Af Jens Einar Jansen, psykolog, ph.d., specialpsykolog i psykiatri

I den senere tid er der kommet stigende opmærksomhed på manosfæren. Men hvad er dette onlinefællesskab egentlig, hvor bekymret skal vi være, og hvordan kan man forstå psykologien bag?

Photo by Humberto Chávez on Unsplash

Hvad er egentlig manosfæren?

Mange har set Louis Theroux’ Netflix dokumentar Inside the Manosphere, hvor han forsøger at gå i dialog med en række toneangivende influencere med kvindefjendske holdninger.

Vi har også set en række serier med dette som omdrejningspunkt, herunder den britiske Adolescence og senest den norske Ølhunden Berit (på dansk: En bedre mand).

Men hvad betyder egentlig manosfæren?

Manosfæren er et broget online univers bestående af forskellige og delvist overlappende fællesskaber, hvor mænd deler erfaringer, frustrationer og ideer om køn, relationer og samfund.

Og det er et univers, hvor kendte influencere tjener store penge på sine følgere.

De forskellige netsider forbundet med manosfæren har antifeminisme som fælles omdrejngspunkt. Men det er også meget mere end dette.

Selv om dette univers har eksisteret siden begyndelsen af 2000-tallet på en række hjemmesider og sociale media platforme, har vi set en stor øgning i indflydelse og rækkevidde de seneste år.

De er i større grad kommet til overfladen.

En af grundene er ifølge forskere det oplevede behov for at skabe en modreaktion til den øgende feministiske online diskurs, ofte omtalt som fjerde generation feminisme.

Denne omfatter bl.a. #MeToo-bevægelsen og er især præget af sociale medier, identitetspolitik og fokus på emner som sexisme, samtykke, onlinekultur, intersektionalitet og strukturel diskrimination.

Hvilke grupper tilhører manosfæren?

Rollano og kolleger (2026) sammenfatter manosfæren i følgende undergrupper, som hver især er blevet beskrevet og studeret:

Incels (Involuntarily Celibate): Et online fællesskab, der mødes omkring det at mangle romantisk eller seksuel erfaring. Dettte opleves som ufrivilligt og uforskyldt, hvilket ofte udtrykkes som frustration, bitterhed og kvindefjendtlige holdninger.

Denne gruppe har også fået øget opmærksom blandt politikere, efterretning og forskere grundet deres association med en række voldelige angreb i nyere tid.

MGTOW (Men Going Their Own Way): Mænd, der vælger at leve uden romantiske relationer og traditionelt ægteskab og fokuserer på personlig frihed, selvudvikling og økonomisk uafhængighed.

MRAs (Men’s Rights Activists): Aktivister, der arbejder for at synliggøre og adressere det, de opfatter som strukturel diskrimination mod mænd i fx familie- og retssystemet samt uddannelse og arbejdsmarked.

PUAs (Pick-Up Artists): Mænd, der fokuserer på at udvikle strategier og teknikker til at tiltrække og forføre kvinder, ofte med udgangspunkt i manipulation og rollespil.

Jeg vil i det følgende give en oversigt over lederskab, temaer og virkemidler i manosfæren, samt psykologiske, psykiatriske og sociologiske perspektiver på dette fænomæn.

Hvor mange unge drejer det sig om?

Der findes endnu ikke præcise tal på, hvor mange drenge eller unge mænd, der aktivt er involveret eller “fanget” af manosfæren – hverken i Danmark eller internationalt.

Det skyldes blandt andet, at manosfæren er et flydende onlinefænomen uden klare grænser: Mange unge kan være eksponeret for indholdet uden nødvendigvis at identificere sig med miljøet. Det gør det svært at måle præcist.

Men forskningen peger på, at eksponeringen er betydelig og stigende:

Danske forskere beskriver manosfæren som et voksende onlinefænomen blandt unge mænd i Danmark, men peger på, at der mangler forskning på området.

Internationale studier viser, at manosfære-indhold i stigende grad bliver mainstream på platforme som YouTube, TikTok og Instagram – ofte pakket ind i humor og memes. Det kan også være via “selv-hjælps-råd”, fitness, veje til økonomisk succes eller datingråd.

Forskning peger samtidig på, at de fleste unge mænd ikke udvikler ekstreme holdninger, selvom de møder indholdet online. Mange bevæger sig ind og ud af miljøerne uden at blive radikaliserede.

Det er derfor vigtigt ikke at skabe en moralsk panik, hvor almindelige ungdomsinteresser og -adfærd automatisk bliver tolket som tegn på ekstremisme.

Men hvis man har en større forståelse for, hvad det handler om, dynamikkerne bagved og eventuelle faresignaler, kan man bedre have en oplyst og hensigtsmæssig dialog.

