Enkle trin til at styre sin vrede som forældre til børn med ADHD

af Jens Einar Jansen, autoriseret psykolog, specialist i psykoterapi, specialpsykolog i psykiatri og ph.d.

Børn med ADHD har ofte en adfærd, der lægger op til mere skældud og irettesættelse, uden at deres intention er dårlig. Det handler om impulsivitet og manglende mentalt overblik. Men skældud fører ofte til en negativ spiral. På kort sigt i form af mere uønsket adfærd. På længere sigt i form dårligere selvværd. Man er som forældre ofte på hårdt arbejde, men der er en række ting, man kan gøre for at håndtere sin vrede hensigtsmæssigt.

Vi bliver alle vrede en gang i mellem, og vrede er en naturlig og sund følelse. Den hjælper os til at stå op for det, der er vigtigt for os, til at sige fra, og til at fortælle os, hvornår vores grænser overtrædes. Men vrede kan også ødelægge vores relationer og gøre fysisk eller psykisk skade på vores nærmeste. Det er derfor vigtigt at kunne styre sin vrede, udtrykke den på en passende og konstruktiv måde og undgå, at vrede bliver til ukonstruktiv aggression.

Vi har alle forskellig temperament og måder at håndtere vrede på. Dette kan også handle om ens opvæksthistorie. Nogle eksploderer hurtigt og falder hurtigt ned igen, andre går og simrer med sin vrede på lavt blus over længere tid, men får ikke sagt fra overfor omgivelserne. Begge former kan skubbe folk væk, og man får ikke løst problemerne, der ligger nedenunder. Og har man et barn med udfordringer, som fx ADHD, hjælper vrede og skældud sjældent. Tvært i mod forstærker det den uønskede adfærd og påvirker barnets selvværd i negativ retning. Begge dele kan øge barnets problemer på længere sigt.

Der er imidlertid en række ting, man kan gøre for at håndtere ens vrede, så man hurtigere kommer over den og kan handle rationelt. Og man kan undgå at eksplodere, skælde ud og sige ting, man ikke mener. Som de fleste kender til, kommer man jo ofte bagefter til at fortryde det og blive trist, skamfuld og selvkritisk. Dette giver en anden negativ spiral, hvor man føler sig som en dårlig forælder, bliver i dårligt humør og får mindre overskud til ens barn. Men hvad kan man gøre for at styre sin vrede?

1. Vend blikket indover og tænk over advarselssignaler

Hvad er dine tidlige advarselssignaler? Begynder du at spænde op i kroppen, knytte næverne eller få hurtigere åndedræt? Er det en følelse af træthed? Eller er det kort lunte og en generel irritabilitet? Man kan øve sig i at stoppe op, mærke efter og vurdere sin vrede på en skala fra 0-10. Vend blikket indover og bliv bevidst om, hvilken følelse du er i. Man kan bruge et trafiklys som indre billede med farverne grøn (afslappet), gul (på vej til at blive mere irriteret) og rød (vred, rasende). Når man er i det røde felt ved man, at det er sværere at tænke klart. Her er det vigtigt mentalt at sige “stop” til sig selv. Måske har man brug for en time-out for at samle sig?

2. Læg mærke til kritiske tidspunkter

Ofte er det ikke tilfældigt, hvornår man er vred, selvom det kan føles, som om det kommer ud af den blå luft. Hvad der udløser vrede er individuelt, men man kan forsøge at registrere dette som en nysgerrig forsker. Jeg omtaler de udløsende faktorer som “triggere”. Fx er det meget normalt at få kort lunte, når man er træt eller sulten og har lavt blodsukker. Men det kan også være efter en lang dag alene med børnene, eller når der har været mange små konflikter, man har skulle rumme. Det kan også være kritiske tidspunkter på dagen, hvor man er særlig sårbar – fx om morgen, aften, lige efter man er kommet hjem fra arbejdet osv. Det kan også være særlige temaer eller hændelser, der er specielt udfordrende for én – fx grimt sprog, fysisk udadageren, slåskampe mellem børnene, eller når ens børn behandler deres venner forkert. Dette påvirker ens tolkning af situationen, hvilket har stor betydning for ens følelsesmæssige respons. Tolkningen kan nogle gange hænge sammen med nogle grundlæggende temaer i eget liv, som man eventuelt kan undersøge og forstå nærmere. Men det vigtigste er at blive mere bevidst omkring særlige triggere for ens vrede.

