så mange år har haft fokus på deres psykiske lidelse og at holde symptomerne på afstand. De kan derfor have brug for at genskabe kontakten til de ting livet egentlig handler om, hvilket selvfølgelig er individuelt.

Der er ofte nogle misforståelser om værdibegrebet i ACT, som kan være vigtige at addressere.

For det første er værdier er ikke det samme som moral, men subjektive og selvvalgte. Værdier er ikke nødvendigvis forbundet med religion eller etablerede normer, selv om ens personlige værdier ofte kan være indlejret i det samfund, man er opvokset i.

For det andet er det ikke nødvendigvis let at følge sine værdier på trods af, at man er bevidst om dem. Ofte bliver man overvældet af følelser, og man kommer nemt til at glemme, hvad de vigtige ting i livet er. Man kan også blive i tvivl, om hvad det er rigtigt at gøre i en given situation. Hvis man fx ønsker at være en god forælder, en god ven eller en åben og ærlig kollega, kan man alligevel stå i svære situationer og dilemmaer.   

Med andre ord handler værdier om at vælge de kvaliteter, som man gerne vil udvikle sig hen i mod. Det handler om at blive bevidst om, hvad der giver mening i livet og hvad man vil stå for som person.

Næste skridt er at handle og skabe vaner, der er i overensstemmelse med disse.

Engageret handling

Dette vil  sige at forpligte sig på adfærd, der er i tråd med ens personlige værdier i stedet for enten inaktivitet eller impulsive valg baseret på (ubehagelige) tanker og følelser.

Dette er “commitment-delen” i terapinavnet.

Denne del af ACT er sammenfaldende med adfærdsdelen i kognitiv adfærdsterapi og handler om at sætte sig mål og udfordre sig selv i den retning, man ønsker det.

En central adfærdsmæssig del af behandling, især for angst, er eksponering, hvilket er den komponent der er mest evidens for.

Eksponering betyder i ACT sammenhæng (gradvist) at udsætte sig for situationer, man oplever som svære, med den hensigt at træne nye, mere fleksible måder at være med ubehagelige tanker, følelser og kropslige tilstande.

Engageret handling handler med andre ord om at skabe vaner, der understøtter ens personlige værdier, selv om dette ofte sker med små skridt i starten.

ACT i et nøddeskal (huskeliste)

Ovenstående gennemgang kan måske virke lidt omfattende og svær at overskue til at begynde med. Så jeg vil gerne afslutte med en enkel oversigt over de centrale områderne i terapien:

Man forsøger i ACT at hjælpe klienten til større psykologisk fleksibilitet ved at formidle og træne følgende:

1. At kunne se ens tanker med nok distance til, at man kan vælge, hvad man vil gøre, uanset hvor meget ens indre kritiker forsøger at tale en ned. (Defusion).

2. At lægge mærke til den historie, man har skabt om sig selv. At kunne ”holde den let”, og få et nuanceret og fleksibelt perspektiv på, hvem man er. (Selvet-som-kontekst).

3. At tillade sig selv at føle, selvom de følelser man har er smertefulde og forbundet med sårbarhed. Lægger man låg på de svære følelser, lægger man samtidigt låg på de positive. (Accept).

4. At være bevidst omkring, hvor man har din opmærksomhed, i stedet for at lade vanerne styre. At lægge mærke til, hvad der er tilstede her-og-nu, i stedet for at blive fanget af fortiden (ruminering) eller fremtiden (bekymringer). Og at undgå at flyde rundt på ”autopilot”. (Kontakt med nuet).

5. At vælge de kvaliteter ved væren og gøren, som man gerne vil udvikle dig hen i mod. At blive bevidst omkring, hvad der giver dig mening i livet, og hvad man vil stå for. (Personlige værdier).