Hvordan kan man forstå lederskabet i manosfæren?

Lederskabet indenfor disse grupperinger kan tage mange former. Men det kan være nøglen til at forstå den forskelligartede og ofte hierarkiske opbygning. Rollano og kolleger (2026) peger på følgende typer lederskab:

Centrale begreber i manosfæren og hvordan de dækker psykologiske behov

Der er en række indforståede begreber, temaer og koncepter i manosfæren. Nedenunder er en kort oversigt, der ikke skal ses som udtømmende, men mere som en illustration, der kan give en fornemmelse for feltet.

Der er mange paraleller mellem manosfæren og konspirationstænkning, når det gælder dækning af psykologiske behov:

For det første, at vi har behov for forklaring og mening. Der ofte er et grand af sandhed i teorierne, selv om de får en ekstrem og sort-hvid karakter og nuancerne udelukkes.

For det andet, at det giver et fællesskab, identitet og tilhørighed, hvor man bliver “spejlet”.

For det tredje, at vi har et behov for at være unik og “noget særligt”, hvor man kan blive forført af tanken om at forstå, vide og have tilgang til information, som andre ikke har tilgang til.

Det at være optaget af alternative synspunkter, der bryder med “mainstream”, kan give en følelse af at være overlegen.   

Red pill: Idéen om at have “gennemskuet sandheden” om køn og relationer – ofte forstået som, at samfundet favoriserer kvinder, og at mænd må “vågne op” til den virkelige dynamik mellem mænd og kvinder. Begrebet stammer fra filmen The Matrix.

Blue pill: Bruges om mænd, der opfattes som naive eller ubevidste om disse “sandheder”, og som stadig tror på traditionelle romantiske idealer.

Black pill: En mere fatalistisk forståelse, ofte i incel-miljøer, hvor man mener, at biologiske forhold som udseende og status afgør ens muligheder fuldstændigt, og at forandring derfor er umulig.

Hypergami: Forestillingen om, at kvinder primært søger mænd med højere status, ressourcer eller attraktivitet end dem selv.

Chad: Slang for den stereotype meget attraktive, socialt succesfulde mand, som angiveligt får størstedelen af kvinders opmærksomhed.

Stacy: Kvindelig pendant til “Chad”; stereotypen på den attraktive og socialt eftertragtede kvinde.

Alpha/Beta male: Hierarkisk opdeling af mænd, hvor “alpha” forbindes med dominans, succes og seksuel attraktivitet, mens “beta” beskrives som mere usikker eller underordnet.

Looksmaxxing: Forsøg på systematisk at optimere sit udseende gennem træning, hudpleje, stil, kosmetiske indgreb mv. for at øge social og romantisk succes.

SMV (Sexual Market Value): Tanken om, at mennesker har en “værdi” på et romantisk/seksuelt marked baseret på udseende, status, penge og social position.

Sigma male: En nyere internetfigur: den “uafhængige” mand, som står udenfor sociale hierarkier, men stadig fremstilles som stærk, succesfuld og attraktiv.

Simp: Nedsættende betegnelse for en mand, der opfattes som for underdanig eller følelsesmæssigt investeret i kvinder.

Friendzone: Forestillingen om at være “placeret” som ven fremfor romantisk partner, ofte med en oplevelse af frustration eller afvisning.

Female nature: Et bredt og ofte problematisk begreb i manosfæren, hvor kvinders adfærd fremstilles som biologisk fastlagt og ensartet.

High value male: En mand med høj status, økonomisk succes, fysisk attraktivitet og social dominans – ofte fremstillet som idealet i manosfæren.

Ghosting: At afbryde kontakt pludseligt uden forklaring; bruges bredt i moderne datingkultur, men diskuteres ofte i manosfæren som tegn på respektløshed eller “datingmarkedets” hårdhed.

Monkey branching: Forestillingen om, at kvinder søger en ny partner, før de forlader den nuværende – som en abe, der holder fast i én gren, mens den griber den næste.

AWALT (“All Women Are Like That”): Generaliserende idé om, at kvinder grundlæggende deler bestemte negative eller manipulerende træk.

Frame: Begreb fra pickup-/red pill-miljøer om at bevare kontrol, dominans og følelsesmæssig stabilitet i sociale relationer.

Negging: Manipulativ flirteteknik fra pickup-miljøet, hvor man giver små nedladende kommentarer for at skabe usikkerhed og dermed søge kontrol eller tiltrækning

Praksiser knyttet til manosfæren

Dette kan være misogyniske (kvindefjendtlige) handlinger eller praksiser, der er skadelige for kvinder, men som samtidigt bygger fællesskab og samhørighed i de enkelte grupperinger.