3. Sæt en kile imellem trigger og respons

At tælle til ti er en klassisk strategi, som man måske kan trække lidt på smilebåndet af. Men den har noget for sig. Det vigtigste er at få sat en kile mellem det, der trigger én (barnets adfærd), og responsen (din reaktion). Det handler om at agere i stedet for at reagere, hvilket vil sige, at responsen er gennemtænkt og i henhold til ens værdier som forældre i stedet for skældud eller ugennemtænkt konsekvenspædagogik (straf). For at skabe dette mentale handlerum, kan man tælle til ti før man reagerer, handler eller taler. Mange oplever, at det virker bedre at tælle til ti bagfra. Man kan også tage ti dybe vejrtrækninger samtidigt. Dette modvirker kroppens kamp-flugt system (sympatiske nervesystem), og det aktiverer frontallapperne (reflektion, indlevelse, overblik) og det parasympatiske nervesystem (restitution og afslapning). Mindfulness, yoga og afspænding er gode måder at træne sin evne til at være med svære følelser (som vrede) på, uden nødvendigvis at handle på dem, så man bedre kan håndtere følelserne, når man står i kritiske situationer. Det kræver træning at opøve mindfulnessfærdigheder, men tiden man lægger i det kan være en rigtig god investering for sit psykiske helbred og velvære.

4. Tage pauser og time-out

Ingen kan holde til at “være på” hele tiden, og det er ok at tage tid til sig selv. Er man to forældre, kan man trække sig og huske på at bruge hinanden til at få pauser. Har man stået i mange konflikter er ens batteri måske ved at være fladt. Er den ene forælder kørt fast i en svær situation, fx med at sætte og fastholde en vigtig grænse, kan den anden komme ind med ny energi. Ofte reagerer barnet også positivt på denne nye energi. Er man alene med ens barn, er det vigtigt at trække på ens nærmeste – familie, venner, naboer – for at få sine tiltrængte pauser. Dette er ikke en fallit, men kan være en måde at passe på sig selv og ens barn på. Når man har børn med udfordringer, er det ekstra vigtigt at få planlagt tid til sine hobbies, at få set sine venner eller bare få slappet af og ladet batterierne op.

5. Smed mens jernet er koldt og lad dine værdier styre

Svære situationer kommer sjældent kun en gang, men gentager sig ofte igen og igen. Det positive med dette er, at man kan lære af episoderne og forberede sig på den næste. Dette gøres bedst, når man ikke er i følelsernes vold. Når man er følelsesmæssigt påvirket (i det røde felt) klapper ens mentalisering sammen. Mentalisering er et psykologiske begreb, der omfatter evnen til at leve sig ind i andres tanker og følelser, og at kunne vurdere, hvordan ens adfærd opleves af andre. Det handler om at bevare overblikket i situationen eller lidt populært sagt at kunne se andre indefra og sig selv udefra. Man skal forberede sig og tænke konstruktivt, når man er rolig og afbalanceret, for så at afprøve dette, når man står i de svære situationer. Det er ens personlige værdier, der skal styre ens handlinger, ikke ens vrede. Personlige værdier handler om refleksioner såsom: Hvordan vil jeg være som mor/far? Hvad vil jeg stå for i min opdragelse, og hvad vil jeg gerne give videre til mine børn? Hvilken partner vil jeg være, og hvilken familie ønsker jeg, at vi er? Hvis man planlægger coping strategier i henhold ens personlige værdier i “fredstid”, er det nemmere at trække på dem i tilspidsede situationer. Fx hvordan skal jeg håndtere det, når mit barn slår, taler grimt, ikke vil gå i seng, vægrer sig for at gå i skole, eller ikke lytter efter?

6. Lad være med at slå dig selv i hovedet, når det ikke lykkes

I forlængelse af ens personlige værdier, er det vigtigt at sige til sig selv, at disse er “ledestjerner” og noget man arbejder hen i mod. Ingen forældre er perfekte. Det er et kontinuerligt arbejde at forsøge at leve i henhold til ens værdier. Man laver fejl, mister besindelsen og lærer undervejs. Skam og selvkritik hjælper sjældent. Tvært imod. Det er vigtigt at være omsorgsfuld overfor sig selv, når man har råbt for højt eller været for hård, men samtidigt kunne sige undskyld til ens barn bagefter. Så er man en god rollemodel for, hvordan man ordner op efter sig, når man laver fejl. Man tager også ansvaret for ens vrede væk fra barnet. Samtidigt er det vigtigt at lære af sine egne fejl og arbejde med de sider af sig selv, der kan være ødelæggende for en selv og andre.