6. At skabe vaner, der understøtter disse personlige værdier. (Engageret handling).

Du er velkommen til at kontakte mig for undervisning, foredrag eller terapi på jens.einar@gmail.com eller 29 80 05 63

Referencer

Barlow, D. H., Allen, L. B., & Choate, M. L. (2004). Toward a unified treatment for emotional disorders. Behavior Therapy, 35(2), 205–230. https://doi.org/10.1016/S0005-7894(04)80036-4

Frankl, V. (1959). Man ’ s Search for Meaning. Simon and Schuster.

Gilbert, P. (2014). Compassion-focused therapy: Preface and introduction for special section. British Journal of Clinical Psychology, 53(1), 1–5. https://doi.org/http://dx.doi.org/10.1111/bjc.12045

Hayes, S. C. (2004). Acceptance and commitment therapy, relational frame theory, and the third wave of behavioral and cognitive therapies. Behavior Therapy, 35(4), 639–665. https://doi.org/10.1016/S0005-7894(04)80013-3

Hayes, S. C. (2019). A Liberated Mind: The essential guide to ACT. Random House.

Hayes, S. C., Luoma, J. B., Bond, F. W., Masuda, A., & Lillis, J. (2006). Acceptance and commitment therapy: model, processes and outcomes. Behaviour Research and Therapy, 44(1), 1–25. https://doi.org/10.1016/j.brat.2005.06.006

Hayes, S. C., Strosahl, K. D., & Wilson, K. G. (1999). Acceptance and commitment therapy: An experiential approach to behavior Change. New York, US: Guilford Press.

Kabat-Zinn, J. (1994). Wherever You Go, There You Are: Mindfulness Meditation in Everyday Life. New York: Hyperion Books.

Linehan, M. M. (1993). Skills Training Manual for Treating Borderline Personality Disorder. New York: Guilford Press.

Wells, A. (1999). A metacognitive model and therapy for generalized anxiety disorder. Clinical Psychology & Psychotherapy, 6(2), 86–95. https://doi.org/10.1002/(SICI)1099-0879(199905)6:2<86::AID-CPP189>3.0.CO;2-S

Wenzlaff, R. M., & Wegner, D. M. (2000). Thought suppression. Annual Review of Psychology, 51, 59–91. https://doi.org/10.1146/annurev.psych.51.1.59

Yalom, I. D. (2020). Existential psychotherapy. Hachette UK.

Hvad er forskellen på skizotypi og skizofreni?

psychotherapy, , ,
Daglige udfordringer for personer med skizofreni - Udforsk Sindet

For mange er de psykiske diagnoser et ukendt land medmindre man selv eller ens nærmeste står midt i det. Og psykiske lidelser påvirker som regel hele familien.

Når man selv eller ens nærtstående får en diagnose eller svære symptomer og vanskeligheder, der kræver behandling, kan det være godt at få så meget viden som muligt. Men der er mange faglige begreber, der kan være svære at forholde sig til.

Psykose, skizofreni og skizotypi er eksempler på sådanne begreber.

Men hvad vil det sige, at være psykotisk? Hvad er forskellen på psykose og skizofreni? Og hvordan er sammenhængen mellem skizotypi og skizofreni? hvilke symptomer er der, og hvad skal der til for at få en af disse diagnoser? Der er nemlig mange forskellige årsager til at man kan få en psykose, og der er både ligheder, men også store forskelle, mellem skizofreni og skizotypi.

Skizotypi er beslægtet med skizofreni, men har en mildere form og er uden vedvarende psykotiske symptomer såsom hallucinationer og vrangforestillinger. Skizotypi er dermed ikke det samme som skizofreni, og det kan være vigtigt både for pårørende og mennesker ramt af skizotypi at forstå forskellen og lighederne mellem de to diagnoser.

(Jansen, 2020)

Jeg har på opfordring fra Alt om psykologi skrevet to oversigtsartikler om området, hvilket ligger frit tilgængeligt her:

Hvad er psykose?

Hvad er skizotypi?

Du er velkommen til at kontakte mig for information om terapi, foredrag, undervisning eller generelle spørgsmål om viderehenvisning.

af Jens Einar Jansen, autoriseret psykolog, specialist i psykoterapi, specialpsykolog, Ph.d., www.metacognition.dk