Eksempler kan være digital chikane på et kontinuum fra generelle ytringer forbundet med kulturkamp og biologisk determinisme til direkte personlige angreb, udskamning og stalking.

Det kan også dreje sig om praksiser mere indirekte rettet mod kvinder og magtforhold, herunder det ovenfor omtalte looksmaxxing, hvor man øger sin “seksuelle markedsværdi”, eller indgående første-persons beskrivelser af datingoplevelser og teknikkerne man har brugt for at forføre en kvinde.  

Manosfæren handler ikke kun om vrede

Ved første øjekast kan det for mange fremstå som et miljø kun præget af vrede, kvindefjendskhed og ekstreme holdninger. Og et miljø, der fremstår som sort-hvid tænkende og præget af konspirationstænkning. Det kan i mange tilfælde også være tilfældet.

Men hvis vi stopper der, risikerer vi at overse noget vigtigt. For hvad er det egentlig, der driver de mænd, som søger ind i disse fællesskaber? Hvilke psykologiske behov dækker de, hvilke udfordringer ligger bag og hvilke løsninger tilbyder de?

Frygten for feminisme og den maskuline krise

For det første er det vigtigt at se opblomstringen som en reaktion på, at mange unge mænd føler sig marginaliseret og fremmedgjort. Mange beskriver, at maskuliniteten er truet, at feminismen og samfundets aktuelle magtstrukturer ødelægger mænds selvværd og maskulinitet.

Som beskrevet tidligere ser en række forskere øgningen som en reaktion på det, der omtales som fjerde generation feminisme, herunder #MeToo-bevægelsen og andre online diskurser.

Forskerne peger også på manosfæren som en reaktion på det, de oplever som en “institutionalisering” af feminismen, hvor feministiske perspektiver i stigende grad er blevet en del af etablerede institutioner som universiteter, HR-afdelinger, lovgivning, medier, offentlige myndigheder og uddannelsessystemer.

Når ensomhed får et sprog

En gennemgående faktor for mange psykologiske perspektiver på manosfæren er social isolation og ensomhed. Det meste af forskningen understreger fraværet af nære relationer og manglende støtte fra venner og familie hos mennesker i Incel- og manosfærefællesskaberne.

Fx kunne mange af mænderne i Louis Theroux’ dokumentar beskrive en oplevelse af at stå udenfor – uden relationer, uden fællesskab og uden en klar plads i verden. Og i den største spørgeundersøgelse som hidtil er udført blandt Incels, svarede kun en tredjedel, at de havde mindst en ven.

Forskning peger på, at behovet for tilhørsforhold er fundamentalt for menneskers trivsel. Når dette behov ikke imødekommes, øges risikoen for både psykisk mistrivsel og søgen mod alternative fællesskaber.

Nyere studier viser desuden, at ensomhed blandt mænd er stigende og kan være forbundet med både depression og social tilbagetrækning.

Danske data peger på, at ensomhed blandt mænd er steget markant gennem de seneste årtier. I 2021 rapporterede 27 % af mænd i Danmark, at de følte sig ensomme, og blandt unge mænd mellem 16–24 år gjaldt det næsten halvdelen.

Det peger på, at mange unge mænd i dag kæmper med tilhørsforhold, relationer og identitet – hvilket kan være med til at forklare, hvorfor fællesskaber som manosfæren får resonans hos nogle.

Dette er også nogle af de ting jeg jeg har diskuteret med psykolog og formand for forum for mænds sundhed, Svend Aage Madsen i episode 12 af podcasten psykologens hjørne.

Manosfæren tilbyder i den sammenhæng noget centralt: En forklaring på årsagerne til ens problemer – et narrativ, som vender udad mod noget handlingsrettet i stedet for indad i form af selvkritik og forkerthedsfølelse. Og ikke mindst et fællesskab, identitet og tilhørighed.

Ensomhed og manglen på nære relationer gør, at mange ikke har nogle at snakke fortroligt med. Dermed mangler de også en buffer mod smerten forbundet med romantiske afvisninger.

Fra skam til vrede

En central psykologisk mekanisme i mange af disse miljøer er transformationen fra skam til vrede.

Skam er tæt forbundet med oplevelser af utilstrækkelighed og social afvisning (Tangney & Dearing, 2002).

Flere studier viser, at skam ofte reguleres gennem eksternalisering – fx ved at omdanne den til vrede eller skyldplacering hos andre. Forskning har også vist en højere tendens til både selvkritik og eksternalisering af skyld hos Incels sammenlignet med en ikke-incel population.

Det betyder i praksis, at oplevelsen “der er noget galt med mig” kan blive omgjort til “der er noget galt med dem”.  

Relationer kan på denne måde blive en form for psykologisk nulsumsspil: Enten er det noget galt med dem, eller så er der noget galt med mig. Det står ofte i vejen for, at man kan forstå og arbejde med sig selv og for alvor få det bedre.  

Denne mekanisme er velbeskrevet i både klinisk psykologi og aggressionsteori.

Indenfor den terapeutiske retning schematerapi vil man omtale det som “overkompenserende coping”. Man har igennem ens liv og opvækst lært at regulere sit selvværd ved at “gøre sig større, stærkere, bedre” end, man egentlig føler sig inderst inde.

Når man bliver ramt af tvivl og dårligt selvværd, er man ikke i stand til at normalisere og acceptere dette, men placerer det over i andre og omverden: “Det er ikke mig, der er forkert, men dig”.  

I schematerapien taler man ofte om dette som et “vredt skjold”. Og som regel har der været en god grund til at udvikle dette. Det har baggrund i ubehagelige opvækst erfaringer, traumer og udækkede behov. Man har haft brug for at “gøre sig hård” og holde andre på afstand enten fysisk eller følelsesmæssigt.

Vreden bliver dermed ikke kun et udtryk for had – men også en måde at beskytte sig mod mere sårbare følelser.

Udfordringen er, at man konstant flygter fra sårbarheden. Man lærer ikke at rumme den, integrere den som en del ens personlighed (og menneskelighed), og sidst, men ikke mindst, så kommer det til at stå i vejen for intimitet, nærvær og ægte forbindelse med andre mennesker. 

Dette bliver på forbilledlig vis illustreret i den tidligere omtalte serie Ølhunden Berit (Dansk: En bedre mand), hvor hovedpersonen spillet af Anders Baasmo først kommer ud af ensomheden og forkerthedsfølelsen, når han tør åbne og op og tale om sin sårbarhed.

Facade og impostor syndromet

Når man møder andre, herunder kvinder eller potentielle partnere, med en façade eller “maskulint skjold”, bliver man inautentisk og konstant bange for at blive afsløret. Dette universelle fænomen ser man ofte omtalt som “impostor fænomenet”.

Forskellen imellem selvværd og selvtillid er central i denne sammenhæng. Man kan blive dygtig til at opnå en række mål og færdigheder, hvilket hjælper på selvtilliden, men stadig ikke føle sig “god nok som menneske” (mangle selvværd).

Mange oplever derfor trygheden i blot at være den, man er, uden at skulle fremstå som “noget særligt”.

Bagved facaden ligger følelsen af ikke at være god nok, og så længe man altid gemmer denne følelse væk, ikke accepterer den som en del af en selv, får man aldrig den oplevelse, at andre, herunder venner og kærester, accepterer én, som man er. Det bliver en form for selvopfyldende profeti.    

Når komplekse problemer får simple forklaringer

Relationer og tiltrækning er komplekse fænomener. I manosfæren reduceres kompleksiteten ofte til simple, binære (enten-eller), biologiske, evolutionære eller markedsbaserede forklaringer.

Dette kan forstås gennem forskning i kognitive bias: Mennesker har en tendens til at søge simple forklaringer i komplekse situationer, især når man er presset (Kahneman, 2011).

Denne forskning viser, hvordan “confirmation bias” forstærker eksisterende overbevisninger. Det vil sige, at man lægger mærke til det, der passer med ens verdenssyn, mens man affejer det, der modsiger det.  

Derudover viser forskning i online fællesskaber, at algoritmer og ekkokamre kan forstærke ekstreme og ensidige forståelser: Man bliver i tiltagende grad afskåret fra kritisk tænkning og mangfoldige perspektiver.

Simple forklaringer kan på kort sigt skabe en oplevelse af kontrol – men samtidig fastholde personen i et begrænset perspektiv. På længere sigt skaber ensidige perspektiver ofte en ufleksibilitet i ens personlighed, hvilket begrænser dybe og nære relationer. 

Hvordan profiterer influencere på manosfæren?

Kendte infulencere indenfor manosfæren profiterer på unge mænds ønske om identitet, success og fællesskab. Dette er som sådan ikke noget nyt, da alle mennesker, og især unge, altid har haft en søgen mod disse ting. Som beskrevet i afsnittet om lederskab, har disse influencere en stor betydning for den store vækst via Internettets algoritmer.  

Begrebet opmærksomhedsøkonomi beskriver også, hvordan menneskelig opmærksomhed er blevet en central ressource i det digitale samfund. Sociale medier og digitale platforme konkurrerer ikke kun om brugere, men om deres tid, følelser og engagement – ofte ved at fremhæve indhold, der vækker stærke emotioner som vrede, frygt eller konflikt.

Algoritmer styrer, hvordan rage baits og kontroversielle udtalelser, som gør det svært for folk ikke at blive forarget og få lyst til at argumentere imod, skaper fokus og trafik til ens navn eller domæne.

Influencere associeret til manosfæren følger ofte samme “opskrift”: (1) Man siger noget kontroversielt, (2) tiltrækker vrede og ramaskrig, (3) får opmærksomhed (venner, fjender, nysgerrige), (4) trækker lidt tilbage, nuancerer udtalelserne og eventuelt retfærdiggør sine standpunkter, hvis man bliver konfronteret med mere seriøse medier. Og til sidst sidst (5) påberober sig “offer status” (“jeg bliver angrebet af Matrix”)

Fællesskabets dobbelte rolle

Manosfæren fungerer som sagt ikke kun som ideologi, men også som fællesskab. For mange kan dette opleves som positivt i starten, men bliver ofte begrænsende og svært at bryde ud af senere.

Forskning i online radikalisering og ekstremisme viser, at sociale fællesskaber spiller en central rolle i udviklingen og vedligeholdelsen af ekstreme holdninger (Horgan, 2008; Marwick et al, 2022; O’Connor et al., 2015). Hoffmann og kolleger (2020) fremhæver denne forståelsesramme som kompatibel med den fremvækst, man ser i manosfæren.

Fællesskaber tilbyder anerkendelse, Identitet og sammenhæng. Men samtidigt kan det også normalisere ekstreme synspunkter, reducere kontakt med alternative perspektiver og forstærke gruppeidentitet gennem modstand mod “de andre”.  

Forskning i incel-miljøer har vist, hvordan dette fællesskabet både fungerer som støtte og radikaliseringsrum. Det skaber høj grad af gruppe-polarisering og fjendebilleder.

Der er også en række paralleller til de mekanismer, man ser i kulter: Fx er der ofte en klar magtstruktur, karismatiske lederfigurer, høj grad af hengivenhed og forpligtelse, ofte et transcendentalt fokus (følg os, så opnår du status, indsigt eller velvære) og der er meget lidt fokus på og plads til alternative synspunkter og evidens.

Psykiatrisk perspektiv på manosfæren

Det er vigtigt ikke at psykiatrisere eller patologisere disse fænomener, da man kan komme til at individualisere sociologisk eller kulturelle fænomener. Og forskning understreger, at radikaliseringsprocesser sjældent kan forklares alene ved psykopatologi eller psykisk lidelse.

Der kan alligevel være en række kendte kliniske problemstillinger og psykiske tilstande som kan danne baggrund for ens tilbøjelighed til at blive draget ind i manosfærens fællesskaber.

Forskning viser især høj forekomst af depressive tilstande, angsttilstande, suicidalitet og selvværdsproblemer. Der skal siges, at det meste af denne forskning er foretaget på Incel miljøet.

Forskning viser også en høj grad af usikker tilknytning samt højere grad af autisme spektrum forstyrrelser (ASF). Fx viste en undersøgelse af 561 deltagere, der beskrev sig som Incels, at 30% mødte kriterier for ASF.

Men det er vigtigt at forstå det som samspillet mellem psykologisk sårbarhed, sociale erfaringer og kulturelle, digitale og samfundsmæssige kontekster.

De fleste mænd med psykisk mistrivsel bliver ikke misogyniske eller ekstreme, men psykologisk sårbarhed, ensomhed og identitetsusikkerhed kan gøre nogle mere modtagelige for manosfærens forklaringer og fællesskaber.

Et samfundsperspektiv

Manosfæren må også ses som et udtryk for bredere samfundsforandringer.

Flere sociologiske analyser peger på, at traditionelle maskulinitetsformer er i opbrud, og at nogle mænd oplever usikkerhed omkring deres rolle og identitet (Connell & Messerschmidt, 2005).

Samtidig har individualisering og præstationskultur øget fokus på personligt ansvar for egen success og for at skabe sit eget liv (Petersen & Krogh, 2021).

I dette lys kan manosfæren forstås som et forsøg på at genetablere struktur, hierarki og forklaringer samt øget fokus på personlig success, der gør unge sårbar for opmærksomhedsøkonomien og influenceres hurtige veje til at lykkes både økonomisk og romanatisk.

Kan der være positive sider forbundet med manosfæren?

Selvom meget forskning er kritisk overfor manosfæren, findes der forskere og kommentatorer, som peger på, at nogle dele af miljøet også kan forstås som et forsøg på at adressere reelle problemer blandt mænd.

Det betyder ikke nødvendigvis, at forskerne støtter ideologien, men at de forsøger at nuancere forståelsen af, hvorfor miljøerne opstår og hvorfor de appellerer til mange unge mænd.

Som det er fremkommet i denne artikel peger flere forskere på, at manosfæren delvist vokser frem som reaktion på ensomhed, manglende fællesskab, identitetsusikkerhed og oplevelsen af ikke at passe ind i moderne maskulinitetsidealer.

Den amerikanske sociolog Michael Kimmel argumenterer fx for, at mange mænd oplever en form for “aggrieved entitlement” – altså følelsen af at have mistet noget, de troede, de havde krav på. Han beskriver det ikke som ondskab, men som et forsøg på at håndtere oplevet marginalisering.

Nogle forskere peger på, at manosfæren for visse mænd fungerer som et socialt fællesskab, et sted at dele sårbarhed og et rum for identitetssøgning.  

Den irske forsker Debbie Ging beskriver fx manosfæren som et komplekst digitalt økosystem, hvor nogle fællesskaber også fungerer som støttefællesskaber for mænd med oplevelser af isolation eller psykisk mistrivsel.

I en undersøgelse af deltagere i Incels forums beskrev 58% at de følte sig mindre ensomme, 70% at de følte en tilhørighed og 75% at følte sig forstået.

For visse mænd fungerer det sociale online fællesskab som et sted at dele sårbarhed og et rum for identitetssøgning. Så med andre ord, søger ikke alle ind i manosfæren på grund af vrede og had – nogle søger først og fremmest forbindelse og forståelse.

Nogle dele af manosfæren adresserer også yderlige emner, som er relevante, herunder mænds høje risiko for selvmord, manglende hjælp-søgning, fædres rettigheder og uddannelsesmæssige udfordringer blandt drenge.

Flere forskere har peget på, at der i perioder har været begrænset offentlig samtale om mænds psykiske trivsel, hvilket kan skabe et vakuum, som mere ekstreme stemmer udfylder.

En glidende overgang til mere ekstreme holdninger

Men med ovenstående forbehold peger forskningen de seneste 10 år generelt på, at algoritmerne og dynamikkerne beskrevet i denne artikel, kan føre nogle brugere fra relativt “milde” selvhjælpsmiljøer til mere ekstreme miljøer over tid.

Og for mange er det en glidende overgang, som følgende citater kan illustrere:

When I moved into my sister’s basement and set my computer up, the first thing I did was go on YouTube to look for advice on how to get a divorce. That’s when I entered a whole world I never knew existed. MGTOW, MRA, so much is out there that fits what happened to me. It all makes so much sense now, how could I have been such a fool?

(Carian 2022, 60, beskrevet i Rollano og kolleger, 2026)

(…) Either way, I was hooked. Those first few weeks I spent hours every night devouring red pill content—related books, the handbook, classic posts and new posts. It was extremely nourishing—at last after 28 years of frustration and confusion I had been offered a structure for living that never failed to make sense in reality or eventually make me a happier and better person.

(Copland 2022, 81, beskrevet i Rollano og kolleger, 2026)

Hvad gør vi med det?

Hvis vi ønsker at forstå og arbejde med dette fænomen, både klinisk og på samfundsplan, er det vigtigt at holde fokus på de følelser og behov, der ligger bagved, samt på de økonomiske mekanismer, der ligger til grund for denne industri. 

I terapi kan det bl.a. indebære:

• At validere oplevelsen af ensomhed og afvisning
• At arbejde med kognitive forvrængninger og sort-hvid tænkning
• At styrke mentalisering og relationelle kompetencer
• At bearbejde tidligere dårlige relationelle erfaringer og traumer
• At undersøge alternative måder at forstå sig selv og andre på
• At undgå at fordømme, men undersøge de underliggende behov

Denne tilgang er i tråd med mange forskellige retninger indenfor psykologien og psykoterapilitteraturen.

Der er imidlertid meget lidt forskning på terapi når det gælder Incelgruppen, og forskere peger på store udfordringer i forhold til at tilbyde terapi, selv om behovet er der. Som nævnt kæmper mange med depression, angst og ensomhed.

Dels er der stor skepsis overfor behandlingsindustrien, både psykologi og psykiatri, så de fleste opsøger ikke terapi. Dels er der skepsis overfor for kvindelige terapeuter qua de tanker og ideologier beskrevet i denne artikel.

I en gennemgang af litteraturen om Incel og psykoterapi, argumenterer Bachaud og kolleger (2025) for, at det (som regel) er nemmest med en mandlig terapeut (især hvis der er stærke misogyne holdninger), og at man som terapeut skal kende til den bagvedliggende ideologi (fx “Blackpill”), da dette sjældent ellers bliver afsløret.

Det er som forældre vigtigt ikke at blive alt for bekymret

Det kan være både bekymrende og svært at opleve, at én man holder af, bliver optaget af manosfæren og udvikler mere fastlåste eller fjendtlige holdninger.

Men det er vigtigt ikke at blive for bekymret for din teenager eller unge søn, da de fleste har faser, hvor de undersøger egen identitet og “tester” lidt mere ekstreme argumenter og livsanskuelser.

Mange forældre bliver forståeligt bekymrede, når de hører om manosfæren, Andrew Tate-lignende profiler eller misogyni online. Men det kan være hjælpsomt at huske, at unge altid har søgt identitet, tilhørsforhold og provokation – og at sociale medier i dag blot gør disse processer mere synlige og intense.

Det er vigtigt at huske på, at unge eksperimenterer med holdninger, tiltrækkes ofte af simple og markante forklaringer, fascineres af stærke eller kontroversielle figurer og prøver identiteter af.

Det betyder ikke nødvendigvis, at de er “på vej ind i ekstremisme”. Undersøgelser viser også, at de færreste tilslutter sig eller støtter de meste ekstreme (eller voldelige) debattanter.

Ofte er interessen mere et udtryk for nysgerrighed, behov for fællesskab, usikkerhed omkring identitet og maskulinitet og en almindelig fascination af status, styrke eller succes.

Når man står tæt på – hvad kan man gøre?

En umiddelbar reaktion kan være at gå i konfrontation eller trække sig. Men hvis målet er at skabe forandring, er relationen det vigtigste udgangspunkt.

Forældre kan derfor med fordel forsøge at møde emnet med ro og nysgerrighed frem for panik eller udskamning. Jo mere fordømmende og dramatisk reaktionen bliver, desto større er risikoen for, at den unge søger endnu længere ind i onlinefællesskaberne. Dette har klar parallel til det jeg tidligere har skrevet om, hvordan pårørende kan forholde sig til konspirationstænkning.

Mennesker ændrer sjældent perspektiv gennem argumenter alene, men gennem relationer præget af tillid og tryghed. Det betyder ikke, at man skal være enig – men at man forsøger at forblive i kontakt.

I samtalen kan det være hjælpsomt at flytte fokus fra hvad der bliver sagt til hvad der ligger bag. Ofte dækker stærke holdninger over oplevelser af ensomhed, afvisning eller utilstrækkelighed. Når man møder det underliggende, bliver det lettere at skabe en mere åben dialog.

Direkte modargumentation vil ofte føre til øget fastlåsning. I stedet kan en nysgerrig tilgang åbne mere:

• “Hvordan kom du frem til den forståelse?”
• “Er det noget, du selv har oplevet?”

Samtidig er det vigtigt at kunne være tydelig om egne grænser, uden at afvise personen:

“Jeg ser det anderledes – men jeg vil gerne forstå, hvordan du oplever det.”

Endelig er det centralt at støtte alternative fællesskaber og relationer. Forandring sker sjældent ved blot at fjerne noget – men ved at tilbyde noget andet.

Det handler derfor ikke om at vinde en diskussion, men om at bevare en relation, hvor nye perspektiver kan få plads.

Hvilke bekyttende elementer er der, hvad er faresignalerne, og hvornår skal man søge hjælp?

Det vigtigste beskyttende elementer er gode relationer, mulighed for åbne samtaler, sociale fællesskaber offline og ikke mindst voksne, der kan rumme svære samtaler uden straks at moralisere.

Samtidig er det vigtigt at være opmærksom på tegn på mere alvorlig fastlåsning. Her kan man være opmærksom på følgende faresignaler eller “røde flag”:

• stærk social isolation
• ekstrem sort/hvid tænkning
• voksende had eller paranoia
• fravær af alternative relationer og interesser
• tegn på vrangforestillinger eller psykose

Her kan det være relevant at søge professionel hjælp. Det kan være personen selv, men i ligeså høj grad pårørende og netværk, som kan få sparring på, hvordan man kan forholde sig til ens nærstående.

Afsluttende refleksion

Manosfæren kan let blive reduceret til et problem, der skal bekæmpes. Men måske er det også et signal.

Et signal om, at der findes mennesker, som føler sig udenfor, misforstået eller overset – og som har fundet et sted, hvor deres oplevelser giver mening.

Spørgsmålet er derfor ikke kun, hvordan vi tager afstand fra de problematiske sider af manosfæren. Men også hvordan vi skaber alternativer, hvor mennesker kan blive mødt – uden at skulle finde deres plads i et fjendebillede.

Man skal ikke blive alt for bekymret som forældre. For langt de fleste unge gælder sandsynligvis noget meget jordnært: De forsøger – ofte lidt famlende – at finde ud af, hvem de er, og hvor de hører til i en kompleks digital verden.

Når man har fokus på at opretholde den gode relation, tilbyder en åben og nysgerrig dialog, uden fordømmelse, og hvor man understøtter personens selvværd og “test af provokerende holdninger”, så er man godt på vej.  

Du er velkommen til at kontakte mig for foredrag, terapi eller undervisning på jens.einar@protonmail.com

Udvalgte referencer

Bachaud, L., Thomas, A. G., & Murphy, M. (2025). Incels and psychotherapy: Experiences, attitudes, and resistance to mental-health interventions. Psychotherapy Research, 1-15.

Baumeister, R. F., & Leary, M. R. (1995). The need to belong: Desire for interpersonal attachments as a fundamental human motivation. Psychological Bulletin.

Botto, M., & Gottzén, L. (2024). Swallowing and spitting out the red pill: Young men, vulnerability, and radicalization pathways in the manosphere. Journal of Gender Studies, 33(5), 596-608.

Cacioppo, J. T., & Cacioppo, S. (2018). Loneliness in the modern age.

Cinelli, M. et al. (2021). The echo chamber effect on social media. PNAS.

Connell, R. W., & Messerschmidt, J. W. (2005). Hegemonic masculinity: Rethinking the concept. Gender & society, 19(6), 829-859.

Corner, E., & Gill, P. (2015). A false dichotomy? Mental illness and lone-actor terrorism. Law and human behavior, 39(1), 23.

Davenport, T. H., & Beck, J. C. (2001). The attention economy. Ubiquity, 2001

Dickel, V., & Evolvi, G. (2023). “Victims of feminism”: Exploring networked misogyny and# MeToo in the manosphere. Feminist Media Studies, 23(4), 1392-1408.

Gilbert, P., & Andrews, B. (1998). Shame: Interpersonal behavior, psychopathology, and culture, 3-38.

Gilligan, J. (2003). Shame, guilt, and violence. Social Research: An International Quarterly, 70(4), 1149-1180.

Hoffman, B., Ware, J., & Shapiro, E. (2020). Assessing the threat of incel violence. Studies in Conflict & Terrorism, 43(7), 565-587.

Horgan, J. (2008). From profiles to pathwaysand roots to routes: Perspectives from psychology on radicalization into terrorism.

Kahneman, D. (2011). Fast and slow thinking. Allen Lane and Penguin Books, New York, 2.

Marwick, A., Clancy, B., & Furl, K. (2022). Far-right online radicalization: A review of the literature. The Bulletin of Technology & Public Life.

Nickerson, R. S. (1998). Confirmation bias: A ubiquitous phenomenon in many guises. Review of general psychology, 2(2), 175-220.

O’Connor, F., Lindekilde, L., & Malthaner, S. (2023). Radicalisation of ‘lone actors’. In The routledge handbook on radicalisation and countering radicalisation (pp. 213-230). Routledge.

Over, H., Bunce, C., Konu, D., & Zendle, D. (2025). Editorial Perspective: What do we need to know about the manosphere and young people’s mental health?. Child and Adolescent Mental Health, 30(3), 272-274.

Petersen, A., & Krogh, S. C. (2021). Præstationskultur (Vol. 19). Aarhus Universitetsforlag.

Rollano, C., Pérez‐González, J. C., & Román‐González, M. (2026). A Framework for Understanding the Manosphere. Social and Personality Psychology Compass, 20(1), e70123.

Sparks, B., Zidenberg, A. M., & Olver, M. E. (2022). Involuntary celibacy: A review of incel ideology and experiences with dating, rejection, and associated mental health and emotional sequelae. Current psychiatry reports, 24(12), 731-740.

Sparks, B., Zidenberg, A., & Olver, M. (2022). One is the loneliest number: Involuntary celibacy, mental health, and loneliness.

Speckhard, A., Ellenberg, M., Morton, J., & Ash, A. (2021). Involuntary celibates’ experiences of and grievance over sexual exclusion and the potential threat of violence among those active in an online incel forum. Journal of Strategic Security, 14(2), 89-121.

Tangney, J. P., & Dearing, R. L. (2003). Shame and guilt. Guilford press.

Vallerga, M., & Zurbriggen, E. L. (2022). Hegemonic masculinities in the ‘Manosphere’: A thematic analysis of beliefs about men and women on The Red Pill and Incel. Analyses of Social Issues and Public Policy, 22(2), 602-625.

Wang, J., Mann, F., Lloyd-Evans, B., Ma, R., & Johnson, S. (2018). Associations between loneliness and perceived social support and outcomes of mental health problems: a systematic review. BMC psychiatry, 18(1), 156.